Jan Tøibner i AquaGlobe IMG_1834.jpg

Aarhus Vand og Skanderborg Forsyning er gået sammen om at klæde deres ledere på til at arbejde professionelt med LinkedIn og få dem til at motivere deres medarbejdere til at dele de gode historier og deres faglige ekspertise.

Formålet er blandt andet at synliggøre Østjylland som en region, hvor der sker en masse inden for vandteknologi.

Med en fælles interesse i at styrke ledere og medarbejderes tilstede-værelse på - og brug af - LinkedIn til formidling af projekter, resultater og arbejdsdage bag facaden, har kommunikationsfolkene Jan Tøibner og Helene Linnet Aaskov fra Aarhus Vand og Rune Kier Nielsen og Rasmus Stensgaard fra Skanderborg Forsyning og AquaGlobe – Water Solution Center sammen udviklet et kursusforløb over to omgange. Kursisterne lærer om LinkedIn’s algoritmer, som afgør, hvordan man skaber den bedste synlighed og når længst ud med sine budskaber. De får 1:1 hjælp til at gøre deres LinkedIn-profil skarp og til at udvide deres LinkedIn-netværk. Derudover får de en række konkrete værktøjer til at skrive gode opslag og undervisning i avanceret brug af LinkedIn og produktion af video.

Kursusforløb i samspil

Kursusforløbet er nu afviklet første gang i Aarhus og Skanderborg med gode resultater – både på tilfredshedssiden blandt deltagerne og for de konkrete tal for følgere og interaktion på LinkedIn. På den måde har kurset allerede flyttet forsyningerne i retning af en større synlighed – til gavn for rekruttering, partnerskaber og branding. Planen er, at kurset nu tilbydes alle medarbejdere i de to forsyninger og på sigt også i andre forsyninger.

LinkedInkursus AAV.jpg

Adm. direktør i Skanderborg Forsyning, Jens F. Bastrup, har deltaget i kurset, og siger:

”Branding og synlighed er undervurderet i vandbranchen, men det bliver helt centralt, når vi skal kæmpe med andre brancher om at tiltrække talenter, og når vi skal tiltrække besøgende, så vi kan demonstrere danske vandteknologiske løsninger og det danske set-up generelt. På den måde bliver LinkedIn en helt central kanal for Vandvision 2025 op mod IWA2020 – og jeg er rigtig glad for, at vi kan samarbejde med Aarhus Vand om den dagsorden.”

Lars Schrøder, som er adm. direktør i Aarhus Vand, har også været gennem kurset og supplerer:
”Det er en kunst at bruge LinkedIn rigtigt, og vi har i Aarhus Vand stadig meget at lære i forhold til at blive bedre til at kommunikere på dette medie. LinkedIn er en god kommunikationsplatform for os, fordi vi her kan komme langt og bredt ud med vores budskaber på en faglig og professionel måde. Og det har været en god idé at afvikle kurset i samarbejde med Skanderborg Forsyning, så vi gensidigt kan inspirere hinanden.”

Barrierer for brug af LinkedIn

Vandselskaberne i Danmark er ikke helt med på social medie-vognen endnu. For nogle er det svært at komme i gang og se værdien i at bruge LinkedIn aktivt og professionelt. For hvad får virksomheden ud af det? Hvad får jeg ud af det? Og hvordan fungerer det i det hele taget?

Succesfuld brug af LinkedIn kræver, at man går væk fra en nulfejlskultur og erkender, at det er menneskeligt at fejle – også på LinkedIn. Den umiddel-bare deling af nyheder og holdninger er noget værd i sig selv. Det er også OK er prale – og der er i hvert fald ingen, som ser de store resultater, man laver, hvis man ikke deler det af misforstået beskedenhed. Og så er Linked-In og sociale medier generelt et hurtigere medie, end mange er vant til. Det er ’her og nu’ – et hurtigt billede, en kort tekst og et ’del’ – mere impulsivt end bureaukratisk og faktatjekket. 

Rune Kier oplæg IMG_1822.jpg

Bliv set på LinkedIn

Der er mange måder at skille sig ud på, hvis du ønsker, at dit opslag bliver set af så mange som muligt. På LinkedIn går det hurtigt, når man scroller igennem sit feed, og ofte har du kun et splitsekund at gøre godt med. Det er vigtigt at understrege, at det i denne omgang KUN handler om at skabe ➡ opmærksomhed ⬅ og blive set. Andre væsentlige faktorer handler om indhold, format, kant, vinkel, appel, tone, timing og call to action.

Video er det nye sort

Det gælder både på LinkedIn og på alle øvrige sociale medier. Faktisk regner man med, at video udgør 80 % af forbrugernes internettrafik inden 2020. Hvis man dertil påregner, at video generer 1200 % flere delinger end billeder og tekst samtidig med, at over 90 % af forbrugerne siger, at video er afgørende når de skal vælge et produkt, så er der vist ingen tvivl. Vi skal bruge video, hvis vi vil skabe indflydelse hos vores kunder og netværk. (Kilde: blog.hubspot.com)

Derfor var der på kursets 2. mødegang fokus på videoproduktion. Flere synes, at video kan være mere udfordrende at give sig i kast med end almindelige opslag med billede og tekst. Men i virkeligheden kan det være både lettere, og give et mere umiddelbart og nærværende resultat.

