Varmtvandsanlaeg.jpg
Varmtvandsanlæg.

En ny undersøgelse fra DTU bekræfter, at blødere vand kan spare masser af arbejdstimer, samtidig med at det skåner miljøet.

Fordelene er store, når man fjerner kalk fra det hårde drikkevand i hovedstadsområdet. 

I Brøndby Kommune har borgerne i over et år haft blødere vand i hanerne, og det kan mærkes både i hjemmene og på virksomhederne: Toiletter og elkedler kalker mindre til, og der skal bruges mindre knofedt og kalkfjerner på at gøre rent. Det viser en ny undersøgelse, som DTU, Danmarks Tekniske Universitet, har gennemført i Brøndby i samarbejde med HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

"Brøndby er den første af vores kommuner, der har fået blødere vand, og det er derfor første gang, vi har haft mulighed for at måle effekten af at blødgøre vandet ude hos forbrugerne", siger Susanne Lykke Jakobsen, programleder i HOFOR.
"Vi er derfor meget glade for, at de målinger, som DTU har foretaget, så tydeligt bekræfter vores tidligere beregninger, nemlig at blødere vand er en fordel - både for vores kunder og for miljøet."

Længere liv for elkedlen

Når vand bliver varmet op, bliver kalken udskilt og sætter sig som belægning i rør og husholdningsapparater.

"Elkedler er et af de apparater, der tit bliver skiftet ud på grund af kalkproblemer. Vi har derfor i samarbejde med 30 forbrugere målt, hvor meget kalk, der sætter sig i elkedler før og efter blødgøringen af vandet. Resultaterne viste, at tilkalkningen af elkedlerne blev reduceret med ca. 30 % ved blødere vand. Det målte vi, efter at de var blevet brugt i 3 måneder uden at blive afkalket. Vi fandt også, at husholdningerne brugte ca. 60 % mindre afkalkningsmiddel til elkedlen end ved hårdt vand," fortæller Berit Godskesen, som har stået for DTU-undersøgelsen. Læs rapporten ” Før- og eftermålinger af effekter af blødgøring i Brøndby”.

Blødere vand på vej til 1 mio. vandforbrugere i hovedstadsområdet

I de kommende år, efterhånden som flere vandværker får blødgørings-anlæg, kan mange flere forbrugere altså se frem til, at elkedlen og kaffemaskinen ikke skal afkalkes så tit, at vaskemaskinen bruger mindre afkalknings- og vaskemiddel, og at der skal bruges mindre tid og kemi på at fjerne kalkrande i toiletter og bade.

Programleder Susanne Lykke Jakobsen fortæller:
"Mange forbrugere efterspørger blødere vand, og vi er i fuld gang med at bygge blødgøringsanlæg på vores vandværker, der forsyner hovedstadsområdet. Efterhånden som de bliver færdige, vil forbrugerne gradvist få blødere vand - med lidt forskellig hastighed afhængig af, hvor man bor."

De næste fem vandværker, som får blødgøringsanlæg frem mod 2025, leverer sammen med vandværket i Brøndby 75 % af vandet fra HOFOR.

Læs mere

Se faktabilag og læs mere på HOFORs hjemmeside her.