Grønland_Gravko_617px

Lækageoperatør Jan Jørgensen fra firmaet Leif Koch A/S fortæller i denne dagbog om en opgave med lækagesporing for Nukissiorfiit Qaqortoq, som er det forsyningsselskab som står for forsyning af el, vand og varme i blandt andet Qaqortoq (tidligere Julianehåb).

Forsyningsselskabet havde lækage på fjernvarmeanlægget og mistede 5 - 7 m3 vand i døgnet. De havde selv forsøgt termografering, farve i fjernvarmevandet, sektionering samt været ude når den første rimfrost havde været der for at se om stedet kunne lokaliseres. Intet havde givet resultat, og de søgte nu ”alternativ behandling” hos Leif Koch A/S. De mente, at de ved sektionering af fjernvarmesystemet kunne komme med et bud på, i hvilket område lækagen skulle findes.

Den endelige planlægning kunne nu begynde. Ud fra de givne oplysninger ville det blive en sporgasopgave, hvorfor vi skulle have bestilt og leveret de ca. 100 m3 sporgas, vi regnede med at bruge til opgaven. Disse havde en leveringstid på 14 dage, da det skulle komme med skib fra forskellige gasdepoter i Grønland. Lækagesøgningsudstyret ville Leif Koch A/S selv medbringe.

Det er dog sin sag, fra en hel bil med udstyr, at udvælge lige præcis det udstyr, man kunne få behov for på opgaven og samtidig sikre sig, at man har dobbelt op af det mest brugte, således at hvis noget gik i stykker var det stadig muligt at løse opgaven.

Den 13. august var alt pakket, og jeg og og familien var klar til en spændende tur til Grønland. Flyveturen til Grønland tog 4 timer, hvor vi landede i Narsarsuaq Lufthavn. Efter et kort ophold fløj vi videre de sidste 20 min. i helikopter til Qaqortoq. I Qaqortoqs Heliport blev vi hentet af Gert og Otto fra forsyningen, som kørte os til det hus, som skulle være vores hjem den følgende uge. Da vi var blevet sat af, kørte de andre videre til varmeværket for at lave de indledende øvelser til lækagesporingen den følgende morgen.

Først skulle vi få tag på sporgassen, som skulle være ankommet til Polar Oil’s lagerplads. Men da Otto, på grønlandsk, spurgte om de havde den, kunne jeg (uden at forstå noget af sproget) godt se, at den gas nok ikke var i Qaqortoq. Men med lidt spørgen frem og tilbage, kom den ene lige pludselig i tanke om, at der vist nok stod nogle flasker derovre et sted. Vi løb til stedet og ganske rigtigt: Der stod de 10 flasker. De var dog ikke plomberet, men der var gas i dem.

En fra forsyningen kørte dem på gaffeltruck til den anden ende af byen, hvor selve lækagesøgningen skulle foregå. Vi gik i gang med at montere og gøre klar til at kunne starte lækagesøgningen fra morgenstunden den næste dag.

Dag 2 i Qaqortoq

Fra kl. 7:30 var vi i gang med at få tømt anlægget i vores første indsatsområde. Vi fyldte sporgas på i den ene ende og tømte vand ud i den anden ende. Det tog det meste formiddagen, før anlægget var tømt for vand, og vi kunne lukke for afløbet og begynde at hæve trykket til de 6-7 bar som er på anlægget ved normal drift. Ved 16-tiden var trykket stabiliseret på 6,5 bar og det tabte ikke sporgas. Altså var dette område tæt.

Vi blev enige om at afblæse lækagesøgningen i dette område og lave nye sektioneringer af ledningsnettet. Vi havde ved dette fejlskud brugt 30 af de 100 m3 sporgas.

Dag 3-4 i Qaqortoq 

Dagene gik med sektionering. Det var noget besværliggjort af, at anlægget skulle spædes med en pumpe, da fjernvarmen var højere i tryk end vandværksvandet. Derfor kørte spædepumpen med trykstyring med ca. 40 min. mellemrum. Så de to dage gik med aflukning af sektion, derefter ventede vi for at se, om det havde givet nogen forskel i tid og mængde.

Vi troede efter dag 3, at vi havde sektionen med lækage. Men da vi om morgenen dag 4 lige ville efterkontrollere dette, inden vi kom sporgas på denne sektion, var området igen normalt. Det gav noget hovedbrud. De udsving, vi så ved aflukning af en sektion, var udtryk for, at der måtte være mere end bare én stor lækage, og samtidig et udtryk for vandets og rørenes store udvidelse og sammentrækning ved opvarmning og afkøling.

