På to-årsdagen for det store skybrud gik startskuddet for en klimakampagne på Frederiksberg, som nu kulminerer med en udstilling på Frederiksberg Rådhusplads den 19.-29. september, hvor borgerne kan se en række forskellige klimaløsninger og komme i dialog med videnspersoner.

Skybrudskampen foregår i et samarbejde mellem Frederiksberg Forsyning, Teknologisk Institut og Codan Forsikring. Omdrejningspunktet for kampagnen er Facebook-siden www.facebook.com/skybrudskampen hvor borgerne kan komme med ideer til skybrudssikring og håndtering af store mængder regnvand.

Forsyning finansierer et konkret projekt

Den bedste ide fra borgerne – fx en legeplads eller en park – er Frederiksberg Forsyning klar til at finansiere.

Kristian E. Beyer fra Frederiksberg Forsyning siger om baggrunden for initiativet:

"Fremtidens løsninger på regnvandsudfordringen er ikke bare større kloakker. Meget af arbejdet handler om at designe vores byer, så vandet ikke er en trussel. Her er borgernes input uvurderlig. Dem, der bor i byen ved, hvor problemet er og har bedre mulighed for at komme med input til løsninger på byens præmisser. Det giver os mulighed for at finde løsninger, som både løser problemet med mere regnvand og som skaber bedre byrum."

Crowdsourcing og brugerdreven innovation

Facebook-siden skal udnytte de nye innovationsmetoder crowdsourcing og brugerdreven innovation. Crowdsourcing indebærer, at opgaver lægges ud til en mere eller mindre udefineret gruppe af mennesker.

"Det viser sig ofte, at de bedste ideer kommer fra de mest uventede personer. En af styrkerne ved at crowdsource idéer er, at man udnytter den kollektive intelligens og at indsamlingen i sig selv skaber awareness – og dermed får flere til at tænke på klimasikring og behovet for at gøre noget," siger seniorkonsulent Kristina Nielsen fra Teknologisk Institut.

Læs mere

Læs mere i pressemeddelelsen.

Sådan ser Facebook-siden ud.