Dansk Vand Konference 2021 afholdes i Aarhus 24.-25. november, og konferencens deltagere kan glæde sig til 107 indlæg med den seneste viden om vand, spildevand og klima. Konferencen arrangeres af vandsektorens brancheorganisation, DANVA.
Lars FischerDirektør for DANVA, Carl-Emil Larsen er begejstret for programmet og fremhæver, at DANVA har været meget opmærksom på deltagerantallet.
”Vi har sammensat et fantastisk program til konferencedeltagerne. De kan glæde sig til et overflødighedshorn af indlæg, der alle er målrettet vandselskaber. Vandselskaberne er helt centrale for folkesundheden i Danmark. Vi er alle afhængige af, at de sikrer rent drikkevand, håndterer spildevand og beskytter samfundet imod oversvømmelser,” siger Carl-Emil Larsen og tilføjer, at der er meget opmærksomhed fra DANVAs side på at sikre deltagerne i forhold til coronasmitte.
På Dansk Vand Konference vil deltagerne få den nyeste viden inden for klimatilpasning, digitalisering, PFAS og miljøfremmede stoffer, overvågning af COVID 19 i spildevand og meget mere.
Aktuelt oplever DANVA, at myndighederne i et nyt oplæg til revisionen af vandsektorloven truer selve forsyningssikkerheden i vandsektoren.
”Man påstår, at selskaberne kan halvere deres indtægter, uden at det påvirker forsyningernes livsvigtige ydelser. Mig bekendt er det kun nullermænd og lommeuld, der kommer af ingenting og ikke den service, vandselskaberne til dagligt leverer. I yderste konsekvens vil regulators krav betyde, at vi får områder, der ikke kan sikres mod oversvømmelser, at vi har forældede vandværker, og at vi får et stort pres på vores spildevandssystemer”.
Udover det faglige program kan deltagerne glæde sig til uddelingen af fire priser i løbet af onsdag aften. Det er BIOFOS’ Ressourcepris og Inspirationspris, VandCenter Syds Grundvandspris og DANVAs Klimapris.
Dansk Vand Konference afholdes på Comwell Aarhus samt i Centralværkstedet og åbner onsdag 24. november kl. 10.