Carl-Emil _Larsen_2016_pressefoto_617px

Et samlet Folketing slog for halvandet år siden fast, at danskernes vand aldrig skulle privatiseres. Men nu er regeringen ude med budskabet om, at man skal undersøge en liberalisering af vandsektoren. Private virksomheder og investorer skal kunne overtage driften og skabe profit på vand. DANVA advarer mod planerne.

Skiftende regeringer har gennem årene brugt rigtig mange millioner i konsulentkroner på at finde argumenter, der understøtter en privatisering af vandsektoren. Den seneste rapport, der er udarbejdet af McKinsey og Struensee & Co, og som skal danne grundlag for regeringens nye forsyningsstrategi, mener også, at der kan opnås effektiviseringsrationaler gennem en større konkurrenceudsættelse. Ikke en eneste af rapporterne - heller ikke den seneste - har endnu kunnet diske op med et eneste eksempel, der slår det danske system på pris og kvalitet. Men skræmmeeksemplerne på det modsatte er der til gengæld masser af.

Se Carl-Emil Larsen nævne et par stykker her

Flere lande har dårlige erfaringer med forsøg på privatisering af vandselskaber. Takster er blevet højere og forsyningssikkerheden ringere. I f.eks. Berlin tilbagekøbte kommunen for et par år siden fuldt ejerskab over vandselskabet fra private. Sagen har skabt stor debat i befolkningen og medført, at priserne på vand er steget i Tysklands hovedstad, som en konsekvens af dårlig drift, profitoptimering samt naturligvis omkostninger i tilknytning til tilbagekøbet af aktierne.

I Wales købte forbrugerne i 2001 vandselskabet tilbage efter privatiseringen af vand i Storbritannien i Thatchertiden, og Welsh Water drives nu som det eneste ikke-privatejede vandselskab, til gengæld er det både  billigst og har den højeste investeringsgrad.

De brancheorganisationer og politikere, der med jævne mellemrum vil liberalisere vandsektoren, har endnu til gode at komme med svar på det vigtige spørgsmål: Hvorfor er det skatteborgerne, der skal betale, når de private aktører må kaste håndklædet i ringen, og det offentlige må tage forsyningspligten tilbage igen? Vi ser masser af eksempler både herhjemme og i udlandet på, det er fællesskabet, der må betale regningen, når liberalisering af samfundsopgaver slår fejl, hvad enten det gælder vandforsyning, ældrepleje eller ambulancetjeneste og jernbanedrift,” siger Carl-Emil Larsen.

Han mener, det er et faktum, at ved at holde ejerskab og drift af vand på forbrugernes hænder og i offentligt eje, så bevares samfundshensynet.

Vand er til gavn for os alle sammen og vores miljø. Når en privat aktør sættes ind, så skifter fokus til alene bundlinjen. Og det er helt naturligt, at et privat selskab fokuserer på driftoptimering, da det er sat i verden for at skaffe sine ejere og aktionærer størst muligt udbytte. Skræmmeeksemplerne fra udlandet viser, at det skifte har resulteret i dårligere forsyningssikkerhed og højere priser. Trenden er, at det offentlige i mange lande som Frankrig og USA er i fuld gang med at købe kontrollen over deres vandselskaber tilbage,” siger han.

Investeringer i vandsektoren er langsigtede, fordi aktiverne har en levetid på op til 70-100 år. Det er faktum, at der ikke er mange private virksomheder, der har så lange investeringshorisonter. Der sker opkøb og ændringer hele tiden, som forandrer dem, for de har brug for konstant at være dynamiske i nye markeder. Vandforsyning er et relativt ikke-dynamisk marked, hvor det kan skabe vanskeligheder for den private aktør at få mulighed for at tjene penge nok, til at det er en forretning, ” siger Carl-Emil Larsen.

Et enigt Folketing slog i 2015 fast, at det aldrig vil være en mulighed at privatisere vandsektoren. Alligevel er spørgsmålet altså nu oppe at vende igen. Regeringen overvejer øjensynlig at afskaffe hvile-i-sig-selv-princippet, så private investorer får mulighed for at optjene overskud på drikkevand og spildevand.

