Oplæg ved Skt. Jørgens Sø.

Et dusin YWPDK medlemmer var fredag den 15. august på en cykeltur gennem indre København i vandets navn. Fire organisationer holdt oplæg i det fri, og både medlemmer og foredragsholdere var taknemmelige for en solrig sensommerdag med smukt vejr.

Netværkets formand Trine Stausgaard Munk fortæller om turen:

"Cykelturen startede ved havnebadet på Islands Brygge, hvor Jes Clausen-Kaas fra HOFOR levende fortalte om udviklingen indenfor urban spildevandsplanlægning i København frem til i dag."

Herefter cyklede vi videre til Christianshavn, hvor Anne-Mette Wehmüller fra Miljøpunkt Indre By ventede i en ældre idyllisk gård med grønne tage. Hun informerede om NGO'ens engagement og rolle indenfor vandsektoren, deres samarbejde med myndigheder og borgere og deres ambitioner for fremtiden.

Herefter cyklede vi videre mod Skt. Jørgens Sø, hvor Helle Bjerg Sørensen fra Københavns Kommune ventede os. Hun satte os ind i miljøtilstanden i recipienterne i hovedstadsområdet og udfordringerne ved forvaltningen i dag og i fremtiden set fra en biologs synspunkt.

Til slut cyklede vi ind til State of Green (i House of Green) for at besøge Tanya Jacobsen, der er YWPDK medlem. Hun fortalte os om eksportpotentialet indenfor grønne vandrelateerede løsninger, internationale relationer og markedsføring. Vi sluttede af med lidt networking over en kold øl.

Trine Stausgaard Munk vil gerne sige stort tak til alle deltagere og foredragsholdere, som var medvirkende til at gøre dagen til en succes.

Måske en årlig tradition

Bestyrelsen i YWPDK overvejer at gøre begivenheden til en årlig sensommer tradition. Hvis du missede cykelturen i år, kan du formentligt komme afsted næste år!

Om YWPDK

Netværket, der er tilknyttet International Water Association, er åbent for alle under 35 år, der enten studerer eller arbejder med vand. Læs mere på http://ywp.dk/