DANVA og Danske Vandværker vil undersøge de berostillede skattesager. Undersøgelserne skal give indsigt i problemstillingerne, rejst i sagerne hos Landsskatteretten, ligesom et indblik i ”hele sagskomplekset” skal indgå i drøftelserne mellem DANVA, Danske Vandværker og Skatteministeriet om et retsligt forlig og dets rækkevidde.

Kære medlem

DANVA og Danske Vandværker stævnede staten september 2014, og der pågår et forløb med syn- og skønsmanden i forhold til Hvidovre Vand, hvis bidrag vil indgå i hovedforhandlingerne, som aktuelt er flyttet til november 2017 – uden at det er bindende for domstolen. 

Domstolsforløbet

Syn- og domsmanden har afleveret sin første fortrolige rapport til domstolen, og efterfølgende har parternes advokater opstillet tillægsspørgsmål, hvorom der har været møde. På bagrund heraf udarbejder syns- og skønsmanden en ny rapport, som forventes oversendt til domstolen i starten af september 2017.

Sagen er kompleks rent juridisk og dertil kommer politiske elementer i sagen. Udfaldet af sagen er derfor usikker, og alle parter har en risiko ved at føre sagen til doms. Dertil kommer det efterfølgende tidskrævende forløb med klagesagerne, hvor der også er andre uklarheder end de, som domstolssagen angår. Det er derfor vores opfattelse, at det er i alles interesse at få et retsligt forlig, som i det væsentligste fastholder de selvangivne værdier. Forventningen er dog, at Skatteministeriet først vil svare klart, når næste rapport fra syns- og skønsmandens foreligger i september.

Da det er i vandselskaberne interesse at have et snarligt overblik over problemstillingerne i de berostillede klagesager, skal disse undersøges i første halvdel af august 2017, og sekretariatet vil kontakte DANVA medlemmerne. 

Analysen om skatteforholdene i vandsektoren 

Sammen med revisionen af Vandsektorloven bad forligspartierne om en redegørelse om beskatning af vandselskaberne. Den stærkt forsinkede analyse blev offentliggjort i januar 2017. Overordnet set gav DANVA udtryk for at der var tale om en fin analyse. Men djævlen ligger i detaljen, og DANVA og Danske Vandværker problematiserede især lånefinansiering og forskelsbehandling af kunderne i analysen.

Desværre er det vores indtryk, at embedsmændene i Skatteministeriet og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ikke mener, at kritikpunkterne giver anledning til, at de bør rådgive ministrene til at tage politisk affære.

 

DANVA mener, at lovgivningsarbejdet i denne sag slet ikke har været godt nok. Der er skabt en rodebutik – og der er brug for en handlekraftig skatteminister.

DANVA mener, at lovgivningsarbejdet i denne sag slet ikke har været godt nok. Der er skabt en rodebutik – og der er brug for en handlekraftig skatteminister.

Det er vores håb, at indholdet i den føromtalte september-rapport fra syns- og skønsmanden kan gøre det muligt for os at få politikerne på banen igen.

Omkostningerne ved at gøre brug af domstolene og klagesystemet

DANVAs sekretariatet er opmærksom på, at der kan være godtgørelsesmuligheder for omkostninger i skattesager. Sekretariatet sikrer, at der sker en nærmere afklaring af godtgørelsesmuligheder for medlemmer med skattesager, og foreningen orienterer, når der er mere klarhed over dette.