FN World Water Day logo.jpg

DANVAs medlemmer markerer verdens vanddag den 22. marts med forskellige aktiviteter.

Kampagne i Aarhus: Stop sprøjtegift i haven

Vandværkerne i Aarhus Kommune kan konstatere, at der er fundet rester efter sprøjtegift i 40 procent af boringerne. Og bare 1 gram sprøjtegift kan forurene en families forbrug af drikkevand i 80 år. Derfor er vand-værkerne gået sammen om kampagnen ”Til kamp for det rene drikkevand. Drop sprøjtegift i haven”. Kampagnen består af en husstandsomdelt folder med et klistermærke, som alle, der støtter op om kampen, kan sætte på postkassen for at vise, at de holder deres haver sprøjtefri. Desuden bruges Facebook i kampagnen, og du kan se en film her. Læs mere i Aarhus Vands pressemeddelelse.  

Fælles ansvar for vandmiljøet

BIOFOS markerer FN’s verdensdag for vand ved at sætte fokus på vores fælles ansvar for, at vi kan nyde et godt vandmiljø. Derfor laver BIOFOS en info-video, der skal huske os på at sortere vores helt private affald, når vi er på toilettet. Filmen er på vej og bliver tilbudt alle sociale platforme med opfordring om at dele, dele og dele. Du kan allerede nu se et banner. KloakLab fejrer vandets dag med et bogmærke, som elever, der kommer på besøg, gratis kan få med hjem. 

Drik vand fra hanen - undgå flaskevand

VandCenter Syd starter den 22. marts kampagnen ”Van(d)vittig april”. Formålet er at slå et slag for det gode postevand og samtidig skabe debat om vores (over)forbrug af flaskevand. Alene i Odense drikkes der årligt 4 millioner liter flaskevand, og der kan hentes mange fordele for både miljø og pengepung ved at skrue ned for det forbrug. Har du lyst til at bakke op om sagen – og tage 30 dage uden flaskevand? Så gå ind på vandvittigapril.dk

Vandløb for 3. klasse i Randers

Vandmiljø Randers, Verdo og Randers Naturcenter er igen i år gået sammen om at markere FN’s internationale mærkedag, Vandets Dag. Det sker med en sjov og lærerig event, hvor elever fra 3. klasse inviteres til Vandløbet for at blive klogere på vandets kredsløb, vandforsyning og spildevandshåndtering. Læs mere her.

Nyd udsigten fra vandtårnet i Holbæk

Fors inviterer lørdag 23. marts borgerne til at besøge vandtårnet i Holbæk. Fors har arrangeret en dag for hele familien med vandpumpe-forsøg for børnene og pølsevogn, hvor man kan stille sulten efter turen op i toppen af tårnet. Vandtårnet styrer trykket i forbrugernes vandhaner og virker som reserve. Vandtårnet rummer vand til nogle timers forbrug i Holbæk by. I dag bygges der ikke bygges vandtårne længere, for trykket på vandet klares med pumper på vandværkerne. Læs mere her.

Smag på gammelt vand i Herning

Herning Vand markerer Vandets dag ved at invitere 40 børn og forældre til at smage på 400 år gammelt vand ved fem nye boringer ved Løvbakkerne. Der kan de smage vandet som det er, når det pumpes op nede fra undergrunden. Vandet ligger i 190 meters dybde og faldtd som regn for 400 år siden. Læs mere her.

Pas på drikkevandet i Horsens

Samn Forsyning tager udgangspunkt i FN’s mål for verdens vanddag ”Leave no one behind”. Alle på Jorden har ret til rent drikkevand, og i Danmark fortjener vores børn og børnebørn det samme rene og klare drikkevand, som vi har. Så pas på vores vand, lyder opfordringen fra vandselskabet. Læs mere her.

Haveejere skal droppe sprøjtemidler

Horsens Kommune markerer også Vandets dag med en kampagne med en opfordring til at undgå sprøjtemidler i haver. Formålet med kampagnen er at passe på grundvandet og gøre opmærksom på, at vi alle har et ansvar for at sikre rent drikkevand. Find 5 nemme råd til en sprøjtefri have her.

