HOFOR_Brondby_Vand_220817_018_300ppi.jpg

18. september åbner HOFOR for blødere vand på Brøndbyvester Vandværk, som forsyner Brøndbys 35.000 borgere med drikkevand.

Brøndbyvester Vandværk bliver det første vandværk i HOFORs forsyningsområde, der leverer blødgjort vand, men det er målet, at alle HOFORs forbrugere har blødere vand i 2024. Det kommer til at ske gradvist, efterhånden som der bliver bygget blødgøringsanlæg på de enkelte vandværker.

Halvt så meget kalk i vandet

Fra en hårdhed på 21-23 dH bliver vandet i Brøndby nu blødgjort til 10 dH – det samme som i store dele af Jylland. Det betyder, at forbrugerne i Brøndby nu slipper for en stor del af besværet med at fjerne kalk fra fliser og husholdningsapparater.

Når der er mindre kalk i vandet, holder husholdningsapparater og varmeanlæg længere. Samtidig bliver miljøet skånet for betydelige mængder sæbe, vaskemiddel og kemikalier.

Det sidste kræver selvfølgelig, at forbrugerne ændrer adfærd og rent faktisk bruger mindre sæbe end før. Derfor iværksætter HOFOR sammen med Brøndby Kommune en informationskampagne, der bl.a. fortæller, at man med blødere vand skal bruge 1/3 mindre vaskemiddel end med hårdt vand.

Pelletmetoden

HOFOR bruger den såkaldte pelletmetode til at fjerne kalken fra vandet. Det er en sikker, velafprøvet teknologi, som man har brugt i bl.a. Holland, Tyskland og Frankrig i en årrække.

Blødgøringen foregår i en pelletkolonne, hvor vandet tilsættes natriumhydroxid (NaOH) og desinficeret sand til vandværkets råvand. Dele af kalken bindes på den måde til sandkornene, som bliver til små kugler (kalkpellets), der synker til bunds og herefter kan genbruges til fx jordforbedring eller hønsefoder.

Se en film, der viser blødgøringsprocessen: 

Seminar om blødere vand

HOFOR vil gerne dele de første erfaringer fra Brøndby med at blødgøre drikkevand ved pelletmetoden. Derfor kan du som leder eller medarbejder i en forsyning eller kommune tilmelde dig seminar torsdag den 28. september kl. 14-17. Deltagelse er gratis
I seminaret har vi blandt andet fokus på:

  • Tilladelser og myndighedsbehandling
  • Ny vandbehandling – konsekvenser for kvalitet og forbrugeroplevelse
  • Anlægget – udformning, teknik og drift
  • Business case – samfundsøkonomi, forbruger og miljøeffekt

Seminaret bliver afholdt hos:
HOFOR A/S
Ørestads Boulevard 35
2300 København S

Du kan tilmelde dig her