Tommy_Mostrup_Peter_Duetoft_617px
Direktør Tommy Mostrup og bestyrelsesformand Peter Duetoft er glade for prisen.

Vandselskabet i Hjørring blev kåret som en af de 3 vindere af den fornemme titel på Årets Offentlige Bestyrelseskonference den 7. oktober i København. Begrundelsen er:

"Bestyrelsen i Hjørring Vandselskab har skabt en strategisk forståelse med ejeren, Hjørring Kommune, om at give selskabet udviklingsrammer i stedet for at blive kastebold i de årlige budgetforhandlinger og i de øvrige tiltag, byrådet foretager. Samtidig er bestyrelsen garant for, at selskabet rationaliserer for 20 % de kommende fem år. Bestyrelsen er den aktive sparringspartner for direktionen, hvor der både er styr på detaljen og en sikker hånd i planlægningen og realiseringen af de langsigtede mål", sagde medlem af bedømmelseskomiteen Jørgen Ulrik Jensen fra Pluss Leadership.

"Jeg er glad for den anerkendelse, prisen giver bestyrelsen, direktionen, medarbejderne og mit byråd for, at vi har skabt en konstruktiv ramme for, hvordan vi taler sammen om at skabe den bedste løsning. Og så er vi selvfølgelig stolte af, at vores nordjyske, jordbundne tilgang til at skabe løsninger vinder national anerkendelse,” sagde bestyrelsesformand Peter Duetoft, Hjørring Vandselskab.

Bedømmelseskomiteen understregede, at Hjørring Vandselskab ikke ”bare" er et forsyningsselskab, men spiller en rolle i udviklingen af landsdelen, hvor folkesundhed og et godt miljø er en vigtig del af konkurrencen om bosætning og turisme. Den forståelse er særlig vigtig, fordi de store investeringer i renseanlæg og ledningsnet sker med 30 års horisont. Det kræver langtidsplanlægning koordineret med kommunens bosætningspolitik og kommunens øvrige politik, f. eks. i forhold til at miljøbeskytte områder til vandindvinding.

De to andre vindere, der også blev kåret som Årets Offentlige Bestyrelse, var Esbjerg Gymnasium & HF og De kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune.

Læs mere

Læs mere på www.dagensdagsorden.dk