Aftale 18.12.18_BIOFOS rundvisning.jpg
Fra venstre ses Leo Larsen, bestyrelsesformand BIOFOS, Søren Heegaard, Økonomidirektør BIOFOS, Massimo Forti, CEO Ragn-sells Danmark, Anders Kihl, Affärsområdeschef New Value Chains Ragn-Sells, Dan Fredskov, Plan og Projektchef BIOFOS, Dines Thornberg, Udviklingschef BIOFOS og Jan Svärd, VD EasyMining AB.

Banebrydende samarbejde mellem BIOFOS og Ragn-Sells om genvinding af fosfor fra slamaske er et løft til den cirkulære økonomi.

BIOFOS og svenske EasyMining, som er datterselskab af Ragn-Sells, har underskrevet et Memorandum of Understanding (MoU) for et langsigtet samarbejde om at genvinde den vigtige ressource, fosfor, af aske fra forbrænding af spildevandsslam. Det kan reducere Danmarks import af fosfor med op til 10 %

Overbevisende testresultater hos EasyMining med at genvinde fosfor og metaller fra BIOFOS’ løbende produktion af aske har vist, at 90 % af fosforindholdet i slamasken og 15-50 % af jern- og aluminiumindholdet kan nyttigøres.

Det er de gode testresultater, der har fået de to selskaber til at indgå et Memorandum of Understanding.
”Aftalen betyder, at begge parter forpligter sig til at undersøge de nærmere vilkår for, at EasyMining med deres Ash2Phos-teknologi kan aftage 20.000 ton aske i 20 år fra BIOFOS’ askeproduktion og askedepoter til genvinding af fosfor på en nybygget fabrik i Sverige”, siger Søren Heegaard, økonomidirektør i BIOFOS.

 

BIOFOS Aftale 18.12.18.jpg
Fra venstre i bageste række ses Anders Kihl, Affärsområdeschef New Value Chains Ragn-Sells, Dan Fredskov, Plan og Projektchef BIOFOS, Søren Heegaard, Økonomidirektør BIOFOS, Massimo Forti, CEO Ragn-sells Danmark, Dines Thornberg, Udviklingschef BIOFOS. Underskrivere fra venstre: Jan Svärd, VD EasyMining AB og Leo Larsen, bestyrelsesformand BIOFOS.

Et løft til den cirkulære økonomi

For BIOFOS er det et vigtigt skridt på vejen mod at opfylde et vigtigt strategisk pejlemærke, at ”Alle restprodukter fra vores kerneprocesser genanvendes eller nyttiggøres fra 2025.” Aske fra forbrænding af spildevandsslam indeholder vigtige samfundsmæssige ressourcer, der er relevante at trække ud, inden vi anvender den til produktion af isoleringsmateriale eller i byggeindustrien. Det drejer sig fx om fosfor, aluminium og jern”, siger Søren Heegaard. ”Aftalen er et rigtig godt eksempel på, hvordan samarbejde mellem industri og forsyning kan føre til bæredygtige cirkulære løsninger til gavn for samfundet”.

”Vi er overbeviste om at det langstede samarbejde om at genvinde ressourcer af asken vil være en gevinst for alle parter”, siger Anders Kihl, Affärsområdeschef New Value Chains på Ragn-Sells.

Der er stor opmærksomhed om råstoffet fosfor. Mere end 90 % af forbruget af fosfor importeres i dag til EU, og råstoffet står på 2017-listen over råstoffer af kritisk betydning for EU. Derfor er det af stor betydning, at fosfor bundet i slamaske kan frigøres som vigtig gødning til landbruget.

”I tilgift til genvinding af fosfor fra asken er det uhyre væsentligt for BIOFOS, at også jern, der bruges som fældningskemikalier, vi anvender i renseprocessen, kan genvindes fra asken og bruges igen på vores renseanlæg. På denne måde er endnu et cirkulært økonomisk kredsløb sluttet”, siger Søren Heegaard.

Kæmpe fosforbank – Fremsynet deponi

BIOFOS har siden begyndelsen af 70’erne brændt spildevandsslam på Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Avedøre, og asken er lagt i egne depoter. Det vurderes, at der ligger omkring 280.000 ton aske i BIOFOS’ deponier. ”Det kan man kalde at være fremsynet, for nu har vi en kæmpe fosforbank liggende på vores matrikler, hvor af det meste indeholder 9 % fosfor. Det ser vi frem til at høste de kommende år”, siger Søren Heegaard.

Slamaske_Biofos.JPG
Askedepot i forgrunden med den karakteristiske røde farve grundet jernindhold, beliggende på BIOFOS Renseanlæg Avedøre med udsigt til slamforbrændingsanlæg i baggrunden.

Om BIOFOS

Er Danmarks største spildevandsvirksomhed og renser spildevandet fra 1,2 mio. indbyggere i hovedstadsområdet på de tre renseanlæg Lynetten, Avedøre og Damhusåen. Ressourcerne i spildevandet udnyttes til klimavenlig energi i form af el, biogas og fjernvarme til forsyningsnettet.
BIOFOS har siden 2014 haft en positiv energibalance.

Produktion

  • BIOFOS renser årligt ca. 127 mio. m3 spildevand fra 15 ejerkommuner i hovedstadsområdet
  • Slamforbrændingsanlæg på Renseanlæg Lynetten og Avedøre brænder årligt ca. 23.000 ton slam
  • Der produceres årligt ca. 8.000 ton slamaske
  • Omkring halvdelen af asken fra Lynetten udnyttes i dag af til fremstilling af isoleringsmateriale
  • BIOFOS’ energibalance er positiv med 145,2 %

Om Ragn-Sells

Ragn-Sells er et privat selskab, der driver selskaber i fire lande Sverige, Norge, Danmark og Estland. Virksomheden har siden 1966 arbejdet med affaldshåndtering, miljøopgaver og ressourcegenvinding, Virksomheden indsamler, behandler og recirkulerer 5,3 mio. ton affald fra virksomheder, organisationer og hushold årligt.

Om EasyMining

EasyMining er et innovativt virksomhed i den svenske Ragn-Sells organisation. Selskabet blev etableret i 2007 med henblik på kommerciel ressourcegenvinding af fosfor.

EasyMining indeholder flere globale patenter for teknologier til udvinding af ressourcer fra flyveaske, spildevand og mineaffald.

Yderligere information

Kontakt venligst BIOFOS A/S. Søren Heegaard, økonomidirektør sh@biofos.dk