COLOURBOX2257543 kopi.jpg

Ukrudtsmidlet chloridazon skaber problemer for vandværker.

Nye undersøgelser er sat i gang, og frygten er, at forureningen med stoffet er omfattende. DANVA appellerer til politikerne om at sikre rent vand til danskerne også i fremtiden via en national finansieret effektiv beskyttelse af vandboringer.

Det er nødvendigt, at vi beskytter drikkevandet, så vi også har rent vand i hanerne i til de kommende generationer. Derfor bør politikerne indføre en national finansieret beskyttelse af sårbare indvindingsområder omkring drikkevandsboringer

Vandværker flere steder i landet har for første gang fundet desphenyl-chloridazon i deres drikkevand. Desphenyl-chloridazon er et nedbrydningsprodukt af chloridazon. Hos nogle vandværker er grænseværdien overskredet betydeligt. Vandselskaberne finder løbende rester af både forbudte og tilladte pesticider i grundvandet.

”Det er nødvendigt, at vi beskytter drikkevandet, så vi også har rent vand i hanerne i til de kommende generationer. Derfor bør politikerne indføre en national finansieret beskyttelse af sårbare indvindingsområder omkring drikkevandsboringer,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Chloridazon er et ukrudtsmiddel, der er blevet anvendt til roer, løg og rødbeder. Det blev forbudt i Danmark i 1996. Det var en tilfældighed, at stoffet blev fundet i grundvandet, da det ikke er med på listen over de stoffer, som vandværkerne skal måle for. Fundet skete i forbindelse med, at den regionale myndighed i Syddanmark skulle lokalisere en punktkildeforurening.

”De her fund viser, at vi ikke må glemme fortidens synder. Derfor bør man udvide listen over de stoffer, vi måler for, så desphenyl-chloridazon bliver obligatorisk i analyseprogrammet. Alle undersøgelser viser entydigt, at danskerne ikke ønsker rester af sprøjtegift i deres drikkevand,” siger Carl-Emil Larsen.

Fund af pesticider og nedbrydningsprodukter i grundvandet medfører ekstra driftsomkostninger, som skal betales af vandkunderne.

”Det er samfundsøkonomisk en dårlig forretning at blive ved med at symptombehandle pesticidfund med afværgeboringer og ved at tage boringer ud af drift. Det er en bekostelig affære at etablere nye vandboringer. Politikerne bør finansiere beskyttelse af boringsnære områder med en national afgift, som man gjorde ved kortlægningen af sårbare indvindingsområder. Det vil både være en fordel for drikkevandet og de erhverv, der er udfordret af stram regulering i forbindelse med brugen af pesticider,” siger Carl-Emil Larsen.

Et bredt flertal i Folketinget har netop aftalt en ny pesticidstrategi. DANVA advarer om, at den på flere områder kan komme til at blive en belastning for grundvandet.

”Vi finder overordnet, at forslaget ikke giver den nødvendige sikring af grundvand til drikkevandsformål, og i visse områder svækkes beskyttelsen af drikkevandet ligefrem for at tilgodese snævre erhvervsinteresser. Vi savner den nødvendige indførelse af sprøjteforbud i de boringsnære beskyttelsesområder, og er stærkt kritiske overfor svækkelsen af den danske godkendelsesordning,” siger Carl-Emil Larsen.