Dan Wilken målermontør.jpg
Dan arbejder som målermontør. Han er glad for, at hans arbejde i et vandselskab gør, at hans håndværksmæssige kompetencer er en del af noget større.

DANVAs kampagne #vandmedansvar skal tiltrække unge talenter.

Ganske få unge i en årgang har overvejet en karriere i et vandselskab. DANVAs kampagne, #vandmedansvar, skal være med til at ændre det og slå fast, at vandselskaber kan tilbyde karriereforløb med masser af ansvar og indflydelse på udviklingen af en bæredygtig fremtid.

At kunne få de rette medarbejderkompetencer er en af de vigtigste forudsætninger for, at man som vandselskab kan udvikle sig og yde de services, man skal. Derfor har DANVA sammen med 11 vandselskaber lanceret kampagnen #vandmedansvar i september 2018.

”Vi vil gerne støtte vores medlemsvirksomheder med at oplyse og samarbejde om, hvordan vi både lokalt og nationalt kan hjælpe dem med at finde frem til de medarbejdere, de har brug for. Vi har derfor i samarbejde med en række vandselskaber udarbejdet en kampagne, der skal gøre det synligt for unge mennesker i Danmark, hvilke karrieremuligheder, der er i et vandselskab,” siger Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA.

Danmarks Vækstråd anslår, at det danske arbejdsmarked i meget nær fremtid kan mangle op mod 110.000 personer med de rette kvalifikationer. Det var bl.a. på den baggrund, DANVAs bestyrelse besluttede, at DANVA skulle løfte opgaven med at profilere vand-selskaberne i en image- og rekrutteringskampagne rettet mod unge.

Unge er jobambassadører

Kampagnen, der løber frem til 2021, er tænkt som supplement til vandselskabernes egen rekruttering og har fokus på at tiltrække unge med forskellig uddannelsesbaggrund.

”Kampagnen introducerer en række unge med forskellig uddannelse. Vi kalder dem for ambassadører. Vi møder dem på de sociale medier, på hjemmesiden og i resten af kampagnematerialet, hvor de fortæller om, hvorfor de har valgt at arbejde i et vandselskab, og hvad de synes er spændende og fedt i deres hverdag. Som modtager får vi en ide om, hvor forskellige jobs, der er i vandselskaberne, og at et job i et vandselskab altid er forbundet med et stort ansvar og muligheden for at gøre en forskel i samfundet,” fortæller informationschef i DANVA Lars Fischer, der er projektleder på kampagnen.

Maria kontoruddannet.jpg
Maria er kontoruddannet og lægger en stor ære i at yde en god kundeservice, og at hun som medarbejder i et vandselskab kan gøre en stor forskel.

Et vellykket samarbejdsprojekt

11 vandselskaber har foreløbig medvirket til at virkeliggøre visionen om at løfte en image- og rekrutteringskampagne i fælleskab. Og samarbejdet har ifølge Lars Fischer fungeret rigtig godt.

”Arbejdet med kampagnen har været en positiv erfaring. Selskaberne har været rigtig gode til at komme med input, og gennem styregruppen har selskaberne altid haft det sidste ord i de endelige produkter. Jeg synes, vi i dag står med en kampagne, der kommunikerer i øjenhøjde med de unge og på bedste vis viser vandselskabernes værdi for samfundet og belyser, hvor mange spændende udfordringer, der ligger klar til unge, der vil arbejde i branchen,” siger han.

Derfor skal dit selskab være med

Tidligt i processen viste det sig, at kun 11 vandselskaber støttede op om kampagnen. Derfor tilrettelagde DANVA og CompanYoung, der udfører opgaven, kampagnen således, at flere selskaber senere kan få produceret materiale og gå med i kampagnen. Og det opfordrer direktør Carl-Emil Larsen til at gøre:

”Kampagnen viser på bedste vis, at vandselskaber kan tilbyde karriere-forløb med masser af ansvar og indflydelse på udviklingen af en bæredygtig fremtid. Jeg kan kun opfordre til, at flere selskaber støtter op, så vi kan få spredt det budskab til så mange som muligt,” siger han.

Som del af kampagnen kan vandselskaberne få eksponering over for en yderst relevant målgruppe, ligesom man kan få mere trafik på sin hjemme-side og andel i datahøsten fra en talentdatabase. Alt sammen for at få en større mulighed for at få besat konkrete jobs.

Niels Emil geolog.jpg
Som geolog har Niels Emil en ambition om at fremtidssikre vores grundvand. At han på den måde kan være med til at gøre en forskel langt ude i fremtiden, synes han er fedt.

Selskaberne bag #vandmedansvar:

  • DIN Forsyning
  • EWII/TREFOR Vand
  • Fors
  • Guldborgsund Forsyning
  • Halsnæs Forsyning
  • NK Forsyning
  • Novafos
  • Provas
  • Ringsted Forsyning
  • Skive Vand
  • Vand & Affald

Derfor er vi med i kampagnen

Carsten-Nystrup.jpg

Carsten Nystrup, adm. direktør i Novafos siger:
”Novafos deltager i rekrutteringskampagnen for derigennem at sikre opmærksomhed på de mange spændende jobs og opgaver, vand-branchen kan byde på. Jobs, hvor man hver dag kan sige til sig selv, at man har været med til at ’gøre en forskel’ til glæde for nuværende og kommende generationer.”

Flemming Bach, adm. direktør i Guldborgsund Forsyning siger:
”Der er hård kamp om ressourcerne på arbejdsmarkedet, og hvis vi som lavinteresse-område skal gøre os forhåbninger om at kunne rekruttere til fremtidens moderniserede og højt specialiserede forsyningsbranche, må vi investere i markedsføring. Det nemmeste i en travl hverdag er at lade være – men det hjælper ikke dem, der skal efterfølge os.”

Katrine Møller Madsen, kommunikationsrådgiver i Provas siger:
”Vi er en lille forsyning i provinsen, der skal kæmpe hårdere og hårdere for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Vi deltager i DANVAs rekrutterings-kampagne, fordi vi har erkendt, at der skal flere hestekræfter end vores til at få vendt den udvikling. For den skal vendes. Mange andre forsyninger har samme udfordring, og derfor giver det rigtig god mening at stå sammen om at få øget unge studerendes kendskab til karriere-mulighederne i branchen. At skyde med spredehagl har aldrig ført til noget jagtgilde.”

Læs mere

Læs mere om kampagnen og mød ambassadørerne på vandmedansvar.dk

Vil du deltage i kampagnen?

Ønsker din virksomhed at deltage i kampagnen #vandmedansvar, så kontakt Lars Fischer på e-mail lf@danva.dk eller telefon 5126 5187.