Christiansborg_617px

Miljøordførerne for Venstre, Radikale og Socialdemokratiet vil se på SKATs behandling af vandselskaberne. Det skriver Ritzau. En ny merskat, der går imod forligsparternes intentioner med vandsektorloven, betyder nemlig, at borgere og virksomheder kommer til at betale mere for deres vand.

Med en ny skatteskrue lister SKAT via vandselskaberne et formodentligt tocifret milliardbeløb op af lommerne på borgerne og erhvervslivet. Den gevinst, som de meget vandforbrugende virksomheder fik sidste år via en lempelse på betalingen for spildevand, bliver nu voldsomt udhulet af den nye skat.

Venstres miljøordfører, Henrik Høegh, kalder det ifølge et Ritzau-telegram bragt i blandt andet Sjællandske uacceptabelt, at der med den ene hånd lempes i de vandtunge virksomheders betaling og med den anden hånd skrues op for deres udgifter på grund af øget beskatning.

”Det hænger ikke sammen, og det er til at blive i dårligt humør af, når man tænker på, hvor mange embedsmænd, som i lang tid har nørdet med det her. Vi er nødt til efter sommerferien at se på sagen, som i den grad råber på politisk handling,” siger Henrik Høegh.

Også formanden for Folketingets Miljøudvalg, Lone Loklindt (R), vil se nærmere på reglerne.

”Det var ikke hensigten, at beskatning af vandselskaberne skulle være en større, fremtidig skattekilde. Og selvom de økonomiske konsekvenser for den almindelige forbruger bliver til at overse, så er der virksomheder, som bliver hårdt ramt,” siger hun ifølge Ritzau.

Den socialdemokratiske miljøordfører, Torben Hansen, er enig i, at vandselskaberne ikke var ment som en indbringende skatteindbetaler.

”Men jeg opfordrer også til, at vi nu slår lidt koldt vand i blodet og ser på, om reglerne reelt er blevet hensigtsmæssige, når vi skal evaluere vandsektorloven efter ferien,” siger han.

Vandselskaberne blev af forligspartierne stillet i udsigt, at de skulle have skattemæssige afskrivninger på deres anlæg, så omkostningerne til produktion, levering og afledning af vand kunne holdes nede. Men SKAT mener, at afskrivningerne er væsentligt lavere end de, der er blevet sat på vandselskabernes anlægsaktiver. Vandselskaberne bliver dermed sat langt højere i skat, og ekstraregningen ender umiddelbart hos kunderne.

Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, er glad for, at politikerne nu går ind i sagen.

SKAT går med sin fremgangsmåde stik imod de politiske aftaler, som ligger til grund for lovgivningen om skat på non-profitselskaber,” siger Carl-Emil Larsen.

Læs mere

Læs DANVAs pressemeddelelse Ny skatteskrue vrider vandpriserne i vejret, der også indeholder links til Landsskatterettens afgørelser.

Lyt og lær

Skattesagen har fået stor omtale i pressen. DANVA vil gerne gøre opmærksom på en informativ udsendelse på DR i Orientering på P1, hvor journalist Mogens Rubinstein gennemgår problematikken og bl.a. interviewer DANVAs direktør Carl-Emil Larsen. Hør udsendelsen her.

Yderligere oplysninger:

Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, tlf. 2033 8515, e-mail: cel@danva.dk

Kommunikationschef i DANVA, Karsten Bjørno, tlf. 2014 3542, e-mail: kbj@danva.dk