Operation Challenge konkurrence i Vandhuset den 24. april.
Tekst: Dorte Skræm, DANVA.Sammenligningen med de olympiske lege er måske lige i overkanten for et fagligt velfunderet og teknisk relevant arrangement som DANVAs Vandforum. Og så alligevel – vi har nemlig som noget nyt indført et konkurrenceelement rettet mod de medarbejdere, som til daglig har fokus på drift og vedligeholdelse af afløbssystemet.
DANVA giver jer muligheden for at prøve en færdighedskonkurrence, som stammer fra den amerikanske Operations Challenge. I den amerikanske udgave konkurreres i 5 discipliner: Pumpe vedligehold, rør-reparation, laboratorie, modellering og sikkerhed. Deltagerne på Vandforum vil få lejlighed til at afprøve øvelsen om rør-reparations under kyndig vejledning af Aarhus Vand, som tidligere har deltaget i den amerikanske konkurrence.
Med denne konkurrence sættes fokus på det vigtige arbejde, der udføres dagligt ude i forsyningsselskaberne og som ret beset er det fundament, sektorens succes bygger på – både herhjemme og på eksportmarkedet. Samtidig er det en god mulighed for at netværke - og ifølge Steve Harrison fra Water Environment Federation er det den eventtype, der har størst betydning for deltagernes personlige og faglige udvikling.
En Operation Challenge konkurrence er en af de events, der skal foregå i tilknytning til den store IWA kongres i København i 2020. Vi ser det som en mulighed for at eksponere dansk teknologi og samtidig sætte fokus på og anerkende de medarbejdere, som gør det hele muligt. Det kræver naturligvis, at der er danske forsyninger, som kan se en ide i at stille med et hold til 2020. For viden og inspiration har vi derfor brug for vand-ambassadører, der vil arbejde og træne op til IWA 2020, så vi kan vise danske færdigheder og teknik på den bedst mulige måde i konkurrence med hold fra andre lande/verdensdele.
På Vandforum kan I få hands-on erfaring med, hvad det kræver at løse en af opgaverne i konkurrencen. Samtidig håber vi, det kan inspirere til flere forsyningshold. Vi giver DANVAs medlemmer mulighed for at søge om at blive vand-ambassadør. Med titlen følger en inspirations- og uddannelsestur til WEFTEC i 2019 og en forpligtigelse til at stille med et hold på IWA 2020.
Skal I til Vandforum og synes, det kunne være sjovt at konkurrere i en enkelt event, så skriv til Dorte Skræm på ds@danva.dk for tilmelding og/eller mere information. Forhåbentlig vil interessen brede sig som de populære olympiske ringe i vandet. Seneste tilmelding er 17. april 2019.
Se film fra Operation Challenge på WEFTEC her.
Læs mere om Vandforum her.
Kontakt Dorte Skræm på 8793 3571 eller ds@danva.dk