Herning_Vand_medarbejdere_Skulptur_617px
Herning Vands medarbejdere og skulpturen, der blev overrakt ved prisuddelingen.

Herning Vand har fået prisen, fordi de med succes har gennemført en omstillingsproces fra at være en offentlig kommunal virksomhed til at blive en privat virksomhed.

I den proces er det i tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere lykkedes at få samlet medarbejdere fra tre forskellige enheder af vand- og kloakforsyning om en ny, fælles kultur.

Kriterier for uddelingen er bl.a. et aktivt og velfungerende samarbejdsudvalg, og om virksomheden har fokus på uddannelse og psykisk arbejdsmiljø.

Det var Herning Vands tillidsrepræsentant, Henrik Svendsen, der nominerede Herning Vand til CO-industris nye pris. Han mener, vandselskabet har en ledelse, som er god til at give medarbejderne anerkendelse for deres arbejde, og at ledelsen skaber tillid og tryghed hos medarbejderne gennem inddragelse og videreuddannelse.

Direktør Niels Møller Jensen er stolt af prisen og udtaler til Herning Folkeblad:

"Vi er rigtigt stolte over at modtage prisen, men vi er også ydmyge over for den. Den er et produkt af en kulturforandring. Den slags tager tid, og vi er ikke helt i mål med den endnu," sagde Niels Møller Jensen.

Der er ifølge direktøren særligt tre ting, der har været vigtige i den proces, som Herning Vand har været igennem siden sammenlægningen, nemlig uddannelse, vidensdeling, og at man fejrer store og små sejre.

Læs mere

Læs mere om prisoverrækkelsen på Herning Vands hjemmeside.

Om prisen

CO-industri har indstiftet prisen for at øge opmærksomheden om, at et godt samarbejde er vejen til høj produktivitet og god trivsel, som skaber stærke og konkurrencedygtige virksomheder.

Læs mere om prisen her...