DR satte i aftes fokus på det gode danske drikkevand. I Madmagasinet Bitz & Frisk blev flaskevand sammenlignet med vand fra hanen, og konklusionen var klar: kvaliteten af hanevand er bedst – både når det gælder mineraler og (ingen) bakterier.

Der blev lavet analyser af de 3 flaskevand Kildevæld, Egekilde og AQUA D’OR. I den ene flaske kildevand blev der målt et kimtal på 12.000, mens vandet fra hanen i HOFOR’s laboratorium kun viste et kimtal på 2. Der var dog ingen sygdomsfremkaldende bakterier i flaskevandet (målt som E. coli og enterokokker).

Besøg hos Aarhus Vand A/S

I udsendelsen besøgte Christian Bitz direktøren for Aarhus Vand A/S, Lars Schrøder, som fremviste kildepladser og fortalte om produktion af drikkevand samt indsatsen for at beskytte grundvandet ved hjælp af skovrejsning.

Hanevand er billigt og sundt

Christian Bitz udtalte, at vand er vores vigtigste fødevare - og at vi i Danmark kan glæde os over noget af verdens bedste drikkevand.

Og så koster vand fra hanen kun 3 øre pr. ½ liter, men det koster op til 15-20 kr. for en flaske vand.

I udsendelsen medvirker også en række andre vandeksperter, bl.a. Walther Brüsch fra GEUS.

Se udsendelsen

Se udsendelsen på DR1 fra den 12. august 2014 her...

Flaskevand belaster klimaet

Det er beregnet, at en liter flaskevand belaster klimaet lige så meget som at køre en km i bil. Det er transport og produktionen af plastikflasker, der gør flaskevandet miljøtungt. Analysen viser, at flaskevand er årsag til udledning af 900 gange mere CO2 end postevand.

Analysen er lavet af Berit Godskesen, der er erhvervs-ph.d. fra Hovedstadens Forsyningsselskab HOFOR og DTU Miljø. Læs mere i artikel i Politiken.