Vandpost Havnegade
Vandpost i Havnegade.

Der er godt nyt til byens mange løbere, parkgængere, børnefamilier og andre, der har brug for at slukke tørsten i sommervarmen: Efter en lang corona-pause genåbner de fleste af Københavns vandposte, hvor alle helt gratis og med god samvittighed overfor miljøet kan nyde koldt, kvalitetskontrolleret drikkevand.

Så tag drikkedunken med, næste gang du skal ud og nyde solskinnet - eller drik direkte fra vandposten.

Det er den politiske aftale om yderligere genåbning af samfundet, der har fået Københavns Kommune til at revurdere de smitteforebyggende indsatser. Det betyder, at vandpostene genåbner, og at byens aktive brugere ikke længere behøver at købe flaskevand, når de er på farten i vores hovedstad.

"Sluk hellere tørsten i gratis miljøvenligt vand fra byens mange vandposte. Så sparer du både CO2 og penge", lyder opfordringen fra rådgiver Mette Hansen fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der leverer vand til vandpostene og til 1 mio. danskere i hovedstadsområdet.

Københavns drikkevand er i verdensklasse, og HOFOR tjekker vandets kvalitet hver dag. Udover at drikkevandet i København smager friskt og dejligt, så er postevand også noget af det mest miljørigtige, man kan drikke.

900 gange mere miljøvenligt

Postevand er hele 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand. Det skyldes blandt andet, at postevandet ikke kommes på flasker af plastik, der bliver transporteret rundt i lastbiler.

Når en liter vand forlader en københavnsk vandhane, udledes der kun 0,0002 kg CO2, fra vandet pumpes op, til det filtreres og transporteres ud til forbrugerne. Snupper man derimod en liter flaskevand i supermarkedet, er der desuden blevet brugt CO2 på at producere flasken, tappe vand og transportere flasken. Derfor koster 1 liter flaskevand i gennemsnit 0,18 kg CO2 - det er 900 gange mere end postevand.

Find drikkedunken frem

Der er vandposte fordelt over hele København på gader, i parker, ved legepladser eller turistattraktioner. Så find drikkedunken frem, for der er masser af muligheder for at fylde den op med postevand rundt om i byen.

www.hofor.dk/vandposte kan du se et kort over alle vandpostene. 

Fakta om vandpostene:

  • Vandpostene er opsat af Københavns Kommune.
  • Vandet i postene er friskt, køligt og drikkeklart.
  • Vandpostene er specielt designede, så hygiejnen er i top, og alle kan betjene dem, også mindre børn.
  • HOFOR tjekker drikkevandets kvalitet hver dag.
  • Nogle vandposte har vand hele året og andre kun i sommerhalvåret.
  • Drikker du vand fra vandpostene i stedet for flaskevand, sparer du ikke kun penge - du udleder også 900 gange mindre CO2 i forhold til at købe vand på flaske.
  • Du kan se, hvor vandpostene er placeret på www.hofor.dk/vandposte