Ida_Auken_Frederiksberg_617px

Miljøminister Ida Auken deltog, da Frederiksberg Forsyning og Frederiksberg Kommune den 13. marts som de første i landet indgik en aftale om at oprette en klimafunktion hos forsyningen.

Mange husejere vil gerne klimasikre deres huse, men de ved ikke, hvordan de skal gribe opgaven an. Den nye klimafunktion skal hjælpe borgere og virksomheder med at klimasikre mod oversvømmelser.

”Forebyggelse er den bedste måde at komme sikkert igennem et massivt skybrud og ved at klimasikre sin bolig eller virksomhed kan man spare mange penge og endnu flere bekymringer. Jeg er sikker på, at en klimamedarbejder, der kan rådgive om klimasikring, vil blive en succes på Frederiksberg. Det har vi haft stort held med i Miljøministeriet med vores borgerkampagne, hvor vi i samarbejde med blandt andet kloakmestre og anlægs-gartnere giver borgerne mulighed for at få et gratis klimatjek. Der er brug for gode eksempler som Frederiksberg Kommune, der kan vise andre kommuner, hvordan man kommer godt i gang med klimasikringen”, siger miljøminister Ida Auken.

Borgmester i Frederiksberg Kommune, Jørgen Glenthøj, glæder sig også over den nye ordning:

”Mange borgere er usikre på, hvordan de skal gribe denne opgave an og det er fuldt forståeligt. Men nu kommer der en opsøgende ekspert ud i risikoområderne og fortæller folk om, hvad de kan gøre og om mulighederne for økonomisk støtte. Det bliver et rigtig godt supplement til den overordnede klimatilpasningsplan og de indsatser, kommunen har vedtaget og sat i gang. Til sammen giver det et markant løft på dette område”, siger Jørgen Glenthøj.

Om klimafunktionen

Medarbejderen skal analysere data og udpege, hvilke ejendomme, der er særligt udsat i forbindelse med skybrud og andre effekter af klimaforandringerne. Dernæst skal medarbejderen rådgive borgerne om, hvilke løsninger, der vil være bedst - og eventuelt også hjælpe med projekteringen.

Ud over det skal medarbejderen også styrke den generelle information om, hvordan man leder regnvand effektivt væk lokalt og dermed undgår oversvømmelser.

Foreløbig har kommunen lavet en aftale om denne klimafunktion i Frederiksberg Forsyning til og med 2015. Dernæst skal ordningen evalueres, før kommunen beslutter, om den skal fortsætte.

Yderligere oplysninger 

Administrerende direktør i Frederiksberg Forsyning, Vagn Bech, telefon 38 18 51 80

Pressechef i Miljøministeriet, Mette Thorn, telefon 25 61 71 70

Kilde: Pressemeddelelse fra Frederiksberg Forsyning og Frederiksberg Kommune