SDU Forsøg Fosfor VUDP
Postdoc Qian Wang fra Syddansk Universitet deltager i projektet, der skal bane vejen for bedre udnyttelse af fosfor på renseanlæg. Her ses hun foran et NMR spektrometer, der skal bruges i den avancerede kemiske kortlægning. Foto: Christian Brandt Jørgensen.

Fosfor er en ressource, som med fordel kan genanvendes. Kemisk kortlægning af det vanskelige stof kan give værdifuld viden om de bedste og billigste muligheder.

Et projektpartnerskab bestående af Syddansk Universitet og tre danske forsyningsselskaber – Din Forsyning, Billund Vand & Energi samt VandCenter Syd – skal det næste års tid blive klogere på, hvad man kan få ud af at udføre avancerede kemiske analyser af fosfor og dets bindinger, når prøverne kommer fra forskellige renseanlæg.

Projektet hedder ”Kemisk kortlægning af fosforressourcerne med henblik på effektiv fosforgenindvinding” og åbner op for en helt ny tilgang til udfordringerne med at høste fosfor, som er til stede forskellige steder på et renseanlæg.

Værd at udnytte

Fosfor er en værdifuld – og begrænset – ressource, der indgår som en byggesten i alt levende. Det har længe været kendt, at der er relativt store mængder fosfor i spildevand. Fokus har hidtil været på at fjerne fosforen fra spildevandet for at undgå negativ påvirkning af vandmiljøet. I en fremtid, hvor der er brug for at udnytte og recirkulere alle ressourcer, vil det dog være nødvendigt, at fosforen ikke bare fjernes – men også udvindes og genbruges.

I dag er det normalt, at man på renseanlæg fælder fosfor fra spildevandsslam med jern eller aluminium og derefter bringer det ud på landbrugsjord. Det er en løsning, der er dyr for spildevandsselskaberne. Derfor er der stort fokus på at høste fosfor og producere et værdifuldt produkt.

Drilsk stof

Det er dog langt fra nemt. Fosfor er et drilsk stof, fordi det reagerer med mange andre stoffer – stoffer som befinder sig forskellige steder i løbet af renseprocessen på et renseanlæg. Fx kan det i indløbet binde sig med calcium, eller det kan udfældes med magnesium og derved ødelægge pumper, hvis man på renseanlægget har en rådnetank i renseprocessen.

Skal man derfor se på, hvor det bedst kan betale sig at udvinde fosfor, er det vigtigt at kende potentialet for hver enkelt type af bindinger. Det er netop, hvad projektet søger at blive klogere på.

Der vil blive taget analyseteknologier i brug, der ikke tidligere er anvendt målrettet på renseanlæg. Der er tale om meget avancerede analyser, og håbet er da også at kunne skrue en mindre analysepakke sammen efterfølgende. En pakke, som det vil være relevant for andre forsynings-selskaber at tage i brug i jagten på de bedste muligheder for at udvinde fosfor.

Teknologi og udvikling

Projektet vil undersøge flere renseanlæg og samtidig undersøge, hvilke teknologiske muligheder der findes – eller er under udvikling – i forhold til en effektiv høst af fosfor.

 - I bedste fald viser der sig en tendens i, hvilken form for fosfor-binding, det bedst kan betale sig at udvinde. Det ville være et vigtigt input til, hvilke udvindingsteknologier, der bør satses på, siger Per Henrik Nielsen, projektchef i VandCenter Syd og leder af projektet.

Projektet er støttet økonomisk af Vandsektorens Udviklings- og Demonstrationsprogram (VUDP), som er organiseret under vandbranchens forening DANVA.

Vil du vide mere?

Projektleder Per Henrik Nielsen, VandCenter Syd, phn@vandcenter.dk, tlf. 29 69 24 23
Professor Ulla Gro Nielsen, SDU, ugn@sdu.dk, tlf. 65 50 44 01
Direktør Ole Johnsen, Billund Vand & Energi, opj@billundvand.dk, tlf. 76 50 27 01
Driftschef Frank Jordt Kappel, Din Forsyning, fjk@dinforsyning.dk, tlf. 27 23 14 26