Da Landsskatteretten ikke har meddelt, at de vil genoptage pionersagerne, har DANVAs advokat fra Kromann Reumert den 26.09.2014 fremsendt stævning i sagerne, der angår Hjørring Vand A/S og Hvidovre Vand A/S.

Samtidig er der blevet anmodet om genoptagelsestilsagn for Hvidovre Spildevand A/S og Lolland Vand A/S, således at disse sager genoptages i Landsskatteretten, hvis domstolene når et andet resultat end Lands-skatteretten i sagerne Hjørring Vandselskab A/S og Hvidovre Vand A/S.

Ovenstående skridt er nødvendige, da der ikke er ønske om, at Landskatterettens kendelser fra 26.06.2014 bliver endelige. Dertil kommer at der fortsat pågår politiske forhandlinger om revision af vandsektorloven mm. – herunder beskatning af vandselskaber.

DANVAs anbefaling

DANVAs anbefaling er fortsat, at der sker en indbringelse af SKATs værdisætning til Landsskatteretten, hvis vandselskabet ikke er enig – og emnet er blevet drøftet med selskabets revisor.

Der vil være adskillige nye sager, som vil være sammenlignelige med de 4 pionersager, og som sandsynligvis uden problemer vil kunne få genoptagelsestilsagn fra Landsskatteretten eller vil kunne stilles i bero. Men der vil også være sager med et andet indhold, som sandsynligvis vil kunne resultere i kendelser med et andet indhold end juni-kendelserne.

Foreningen vil gerne oplyse, at revisionsbranchen ved EY, PWC og Deloitte fortsat er indstillet på at koordinere - også med andre revisionsfirmaer. Dette påskønnes naturligvis. Der foregår således overvejelser og koordinering med relation til det videre forløb hos Landsskatteretten for alle sagerne, som ligger eller fremsendes i den nære fremtid til Landsskatteretten.

Yderligere information

Kontakt Susanne Vangsgård på telefon 8793 3510 eller sv@danva.dk