2021 07 Vilde Virksomheder

Som en del af Billund kommunes indsats for at blive Danmarks vildeste kommune vil kommunen forære gratis skilte til virksomheder og haveejere, der arbejder for at gøre deres arealer mere vildtvoksende.

Som de første virksomheder i Billund Kommune har Billund Vand og GEV (Grindsted El og Varmeværk) modtaget et informationsskilt fra Billund Kommune, der fortæller, at virksomhederne har givet plads til mere natur på deres grønne arealer.

I Billund Vand og Energi har vi valgt, at lade nogle af vores grønne arealer stå uklippet og vi ser allerede nu meget mere liv på arealerne, fortæller Randi Hovgård-Nielsen, der er Kunde- og Økonomichef i Billund Vand og fortsætter: Skiltet er med til at vise, at det er noget vi aktivt har valgt, og at det ikke er sløseri, når vi ikke klipper vores grønne arealer. Vi gør det, fordi vi ønsker mere vild natur i Danmark og i Billund Kommune.

Vild natur er ikke en falliterklæring

Mange haveejere og virksomhedsejere oplever netop at højt græs og ”ukrudt” i forhaven bliver opfattet som om, man har opgivet at passe området på grund af manglende økonomi eller overskud i dagligdagen. Derfor kan man nu få et flot skilt, som man kan sætte op på sin grund og dermed fortælle forbipasserende og naboer, at der er en mening med vildskaben.

Vilde rabatter og vilde byrum

Gennem flere år har Billund Kommune udnævnt udvalgte vejkanter til ”Vilde Rabatter” og skåret ned på de hyppige græsslåninger. Der er også initiativer på vej, for at gøre byens grønne områder lidt vildere og rige på blomster, smådyr og oplevelser bl.a. på Ribersvej i Grindsted. Kommunens indsats bliver nu suppleret med initiativer fra virksomheder og private haveejere.

"Vi oplever en stigende interesse blandt virksomheder som f.eks. Billund vand og GEV, der gerne vil give plads til mere vild natur i deres nære omgivelser", udtaler udvalgsformand Per Nyhus fra Billund Kommune.

Også blandt boligforeninger og haveejere, er der vist interesse for at byde naturen velkommen også indenfor hækken.

"Vi hilser frivillige initiativer velkommen og lægger vægt på, at udviklingen mod mere vild natur i byerne sker gennem dialog og samarbejde med kommunens borgere og virksomheder", understreger Per Nyhus.

Giver du selv plads til vilde blomster og smådyr i din have, kan du også få et skilt fra Billund Kommune.

Skiltene er gratis og de kan hentes i receptionen på rådhuset, Jorden Rundt 1 fra uge 25.