Aarhus er i år Europæisk Kulturhovedstad, og borgmester Jacob Bundsgaard er glad for at huse DANVAs årsmøde netop i år. 2017 er et helt særligt år for byen, fordi Aarhus sammen med de 18 andre kommuner i Region Midtjylland er Europæisk Kulturhovedstad. Jacob Bundsgaard siger:

”Kulturhovedstaden Aarhus 2017 er et af de mest storslåede kulturprojekter, Danmark nogen sinde har været vært for. Vi præsenterer et enestående udbud af kultur med aktiviteter og oplevelser på tværs af Jylland - fra kyst til kyst.

Vores gæster har virkelig noget at se frem til, og turisterne strømmer til vores region som aldrig før. Rejseskribenter fra hele verden taler og skriver begejstret om det, de ser i Aarhus og det midtjyske område.  Man kan læse om det i de store internationale medier som Lonely Planet, Monocle, New York Times og The Independent.

Alt dette sker, mens Aarhus i disse år er i gang med det, man kan kalde en transformation. Vi bygger ny havnefront, nye bydele, ny letbane, nyt supersygehus, nye kulturinstitutioner, ny skyline, Danmarks højeste hus, nye uddannelses-institutioner osv. Vi bygger som aldrig før - der er dømt byggeboom med kraner overalt, for vi venter masser af nye borgere i årene fremover. I dag har Aarhus over 335.000 indbyggere, og vi har et mål om at skabe plads til 450.000 aarhusianere i år 2050.

For en by med momentum er det helt afgørende, at vi har en moderne organisation, der kan tilbyde og udvikle ressourceeffektive ydelser i hele vandets kredsløb. Det er derfor vores vision at gøre Aarhus Vand til Danmarks førende vandselskab som et innovativt vand-videnselskab med en førende rolle inden for forskning og udvikling i moderne vandteknologi og med udsyn i et internationalt perspektiv.

Jeg ønsker alle et godt årsmøde – og jeg håber, at jeres program giver mulighed for også at opleve den europæiske kulturhovedstad på nært hold”.

 

Borgmester Jacob Bundsgaard medvirker på DANVAs årsmøde i en session fredag om værdien af vand.

Læs mere

Læs mere om årsmødet her.