Rugballegård vandværk.jpg

Samn Forsyning ApS inviterer indenfor på Rugballegård Vandværk den 22. marts i anledningen af Vandets Dag. Alle er velkomne.

I Horsens har vandselskabet Samn Forsyning valgt at åbne dørene op for et af de største vandværker, Rugballegård, som ligger på Islandsvej 36 i Horsens.

Hvorfor det kaldes et atomsikret vandværk, kan driftsleder ved Samn Forsyning, Bo Stentoft, fortælle mere om.

- Vandværket er bygget i 1976 og er faktisk et af de første atomsikrede vandværker, der blev bygget i Danmark. Værket er sikret mod luftbåren forurening, og har tidligere været benyttet til mange fremvisninger for både almindeligt interesserede og fagfolk fra andre lande.

- Når vandværket er sikret mod luftbåren forurening, betyder det, at vandet på intet tidspunkt i hele behandlingsprocessen kommer i kontakt med atmosfærens ilt, fortæller Bo Stentoft, som har været tilknyttet vandværket siden 1985.

- Foruden processen i at sikre vandet i tilfælde af en atomforurening, er der faktisk også et beskyttelsesrum på vandværket.

 

Beskyttelsesrum.JPG

Bo Stentoft fortæller, at på vandværket blev der også etableret et beskyttelsesrum, hvor medarbejdere på vandværket kunne bo og koordinere vandforsyningen, hvis en 3. verdenskrig skulle bryde ud. I dag fremstår lokalet som et mindre museum, som vises frem på dagen.

Atomsikret vandværk IMG_6388.JPG

Bo Stentoft lover, at flere spændende historier nok skal finde dagens lys på en af de rundvisninger, som løbende kører mellem kl. 14 og 16 den 22. marts på Rugballegård.

For de mere fag-interesserede vil der også blive fortalt om, hvordan råvandet til vandværket oppumpes fra de 6 omkringliggende boringer, iltningsprocessen, trykforhold, kemiske processer og meget mere. Ikke mindst hvordan vandet herefter kommer videre til din vandhane.

- Bo Stentoft tilføjer, at de besøgene den 22. marts kan få lov at smage forskellen på råvand og vand fra hanen. Og at smagsforskellene taler sit tydelige sprog om, hvorfor der er behov for at bearbejde vandet, inden det drikkes.

Alle er velkomne på vandværket, små og store, unge og ældre, og Samn Forsyning ser med stolthed frem til at vise et af deres værker frem.

Om Vandets dag

Vandets dag er en FN-temadag, der finder sted hvert år den 22. marts for at sætte fokus på drikkevandet. Dagen blev vedtaget på en konference for miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992, og fejres verden over på forskellige måder.

Yderligere oplysninger

Kontakt projektleder Helle Bach Jørgensen på 7626 8700 eller hbj@samn.dk

Horsens Vand- vandtanke.jpg