Danmark var med i opløbet om at blive vært for World Water Forum 2018, men bestyrelsen i World Water Council har nu besluttet, at verdens største vandbegivenhed skal foregå i Sydamerika – nærmere bestemt i Brasiliens hovedstad Brasilia.

DANVA ville selvfølgelig gerne have haft kongressen til Danmark, men lægger vægt på, at valget af Brasilien giver danske vandfirmaer en fantastisk mulighed for at komme ud på det sydamerikanske marked med vandteknologiske løsninger og know how.

Miljøministerens reaktion

- Vi vandt desværre ikke slaget om at få World Water Forum til Danmark, men vi har heller ikke tabt. Vi har derimod manifisteret Danmark som en absolut sværvægter i den globale vandliga. Flere ministerier, virksomheder, kommuner og organisationer har sammen profileret Danmark som et løsningers land, når det handler om verdens globale vandudfordringer. Jeg er sikker på, at det har været til gavn for Danmarks grønne profil og danske virksomheders eksportmuligheder. Det momentum kan og skal vi i den grad bygge videre på nu, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Læs mere i Miljøministeriets pressemeddelelse.

Om World Water Forum

World Water Forum holdes hvert 3. år – senest i Marseille i 2012 og næste gang i Sydkorea i 2015.

Læs mere om World Water Council her: www.worldwatercouncil.org