Rabalder Parken er verdens første regnvandsanlæg, der samtidig er bygget som skaterbane. I våde perioder fungerer anlægget som regnvandsbassin, og i tørre perioder rykker skaterne ind og bruger kanalløb og bowler til at lave tricks på den håndpudsede betonoverflade.

Rabalder Parken blev indviet i august 2012 af miljøminister Ida Auken.

Anlægget er nomineret til byggebranchens ”Oscar” - Bæredygtig Beton Prisen - som Dansk Byggeri står bag. I juryens begrundelse hedder det bl.a.: "Rabalder Parken er et enestående eksempel på, hvordan beton og bæredygtighed er tænkt ind i et samlet projekt, der forener miljø, æstetik og social ansvarlighed".

Stem på Rabalder Parken!

Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris. En dommerkomite har udvalgt de fire nominerede projekter, men det projekt, der får flest stemmer fra publikum, bliver vinder af Bæredygtig Beton Prisen 2013. Alle kan frem til 10. marts 2013 stemme her på www.danskbeton.dk her.

Vinderen udpeges under Bæredygtig Beton Konferencen, byggebranchens Oscarfest, der finder sted den 19. marts 2013 i København.

Roskilde klimasikrer mod monsterregn! 

Rabalder Parken skal klimasikre Roskildes nye kreative byområde, Musicon. Regnvandsbassinet kan rumme 23.000 m3 regnvand, hvilket svarer til 10 svømmehaller. Men da tunge og pludselige regnskyl kun opstår få gange om året, skal kanaler og regnvandsbassiner også kunne bruges til aktiviteter, når det ikke regner voldsomt.

Udover muligheden for at skate i kanaler og regnvandsbassin får Rabalder Parken også hængekøjer, trampoliner, 20 meter lang stålrampe, grill, siddemøbler, fitnessredskaber, gynger, vandtrappe i beton og en regnvandssø.

Regnvandsanlægget fylder 40.000 m2, men i stedet for at stjæle plads, giver området borgerne i Sydbyen et rekreativt åndehul.

FAKTA

Rabalder Parken er blevet til i samarbejdet mellem Roskilde Forsyning og Roskilde Kommune.

Rabalder Parken har allerede vundet Byplanprisen.