På kurset viste vi forskellige eksempler på indhold og format i en række videoer på LinkedIn. På indholdssiden var eksemplerne mange, blandt andet video til rekruttering, en CEO der fortæller om nye forandringer, en invitation til et event, sights og sounds fra en workshop og en kort nyhedsproduktion. Videoerne spænder mellem at være mindre produktioner, der kræver professionelle til at filme og redigere. Men det kan også være korte videoer filmet med en selfiestang. Mulighederne er mange.

Formålet med video-workshoppen var at vise, at videoproduktion kan være enkelt og hurtigt – samtidig med at det har et højere reach end øvrige opslag. Derfor skulle lederne selv i gang med kamera på work-shoppen, og både på dagen og sidenhen har vi set flere af dem på skærmen.

Stor nytte af LinkedIn-omtale

LinkedIn og andre sociale medier er kommet for at blive. Og det er i stigende grad her, mange får deres nyheder, og her de finder nye medarbejdere og nye samarbejdspartnere. Det er også her, man kan tale sig ind i de store dagsordener og derigennem få adgang til medierne, gavne sin sag og måske blive hentet ind til et politisk udvalg eller et advisory board.
I Aarhus Vand og Skanderborg Forsyning har vi i hvert fald set, at LinkedIn åbner døre – både i forhold til journalister, interessevaretagelse og rekruttering.

Fem fikse fif til din profil på LinkedIn

1) Brug et professionelt billede
2) Skriv hvad du laver - ikke din titel
3) Skriv i profilteksten – uddybende
4) Fyld CV’et ud
5) Connect med folk fra organisationen og tidligere jobs
Sådan kommer du i gang

  • Koncentrer dig om at kommentere
  • Del virksomhedens opdateringer, men tilføj dine egne ord
  • Like dem og kommenter under dem - brug gerne ‘tag’/@navn
  • Fortæl, når du deler noget spændende, så kan det blive delt fra virksomhedsprofilen
  • Find din egen Social Selling Index score på www.linkedin.com/sales/ssi - og følg så din fremgang

Det gode indhold

  • Viden/nyheder fra dit fagområde, din branche eller din organisation
  • Brug nyhedstrekanten – det vigtigste først, detaljer senere
  • Skriv med faglig substans og formidl dine holdninger
  • News you can use: Hvad kan andre lære af det, du ved og skriver om?

Call to action: Hvad kan andre gøre selv, gøre anderledes, eller hvor kan de lære mere?

Fem tips til at få hul på opslag og artikler:

  1. Find en skarp vinkel
  2. Overvej relevansen for dine følgere
  3. Skriv en fængende overskrift
  4. Tænk i viden og ikke reklame
  5. Hold din tekst (relativt) kort

3 gode råd til, hvordan dit opslag får opmærksomhed og skiller sig ud

  • Brug emojis
    Men sørg for, at der er en relation/sammenhæng til det, du skriver. Hvis dit indhold handler om miljø, kan du f.eks. indsætte en 🌍 eller handler det om vand, så brug denne her 💦. Her finder du alle emojierne:
    www.emojicopy.com

  • Fed skrift og/eller kursiv samt andre 🆃🅴🅺🆂🆃🆂🆃🅸🅻🅴
    LinkedIn godtager ikke, at man skriver med fed skrift eller kursiv, hvis du ønsker at ”larme” lidt. Ofte anvender mange VERSALER i overskriften, men du kan godt snyde LinkedIn ved at gøre brug af denne funktion: www.yaytext.com

  • Symboler og bullets ★
    Det sidste fif er mere subtilt, men kan anvendes, hvis du ønske at highlighte noget i din post uden at ”larme” så meget. Dem finder du her.

Gode råd når du filmer

  • Vær dig selv. Du er stadigvæk dig - bare på video.
  • Tænk altid på, hvordan din video skal skabe værdi for dit netværk.
  • Fokusér din video - og undgå at dække for mange emner i den samme film.
  • Få eventuelt en kollega til at hjælpe dig med at filme.
  • Horisontal eller vertikal – men ikke på én gang.
  • Brug en mikrofon for bedre lyd.
  • Lær eventuelt simpel redigering.
  • Lav undertekster hvis du kan.
  • Hold din video under 3 minutter.

Rapporter og guides om brug af LinkedIn:

Yderligere information

Du kan kontakte Jan Tøibner på jto@aarhusvand.dk eller Rune Kier Nielsen på rkn@skanderborgforsyning.dk, hvis du ønsker at styrke forsyningens tilstedeværelse på LinkedIn ved at bruge deres kursuserfaring.

Deltagere AAV IMG_1825.jpg

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?