Vandløb, skolebesøg og medicinrester i Kalundborg

Kalundborg Forsyning markerer Vandets dag med flere aktiviteter. Lørdag 23. marts inviteres til vandløb på 3, 5 eller 10 km, og der er åbent hus i vandtårnet på Møllebakken, og forsyningen uddeler gratis drikkedunke. Læs mere her. Desuden tager Kalundborg Forsyning rundt til 4. klasser i Kalundborg og fortæller om drikkevand, grundvandsbeskyttelse og spildevand - og at der ikke må smides ørepinde og vådservietter i toilettet. Læs mere her.
Og på Vandets dag trykker direktør Hans-Martin Friis Møller også på knappen til et anlæg, der kan fjerne medicinrester fra spildevandet. Læs mere her.

Åbent hus på atomsikret vandværk

Samn Forsyning inviterer 22. marts borgerne til at besøge Rugballegård Vandværk, der er sikret mod luftbåren forurening. Vandet kunne sikres i tilfælde af en atomforurening, og der er et beskyttelsesrum på vandværket. Medarbejdere kunne bo på vandværket og koordinere vandforsyningen, hvis en 3. verdenskrig skulle bryde ud. I dag fremstår lokalet som et museum, som vises frem på dagen. Læs mere her.

Vandets Dag i Skanderborg

Fredag den 22. marts inviterer Skanderborg Forsyning alle indenfor til Vandets Dag. Der er spændende oplæg fra to førende eksperter inden for drikkevand, Jens Baadsgaard Pedersen og Anders Bækgaard, og deltagerne kan få en rundvisning på centralrenseanlægget, høre om vandets vej fra boring til forbruger og om udnyttelse af spildevandet som ressource samt høre om verdensklasse vandteknologi. Læs mere her.

Åbent hus på vandværk i Viborg

Energi Viborg Vand inviterer sammen med Viborg Kommunen borgerne til åbent hus på Sydværket. Der er aktiviteter for børn, pølsevogn, fremvisning af værktøj og information om grundvandsbeskyttelse. Læs mere her.

Giftfri haver

HOFOR bruger Vandets dag til at slå et slag for den giftfrie have og opfordrer borgerne til at undgå sprøjtegift. Pesticider er en udfordring, men borgerne kan trygt drikke vand fra hanen. Vandet i Københavns og Storkøbenhavns haner er noget af det mest gennemkontrollerede vand i Danmark. Den grundige kontrol er årsag til, at HOFOR sidste år fandt et nyt pesticid, DMS, i flere boringer, og indvindingen blev hurtigt omlagt. Læs mere i pressemeddelelse fra HOFOR her.

Region Hovedstaden beskytter drikkevandet

Region Hovedstaden inviterer til åbent hus på Rundforbivej 174 i Nærum og sætter fokus på regionens arbejde med at beskytte vores fælles drikkevand mod forurening. Der vil også være mulighed for at høre om regionens andre miljøopgaver og stille spørgsmål. Læs mere her.

Vandsmagning og sprøjtefri haver i Nyborg

I anledning af Vandets Dag 2019 inviterer Nyborg Forsyning til en hyggesnak og vandsmagning i en vandbar på torvet foran Kvickly fredag den 22. marts fra kl. 10.00 til 14.00. Forsyningen svarer på spørgsmål om drikkevandet i Nyborg, sprøjtefri haver og udnyttelse af regnvandet i egne regnbede. Læs mere her.

Kampagne for rent vand i Aalborg

Vandværkerne i Aalborg Kommune samarbejder om at passe på grundvandet og kører kampagnen ”Mit vand”. De oplyser forbrugerne om, at vi bor oven på det vand, vi hver dag drikker - og derfor ansvarligt bør passe på det. De gør opmærksom på, at det, vi hælder ud i haven, stille og roligt siver ned gennem jordlag og ender i grundvandet. Meldingen til forbrugerne er: PAS PÅ DIT VAND, du bor oven på det!

Techvelopment Spring

Ingeniører uden Grænser m.fl. inviterer til et arrangement torsdag 21. marts i København. På baggrund af Verdensmål 6 om vand til alle stilles skarpt på, hvordan high-tech kan bruges til at forbedre livet for de millioner mennesker, der stadig savner adgang til rent drikkevand.
Læs mere her.

World Water Day

FN har i år valgt temaet ”Leaving no one behind”, der relaterer til FNs Verdensmål nr. 6: Rent vand og sanitet til alle inden 2030. På kampagnens hjemmeside www.worldwaterday.org kan du downloade plakater, faktaark og andet materiale.