Grindsted.JPG
Formand for Grindsted Vandværk, Nis Christian Sørensen åbner kildefelt 3. (Foto: Lenger Foto).

Omkring 100 kunder/andelshavere havde lørdag den 16. juni 2018 valgt at trodse de forholdsvis dystre vejrudsigter og VM i Rusland med Frankrig mod Australien i tv’et, for at deltage i den længeventede åbning af Grindsted Vandværks kildefelt 3.

Grindsted Vandværk havde i dagens anledning valgt at arrangere et mindre orienteringsløb med start fra GEV Huset, Tårnvej 24 i Grindsted kl. 10:30. Alle fremmødte fik ved ankomst udleveret en tips-kupon med 16 spørgsmål fordelt på fire poster – langs den ca. 4 km lange rute ud til kildefeltet, hvor deltagere med flest rigtige svar, var med i lodtrækningen om at vinde fede præmier fra GEV, bl.a. en lækker sportstaske og et par gode flasker vin.

Skønt naturområde til glæde for borgerne

Arrangementet blev indledt med en velkomsttale af formand for Grindsted Vandværk, Nis Christian Sørensen, hvor han bl.a. satte ord på, hvorfor man har valgt at gøre kildefeltet tilgængeligt for offentligheden samt lidt om de gode indvindingsressourcer, som man er i besiddelse af.

- Et så skønt område, skal ikke gemmes væk, men være et aktiv for vores andelshavere. Der er opsat borde og bænke, og selvfølgelig skraldespande, som vandværkets medarbejdere vil sørge for bliver tømt. På den måde har vi også sikret, at brugerne har mulighed for at rydde op efter sig selv, således at området bliver ved med at være skønt – og vi passer på vores natur og vandet i undergrunden, siger han.

Kildefeltet blev navngivet

Grindsted Vandværk havde i forbindelse med arrangementet udskrevet en navngivningskonkurrence, hvor alle interesserede kunne komme med forslag til et navn for kildefeltet, som ville blive præmieret med et halvt års gratis internet fra Altibox, der er en af GEV’s samarbejdspartnere inden for levering af internet, tv og telefonitjenester. Den heldige vinder af konkurrencen blev således Aase Karstensen fra Grindsted med navnet Grindstedkilden. Eftersom kildefeltet ligger i Stenbæk Plantage, valgte for-mand Nis Christian Sørensen og den øvrige bestyrelse hos Grindsted Vandværk, navnet Stenbækkilden, der således bliver kildefeltets nye navn. Grundet tiltagende regn og skeptiske blikke fra især de fremmødte cyklister, blev det besluttet at fremskynde udtrækningen af vinderne i dagens orienterings-løb med en halv time, hvorefter det var tid til at forsyne sig med en kold forfriskning fra teltet eller en varm hotdog fra pølsevognen, inden arrangementet sluttede omkring kl. 12:30. 

Fakta om kildefelt 3

  • Grindsted Vandværk har indhentet vand fra kildefeltet siden 2001.
  • Kildefeltet er på ca. 10 ha.
  • Vandet fra kildefeltet er ca. 2.000-3.000 år gammelt.