HOFOR_Spadestik_Herlev_160118_010.jpg
I efteråret 2018 står et helt nyt spildevandscenter klar på Smedeholm i Herlev.

Det første spadestik til et nyt og moderne spildevandscenter, der skal servicere flere tusinde kilometer kloakledninger, er taget.

I efteråret 2018 står et helt nyt spildevandscenter klar på Smedeholm i Herlev. Spildevandscenteret kommer til at huse de medarbejdere, service- og spulevogne samt det specialmateriel, der skal sørge for, at vedligeholde hovedstadsområdets kloaksystem.

Samlet set gælder det servicering af flere tusinde kilometer kloakledninger og mange hundrede tusinde borgere.

Det er HOFOR, Hovedstadsområdet Forsyningsselskab, der står bag byggeriet, som kommer til at rumme bl.a. garageanlæg, vaskehal, lagerbygning, værksted, kontorlokaler og personalefaciliteter som omklædning, motionsrum og kantine.

”Det nye byggeri bliver ikke blot tidsvarende og moderne. Det bliver også fleksibelt. Sådan en slags legoklodser, som vi kan flytte rundt på, hvis der opstår behov. Moderne, fleksibelt og fremtidssikret – det er de tre ord, der beskriver vores nye spildevandscenter” fastslog Lars Therkildsen, administrerende direktør i HOFOR i sin tale forud for det første spadestik.

”Spildevandscentret her på Smedeholm er en krumtap i vores spildevandssystem. Det er nemlig bilerne og mandskabet her på Smedeholm, der sørger for flow og god standard i hele HOFORs spildevandssystem” fortsatte han.

Det er HOFOR, der er bygherre på det nye spildevandscenter, som opføres med Raunstrup A/S som totalentreprenør og Bernd Kjelland Ark maa. Som designansvarlig og bygherrerådgiver.

Fakta om det nye spildevandscenter

  • 2.000 m2 garage med plads til tre store lastbiler, seks spulevogne og 15 biler
  • 1.000 m2 personalefaciliteter på to etager
  • Hertil udenoms arealer – samlet set er grunden 7.000 m2
  • Centeret får garageanlæg, vaskehal, lagerbygning, værksted, kontorlokaler og personalefaciliteter som omklædning, motionsrum og kantine.
  • Bliver tilhørssted for knapt 40 medarbejdere
  • Ligger på Smedeholm i Herlev