Foto: Ole Hartmann Schmidt

Arrangørerne af Great Water Cities konferencen var meget begejstrede over den varme modtagelse, WEF har fået ved deres første konference udenfor USA. Et koncept, der kan betyde flere lignende konferencer i fremtiden.

Konferencens ordstyrer Tom Kunetz, Assistant Director of Engineering, Metropolitan Water Reclamation District of Greater Chicago, WEF, USA, spurgte afslutningsvis deltagerne, hvad de tog med sig hjem. DANVA spurgte ham om det samme:  

Noget af det, jeg særligt tager med mig tilbage er en yderligere styrkelse af, hvor meget vand betyder og anerkendelsen af vigtigheden af vand - ikke bare i hverdagen, men hvordan det påvirker hele samfundet. Jeg vil også lægge vægt på, at vi har meget forskellige perspektiver på, hvordan det skal forvaltes. Vi er alle sammen enige om, at vand er vigtigt, men det er meget forskelligt, hvorfor vi synes det er vigtigt. Så mange forskellige perspektiver giver også udfordringer. Vi vil gerne have en fælles vision, men at nå dertil kræver en erkendelse af, at andre har forskellige indgangsvinkler, og de skal respekteres”.

Det er første gang WEF holder en konference udenfor USA – er du tilfreds med konferencen?

”Jeg er meget glad for, at hele arrangementet er gået så godt. Velkomstreceptionen på Aros den første dag var en rigtig god måde at mødes på i uformelle rammer. På den måde kunne vi møde hinanden og få en bedre forståelse for, hvor folk kommer fra. Deltagerne kommer jo fra mange forskellige sektorer og ikke alle er ingeniører. Der var deltagere fra mange andre sektorer; finansiering, myndigheder, virksomheder og rådgivere. Det er helt fantastisk at kunne samle deltagere fra så mange forskellige afkroge af branchen og at have muligheden for at dele og lære af hinandens erfaringer”.

Hvordan har denne konference været i forhold til WEF-konferencerne i USA?

”Maden er helt klart bedre. Noget af det, jeg lagde særligt mærke til var at til forskel fra de amerikanske konferencer, så har vi her ikke de samme rammevilkår. Og dermed heller ikke den samme viden om regulering, som vi har i USA, hvor alle er underlagt de samme vilkår. Det var interessant at samle folk fra så mange forskellige lande – Danmark, Tyskland, Spanien, Holland, USA. Det gjorde, at vi var nødt til at gøre en indsats for at bedre forstå, hvilke rammer folk arbejder indenfor, og hvilke udfordringer det giver. Det var meget givende”.

Vil vi se flere WEF arrangementer i DK?

”Vi er blevet modtaget virkelig godt her i Danmark og er blevet mødt med en masse entusiasme og opbakning. Det er jo første gang, vi har afholdt den udenfor USA, men allerede nu kan vi helt klart se, at Great Water Cities Summit-konceptet fungerer udenfor USA. Og vi kan se, at der er et ønske om også at ville dele erfaringer fra andre byer i Europa”.

Til venstre Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard sammen med Tom Kunetz og Dorte Skræm fra DANVA. 

Om WEF

Den amerikanske vandforening WEF (Water Environment Federation) holder jævnligt Water Cities Summit senest i Chicago i maj måned. Foreningen er også kendt for en stor årlig vandkongres WEFTEC, som i år foregik i New Orleans i september.

Great Water Cities Denmark

DANVA er partner i Great Water Cities Denmark sammen GEUS, Aarhus og en række udenlandske organisationer, herunder den europæiske vandforening EurEau og den internationale vandforening IWA.

Læs mere

  • Læs mere om kongressen på www.wef.org/watersummit
  • Læs reportage fra åbningsreception på Aros med borgmester Jacob Bundsgaard her…
  • Læs reportage fra Torkil Jønch Clausens keynote speak om implementering af FN’s bæredygtighedsmål her…
  • Læs reportage fra de fire sessioner med paneldebat her…
  • Download præsentationerne fra konferencen på DANVAs hjemmeside her...