Et af argumenterne for øget privat involvering er, at det vil tilskynde til en mere effektiv drift. Men det argument holder ikke, fastslår Carl-Emil Larsen:

Vandselskaberne er ekstremt effektive. De har på få år sparet danskerne for knap to milliarder kroner på vandregningen og holder isoleret set priserne på vand i ro samtidig med, at de udvikler nye løsninger og kæmper for at minimere effekterne af oversvømmelser på grund af de stadig stigende skybrudshændelser. Det dokumenterer nøgletal fra sektoren. Det, der stiger i vandtaksterne, er overvejende de politisk bestemte skatter og afgifter,” siger Carl-Emil Larsen.

85 procent af alt anlægsarbejde i vandsektoren er allerede i dag konkurrenceudsat, mens det for driften gælder 50 procent".

Han påpeger, at en privatisering af vandsektoren vil give mindre fokus på vandselskabernes formål.

Vandselskaberne arbejder ikke med profitoptimering på samme måde som private selskaber. Vandselskaber leverer ydelser til samfundet, borgere og virksomheder på det kvalitetsniveau, samfundet efterspørger og til den billigst mulige pris. Vandselskaberne er derfor nødt til at optimere på samspillet mellem flere bundlinjer og ikke kun selskabets egen økonomi. De er således med til at sikre befolkningen rent vand at drikke, vand til fødevareproduktion og hygiejne samt sikker afledning og rensning efterfølgende. De er garanter for folkesundhed, renere miljø, færre effekter af oversvømmelser og høj forsyningssikkerhed,” siger Carl-Emil Larsen.

De få elementer af rapporten til lovgiverne fra McKinsey, som forsyningssektoren har fået lov at se, viser desværre flere steder, at forfatterne ikke fremfører fyldestgørende oplysninger. Anbefalingerne om salg af danske vandforsyninger bygger på tvivlsomme slutninger om en lav produktivitet og effektiviseringsgrad.

Vi har tilbudt regeringen at bistå mere med arbejdet, for det er tydeligt, at konsulenterne ikke har indsigt i forsyningssektorens struktur og vilkår. Konklusionen er helt basal, at der ikke føres bevis for anbefalingen om privatisering, spørgsmålet er så, om konsulenthuset bruges til at lægge navn til en politisk dagsorden,” siger Carl-Emil Larsen.

Carl-Emil Larsen slår desuden fast, at en privatisering af vandselskaber vil sætte en stopper for teknologiudviklingen af vandløsninger og lægge hindringer i vejen for Vandvisionen, der i 2025 skal fordoble den danske eksport af vandteknologi og skabe over 4000 nye arbejdspladser i den private sektor.

Vandselskaberne fungerer i offentligt eller forbrugermæssigt ejerskab som åbne laboratorier, hvor de sammen med rådgivere, producenter og forskere udvikler vandløsninger, der gør Danmark førende på området. Det gør os til en magnet for hele verden, der efterspørger vores systemer. En privat ejer vil på grund af konkurrenceforhold lukke vandselskabets porte og vende ryggen til udviklingen,” siger Carl-Emil Larsen.

Vandselskaberne fungerer også som troværdighedsvidner, når producenter og rådgivere skal afsætte de løsninger, der er udviklet i fællesskab. Det forlanger køberne, hvilket er tilfældet i f.eks. Kina, USA og Sydkorea.”

Han tvivler desuden på, at det vil være danske selskaber, der vil få et overskud fra drift af danske vandselskaber:

De store private aktører, der vil være interesserede i at drive vandselskaber, er udenlandske. Overskuddet fra den højere vandpris, danskerne skal betale, vil ryge ud af landet i en eller anden grad, ligesom vi vil miste danske arbejdspladser,” siger Carl-Emil Larsen.

Erfaringer fra blandt andet Storbritannien viser også, at en privatisering af vandsektorens naturlige monopol vil resultere i opbygningen af et kæmpemæssigt og dyrt, offentligt kontrolapparat, der skal sikre, at de private aktører overholder deres forpligtelser.”