Vinder-EGP-2012-617X411

Vandselskabet i Odense, Vandcenter Syd, modtog den 22. november DANVAs Energi Pris 2012. Prisen blev givet for efterisolering af rådnetanke på Ejby Mølle renseanlæg.

Siden januar 2007 har DANVA arbejdet for at skabe elbesparelser i vandsektoren. Vandsektoren bruger omkring 600 millioner kroner på strøm om året. Det forbrug har man fra foreningens side sat sig for at reducere med 25 procent. Blandt andet derfor præmierer DANVA hvert år ild-sjæle eller gode idéer der formår at spare på energiforbruget med

DANVAs Energi Pris.

Sund fornuft

Og det var selveste Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, der i år fandt tid til at overrække årets pris. Ministeren gav prisen til Vandcenter Syd, fordi projektet ifølge juryen:…præsenterer et veldokumenteret projekt, der er let forståeligt og vel gennemført. Der er blevet lavet et grundigt forarbejde med termografering og dokumenterede undersøgelse af isoleringskapacitet og varmetab. Projektet hænger sammen økonomisk, det er enkelt at gå til, det kan gennemføres mens anlægget er i drift, så det præsenterer et godt forbillede for at andre vandselskaber, der seriøst ønsker at arbejde med energibesparelser. Projektet er med andre ord: sund fornuft!

Det var en glad projektleder Bjarne Christensen, der modtog prisen på Vandcenter Syds vegne. ”Jeg vil gerne takke DANVA for anerkendelsen, men jeg vil også takke Vandcenter Syd for at have sat et ambitiøst mål om energineutralitet med udgang af 2014. Det er spændende, og jeg er glad for at kunne være del af det arbejde", sagde Bjarne Christensen ved modtagelsen af prisen.

Vedvarende fokus

Årets vinderprojekter er resultat af en række workshops, Vandcenter Syd har afholdt, hvor alle medarbejdere fik lejlighed til at komme med indspark til, hvad de mener, man kunne gøre for at spare på energien.

Bjarne Christensen mener, det er vigtigt, at alle i organisationen er med i energibesparelser, og at man udfordrer vanetænkning. - Det er vigtigt, at man vedvarende har fokus på energibesparelser, og at man afsætter ressourcer til at arbejde med energibesparelser. Man skal også være villig til at udfordre de mentale barrierer for ellers risikerer man at mange gode ideer straks bliver skudt ned.

Dommerpanelet bestod af:

Bo N. Jacobsen, European Environment Agency

Erik Jørgensen PROVAS, Haderslev

Flemming Andersen Esbjerg Forsyning