Adm. Dir. Thomas Kruse Madsen BVE

Billund Vand & Energi A/S har nu udpeget en ny direktør, Thomas Kruse Madsen (44), der tiltræder den 1. oktober.

Dermed får selskabet en meget solid og bred erfaring på posten, hvor den nye direktør kan trække på erfaring fra både forsyningsbranchen, grøn energi og energiteknik.

Thomas Kruse Madsen kommer fra en stilling som forsyningschef hos Ikast-Brande Spildevand A/S. Inden da har han bl.a. arbejdet som afdelingschef hos EnergiMidt A/S, area manager for service og vedligehold hos Siemens Wind Power i England, Irland og Østrig samt servicekoordinator og produktspecialist hos Danfoss.

Den nye direktør har en baggrund som maskinmester, suppleret med en nylig Master-uddannelse i offentlig ledelse fra Aalborg Universitet, så hans brede faglige baggrund er opdateret med bl.a. kompetencer i strategisk ledelse. Dermed er både den praktiske og teoretiske ballast på plads hos den nye leder, som desuden har en elektrikeruddannelse på CV'et, så hænderne er skruet rigtigt på.

"Jeg glæder mig til at kunne videreføre den gode udvikling sammen med mine nye kolleger hos Billund Vand & Energi, der nyder stor respekt i branchen som et innovativt og veldrevet selskab," siger Thomas Kruse Madsen.

"Der er et solidt fundament at bygge videre på og med den fremtid, der tegner sig med den grønne omstilling og endnu mere cirkulær økonomi, bliver det ikke mindre spændende fremover. Her skal vi igen vise, at vi lever op til vores motto og tør gå foran."

Bestyrelsen for Billund Vand & Energi udpegede den nye direktør i et meget stærkt ansøgerfelt.

"Vi har fået bekræftet, at vi driver et attraktivt selskab, og vi har jo papir på gennem snart mange år, at det er en af Danmarks bedste arbejdspladser. Thomas er den helt rigtige profil til at føre kundernes eget selskab videre ind i fremtiden. Vi skal udnytte, at Billund Vand & Energi er både sundt og solidt, men samtidig også rigtig god til at udvikle sig og gribe nye muligheder," siger bestyrelsesformand Kristian Tvergaard.