Mens vi arbejde på at finde en lækageramt sektion, var resten af min familie på tur med båd til nogle varme kilder, hvor de hyggede de sig med at bade i det 36 grader varme vand, mens isbjerge flød forbi på fjorden.

Dag 5 i Qaqortoq

Blev klar over natten til dag 5, at metoden med måleren på værket ikke kunne bruges til denne opgave. Så ved morgenmødet på det gamle elværk foreslog jeg små eksterne målere, som vi kunne sætte op ude i byen og derved måle mindre sektioner.

Otto gik straks i gang med at finde stumper til dette. Vi kom hurtigt i gang med den nye metode. Derved kom med det samme også nogle resultater vi kunne bruge. En sektion med et tab på ca. 180l /min. Og så en del mindre lækager i nogle andre sektioner. Så vi kunne med ro i sjælen og et stort optjent søvnbehov gå på weekend.

Weekend 

Weekenden bød på tur til indlandsisen, besøg i byen Narsaq og spisning hos en ældre dame, Petrine, hvor vi fik grønlandsk mad, blandt andet kogt laks og kogt allike.

Dag 6 i Qaqortoq

Nu skulle slaget stå i sektionen med den største af lækagerne. Vi var klar til påfyldning og aftapning kl. 9. Hvis både frem- og returrør skulle fyldes med sporgas ved 6 bar, skulle vi bruge ca. 90 m3. Det havde vi ikke, så første opgave var at afgøre, hvilket rør der var lækage på. Efter trykprøvning af begge rør, valgte vi returrøret.

Fyldte sporgas på og tappede vand af til kl. 12, hvorefter vi kunne begynde at hæve trykket og søge lækagen. Nu var det bare derudaf med sporgasdetektorsøgning for sporgas ved og omkring området med røret. Kl. 14:30 var der bid. Sporgassen kom op ved torvet på byens mest befærdede vej og overgang over elven.

Gert fik fat i nogle gravefolk som gik i gang med det samme. Det var bare en dejlig oplevelse. Her var ikke brug for asfaltbranchens store udstyrsstykke ang. afspærring. De biler, som ikke kunne komme forbi, vendte bare om og kørte en anden vej uden brok. Samtidig var der lige ankommet et krydstogtskib til byen, så der manglede ikke tilskuere til gravearbejdet. Lækagen var fundet og midlertidig udbedret kl. 18, hvor næsten hele mandskabet fra forsyningen stod på kanten af hullet og nød udsigten til røret.

Dag 7 i Qaqortoq

Lidt mere ro på opgaven nu, hvor den største lækage var fundet. Vi forsatte med sektionering og fandt blandt andet frem til et område med et spild på 30 l/time. Området består af 8 kollegiehuse - huse hvor 16 unge bor, og hvor der kommer en madmor som sørger for mad og rengøring.

Byen Qaqortoq er en uddannelses by, hvor unge fra hele landet kommer for at gå på gymnasium, handelsskole og højskole. Så byen er meget livlig i weekenden og der er altid mange gående på vejene.

Ved aflukning fandt vi ud af, at lækagen måtte være i en af varmevekslerne i husene. Hvilket hus, ville vi finde ud af ved trykprøvning den følgende morgen, som også er den sidste dag for denne opgave.

I dag havde de også lavet den endelige reparation af den store lækage. Derved havde ca. 2/3 af fjernvarmekunderne været uden fjernvarme fra kl. 8 til kl. 18. og da rørene havde været tømte, tog det en stor del af aftenen før varmen igen cirkulerede i rørene.

Dag 8 i Qaqortoq 

Vi skulle have startet med at trykprøve varmevekslerne i kollegiehusene. Men store dele af byens skoler og kollegier havde været uden varme om natten, så trykprøvningen gik i vasken. Vi måtte alle ud for at udlufte og indstille differenstrykventiler, som beboerne havde reguleret på, for at få varme.

Efter formiddagskaffen og det obligatoriske franskbrød med lyngrøget laks, var jeg blevet bedt om at lave et minikursus i lednings- og spindelsøgning. Kurset lavede vi på pladsen foran varmeværket hvor alle deltog og hvor jeg også fik sagt farvel og tak for denne gang.

Fløj mod Danmark igen kl. 12:40 efter en super oplevelsesrig tur i det høje nord.