Vandløb gennem marker COLOURBOX3137823 (1).jpg (1)

Sommeren over har der været fokus på udledning fra renseanlæg. DANVA inviterer derfor til stor konference i København 30. november med politikere og fageksperter om samfundets forventninger til håndtering af regn- og spildevand.

Konferencen skulle have været afholdt i slutningen af oktober, men har fået ny dato pga. af corona-situationen.

Der er ambitiøse ønsker til vores beskyttelse af vandmiljøet. Det viser den omtale, der har været i pressen de seneste måneder. Renseanlæggene har også høje ambitioner med det formål at sikre menneskers sundhed, skærme vandmiljøet og udnytte de ressourcer, som er i spildevandet. Spildevandsselskaberne arbejder konstant på at gøre det hele endnu bedre, og DANVA presser på for at fjerne barrierer i lovgivning og regulering, der står i vejen for renseanlæggenes indsats for mennesker og miljø.

DANVA afholder, som et led i de bestræbelser, 30. november konference på Axelborg i København under temaet, ”Samfundets forventninger til udledning af regn- og spildevand”. Arrangementet afvikles under hensyntagen til de særlige foranstaltninger som følge af COVID-19.

Konferencen om udledning af regn- og spildevand, hvor man både kan deltage fysisk og købe sig adgang til at medvirke virtuelt, skal skabe overblik over problemstillingen med udledning. Hvad er udfordringerne med de forskellige typer udledninger: Regnbetingede udløb, overløb fra kloaksystemer, by-pass på renseanlæg, planlagte udledninger m.fl.

”Vi vil på konferencen blandt andet drøfte, hvordan vi kan finde nye fælles mål og løsninger. Men det er klart, at hvis ikke de økonomiske rammer for vandselskaberne og de miljømæssige krav, der stilles til dem, gør det muligt at leve op til et moderne samfunds forventninger, så skaber det en ubalance,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

I et internationalt perspektiv ligger Danmark allerede i front, når det gælder om at håndtere overløb. Indsatsen er direkte årsag til, at vores badevandskvalitet herhjemme år efter år er helt i top i forhold til andre lande i Europa, og at vi kan bade i byernes indre havne.

Under 10 pct. i gennemsnit af den påvirkning, der er til vandmiljøet, stammer fra byernes udledning af spildevand gennem renseanlæg. Langt den største påvirkning af vandkvaliteten i søer, åer og kystnære områder kommer fra landbruget, der bidrager med over ca. 60 pct. af kvælstof-belastningen. Ca. 30 pct. skyldes baggrunds-påvirkning, der enten kommer med havstrømme fra andre lande eller falder som forsuret regn.

”En øget indsats mod overløb er kun mulig, hvis politikerne sikrer, at vandselskaberne, der arbejder non-profit, kan etablere løsningerne uden, at deres økonomi udhules af generelle effektiviseringskrav. Højere ambitioner fører til nye investeringer, som skal betales af danskerne i form af en højere vandpris,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Miljøminister Lea Wermelin holder indlæg på konferencen 30. november, og indlægsholdere herudover vil være politikere, eksperter og interessenter. DANVA forventer, der er stor søgning til konferencen og at flere medier dækker arrangementet.

Program og tilmelding

Læs programmet og tilmeld dig på DANVAs hjemmeside her.

Yderligere information

Kontakt kommunikationschef Karsten Bjørno på 2014 3542 eller kbj@danva.dk