Bjarne Langdahl Riis 2019 FV 600
Billedtekst: Bjarne Langdahl Riis flytter direktørstol – fra Skanderborg Forsyning til Syddjurs Spildevand. Han glæder sig til at samarbejde om bl.a. regnvandsløsninger til gavn og glæde for lokale samfund.

Strategi og samarbejde er nøgleord for den nye direktør, som er ansat i tæt dialog med Norddjurs Kommunes vandselskab, AquaDjurs

Direktør for Skanderborg Forsyning, Bjarne Langdahl Riis, har sagt ja til stillingen som ny direktør for Syddjurs Spildevand A/S. Men han har i virkeligheden sagt ja til mere end det. Han kommer nemlig til at være involveret i et stadigt tættere samarbejde mellem Syddjurs Spildevand og Norddjurs Kommunes vandselskab, AquaDjurs A/S.

Der var omkring 30 ansøgere til stillingen, som alle var meget kvalificerede.

”Vi har valgt en profil, der er stærk på samarbejde og strategi og med sans for at fortsætte den sikre drift. Det er der brug for både i forhold til Syddjurs Kommune og til AquaDjurs. Vi har allerede et stærkt samarbejde med andre, og det skal opdyrkes. Det kan Bjarne. Han kommer med erfaringer og gode idéer fra branchen. Det handler om at være på forkant med tendenserne og være forberedt på eventuelle nye krav ovenfra om større enheder,” siger formanden for Syddjurs Spildevand, Jan Kjær Madsen.

Naboforsyningen i ansættelsesudvalget

Både formanden og direktøren for AquaDjurs sad med i ansættelsesudvalget og har været med til at pege på Bjarne Langdahl Riis. Og det passer ansøgeren rigtig godt.
”Det sender et fint signal om, at man vil hinanden her på Djursland. Det passer godt med min overbevisning,” siger Bjarne Langdahl Riis.
Formanden for AquaDjurs, Bente Hedegaard, er glad for at være inviteret med i ansættelsesudvalget.

”Det har været en virkelig god proces. Vi har en fælles strategi om at samarbejde, hvor det giver mening. Vi var derfor enige om at forfølge et spor om en fælles ledelse inden for en kortere årrække,” tilføjer hun.
I forvejen ejer de to vandselskaber et fælles serviceselskab, DjursSam ApS, som blev stiftet for to år siden. Det fungerer med bl.a. fælles økonomichef, lønadministration og forbrugsafregning. Kommunerne ejer fortsat hvert sit selskab, der driver og investerer i egne anlæg. Det er der ingen planer om at ændre på. Det betyder, at der også fremover vil være forskellige takster i de to kommuner.

Vand skal bruges til at skabe værdi

Bjarne Langdahl Riis har en ph.d i mikrobiologi. Han har tidligere været direktør i Agro Food Park, hvor han realiserede visionen om at udvikle fødevareerhvervene i og omkring Aarhus. Han har været hos Skanderborg Forsyning siden 2019 og direktør siden 2020. Og selvom han sidste efterår flyttede fra Skanderborg til en drømmebolig i skovene på Norddjurs, havde han ingen planer om at skifte job.

”Men så kom opslaget fra Syddjurs Spildevand, og den proces, de har sat i gang, er både meget spændende og forud for sin tid. Det var lige noget for mig,” siger Bjarne Langdahl Riis.
Han fremhæver ikke kun det brede samarbejde, men også Syddjurs Spildevands investeringsstrategi. Den handler ikke bare om at centralisere, arbejde med billigere driftsformer og nedlægge gamle dyre anlæg. Den handler også om at skabe rekreativ værdi for lokalsamfundene og optimale klimaløsninger, når der alligevel investeres i nye kloakker. Fremtidens øgede mængder regn skal føres op til overfladen, hvor det kan høres, ses og nydes.

”Vi har nogle andre værdier på Djursland, end man har i byen. Det er noget andet, vi flytter hertil for – naturen og miljøet. Jeg glæder mig derfor til at sætte vand, miljø, klima og rekreative værdier på dagsordenen i tæt samarbejde med kommunen, borgerne og mine nye kolleger,” fortæller Bjarne Langdahl Riis.

Bjarne Langdahl Riis sætter sig i direktørstolen i Syddjurs Spildevand til sommer, når den nuværende direktør Søren Lynge Petersen går på efterløn.