VUDP-foreningen udbyder i 2022 10 millioner kroner til projekter, der har til formål at forbedre vandsektorens effektivitet og kvalitet. Der åbnes for ansøgninger d. 7. marts 2022 og der vil være frist for at indsende sin ansøgning d. 9. maj 2022 kl. 12.00

Siden den stiftende generalforsamling i maj 2021 har VUDP-foreningen arbejdet på højtryk for at blive klar til den første ansøgningsrunde som selvstændig forening.

”Vi har gentænkt ansøgningsprocessen og hvordan vi kan lette den for både ansøgere og foreningen. Vi har bl.a. forkortet processen, så hver ansøgningsrunde nu kun består af en enkel fase,” fortæller Henrik Rosendal Birch, som er bestyrelsesformand og formand for det faglige vurderingspanel i foreningen.

Besøg foreningens nye hjemmeside

Foruden arbejdet med ansøgningsprocessen har foreningen netop offentliggjort en ny hjemmeside, www.vudp.dk.  Her finder du information om ansøgningsrunder, en oversigt over alle VUDP-projekter og slutrapporter samt muligheden for at tilmelde dig foreningens nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret på deadlines, projekter og andet nyt fra foreningen.

”Vi glæder os til at komme i gang med den første ansøgningsrunde. I år uddeler VUDP-foreningen 10 millioner til spændende projekter, der kan skabe værdi for vandsektoren,” afslutter Henrik Rosendal Birch.

Bliv klar til den kommende ansøgningsrunde

Foreningen inviterer i samarbejde med DI Vand og DANVA alle interesserede til et webinar om den kommende ansøgningsrunde tirsdag d. 1. marts fra kl. 11 – 12. På webinaret kan du høre mere om foreningens formål, uddelingsbeløb, uddelingsvilkår, ansøgningsprocessen og tidsfrister. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål.

Tilmeld dig webinaret ved at sende en mail til vudp@vudp.dk. Seneste tilmelding vil være fredag d. 25. februar. Mere information om webinaret følger.