Principiel afgørelse: Kommunalt ejede forsyningsselskabers må godt opkræve inkassoomkostninger ved privat inddrivelse

Østre Landsret har ved kendelse af 17. august 2022 slået fast, at et kommunalt ejet forsyningsselskab, som har valgt at inddrive sine fordringer ved hjælp af privat inddrivelse i henhold til gældsinddrivelseslovens § 1 b, har ret til at opkræve inkassogebyr og inkassosalær hos skyldneren. Dette gælder, uanset at forsyningsselskabet i princippet kunne vælge at gå direkte til udpantning (tvangsfuldbyrdelse i fogedretten) uden først at opnå et klassisk tvangsfuldbyrdelsesgrundlag (fx en dom eller en skylderklæring).

Den retlige ramme

For fordringer tilhørende kommunalt ejede forsyningsselskaber blev der pr. 1. januar 2020 indført en specialbestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 1 b, hvorefter kommunalt ejede forsyningsselskaber indtil 1. juli 2020 kunne meddele Gældsstyrelsen, at forsyningsselskabet fremover ville benytte privat inddrivelse af deres fordringer i stedet for inddrivelse via Gældsstyrelsen, som ellers er udgangspunktet for offentligretlige krav.

Forsyningsselskabernes valg af privat inddrivelse omfatter alle fordringer, der endnu ikke er eller har været overdraget til Gældsstyrelsen til inddrivelse.

Gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 3 henviser direkte til gældsinddrivelseslovens § 11, som foreskriver, at fordringer tilhørende kommunalt ejede forsyningsselskaber fortsat er tillagt udpantningsret, selvom forsyningsselskabet har valgt privat inddrivelse. Dette medfører, at de kommunalt ejede forsyningsselskaber i princippet kunne vælge at gå direkte til udpantning (tvangsfuldbyrdelse i fogedretten) uden først at opnå et klassisk tvangsfuldbyrdelsesgrundlag (fx en dom eller en skylderklæring).

Ifølge gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 3 finder rentelovens §§ 9 a og 9 b anvendelse for fordringer, hvor kommunalt ejede forsyningsselskaber har valgt privat inddrivelse. Rentelovens §§ 9 a og 9 b foreskriver, at en fordringshaver kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen, herunder inkassogebyr og inkassosalær. Henvisningen til rentelovens §§ 9 a og 9 b indebærer således umiddelbart, at omkostningerne i forbindelse med den private inddrivelse kan pålægges skyldneren, selvom fordringerne er tillagt udpantningsret.

Den konkrete sag

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt kommunalt ejede forsyningsselskaber, der har valgt privat inddrivelse i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 1 b, er berettiget til at pålægge skyldnere inkassoomkostninger i form af inkassogebyr og inkassosalær, selvom forsyningsselskabernes krav er tillagt udpantnings-ret.

Den 9. november 2021 afsagde Fogedretten i Roskilde kendelse, hvor fogedretten fandt, at et kommunalt ejet forsyningsselskab ikke var berettiget til at opkræve inkassogebyr og inkassosalær, idet forsyningsselskabets krav var tillagt udpantningsret, hvorfor det var unødvendigt forinden at tage kravet til inkasso (hos en privat inkassator).

Lovændringen - et opgør med dele af tidlige retspraksis

Fogedretten henviste i sin kendelse til tidligere retspraksis i form af U 1969.650/2 H og U 2007.49 V, der begge er omtalt i forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 1 b, og som fogedretten anså for fortsat at gælde efter indførelsen af gældsinddrivelseslovens § 1 b.

De to afgørelser omhandlede tilfælde, hvor krav tillagt udpantningsret (henholdsvis ejendomsskatterestance og arbejdsskadeforsikringspræmie) blev overdraget til udenretlig inddrivelse hos en advokat forud for udpantning ved fogedretten. I begge afgørelser fandt retten, at kravet uden særlig grund var overgivet til udenretlig inddrivelse hos en advokat, hvorfor det ikke var rimeligt og relevant at pålægge skyldner inkassoomkostninger, fordi kravene kunne være sendt direkte i fogedretten.

Horten er dog af den opfattelse, at det med indførelsen af gældsinddrivelseslovens § 1 b netop er slået fast, at der er en særlig grund til at overgive forsyningskravene til advokat eller anden privat inkassator, idet lovgiver ellers ikke havde indført bestemmelsen og givet mulighed for privat inddrivelse.

Såfremt lovgiver ønskede at opretholde retsstillingen i U 1969.650/2 H og U 2007.49 V, ville der ved indførelse af gældsinddrivelseslovens § 1 b være tale om illusorisk lovgivning. Lovgiver har med indførelsen af gældsinddrivelseslovens § 1 b netop bestemt, at det – for så vidt angår kommunalt ejede forsyningsselskabers fordringer, for hvilke der er valgt privat inddrivelse – er rimeligt og relevant at pålægge skyldner inkassogebyr og inkassosalær, idet gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 3 ellers ikke ville være udformet med en direkte henvisning til rentelovens §§ 9 a og 9 b i deres helhed.

Formålet med lovændringen

Hertil kommer, at lovændringen i gældsinddrivelseslovens § 1 b bunder i et ønske om at imødekomme de kommunalt ejede forsyningsselskabers ønske om valgfrihed mellem inddrivelse via Gældsstyrelsen og privat inddrivelse. Såfremt de kommunalt ejede forsyningsselskaber ikke har samme mulighed for at foretage en omkostningsomvæltning på samme vilkår som de private forsyningsselskaber, vil der ikke være tale om ligestilling, og formålet med lovændringen vil ikke være nået.

Østre Landsrets afgørelse

I kendelsen af 17. august 2022 fandt landsretten – på baggrund af ordlyden i gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 3 sammenholdt med forarbejderne til bestemmelsen – at rentelovens §§ 9 a og 9 b finder anvendelse i de tilfælde, hvor et kommunalt ejet forsyningsselskab efter gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 1, har valgt, at loven ikke skal gælde for opkrævning og inddrivelse af selskabets fordringer, dvs. har valgt såkaldt privat inddrivelse.

Der er således ikke længere tvivl om, at kommunalt ejede forsyningsselskaber, som har valgt at inddrive sine fordringer ved hjælp af privat inddrivelse, har ret til at opkræve inkassogebyr og inkassosalær hos skyldnere, selvom fordringerne er tillagt udpantningsret.

Omfanget af omkostningsomvæltning

I forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 1 b er det anført, at "udenretlige inddrivelsesomkostninger, der udelukkende relaterer sig til tilvejebringelsen af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag" ikke vil kunne overvæltes på skyldner som følge af udpantningsretten. Fogedretten har i sin afgørelse henvist hertil og synes at forudsætte, at de udenretlige inddrivelsesomkostninger kan opdeles i en andel, der relaterer sig til tilvejebringelsen af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag og en "resterende" andel, der vedrører udenretlig inddrivelse, der ikke relaterer sig til tilvejebringelse af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag.

En sådan opdeling har imidlertid hverken støtte i retspraksis eller den juridiske litteratur på området. Udsendelse af inkassoskrivelse er den udløsende faktor i forhold til påligning af inkassosalær, og påligning af inkassosalær har således ikke noget at gøre med forsøg på opnåelse af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag i det udenretlige forløb (dvs. en skylderklæring) eller for den sags skyld i det indenretlige forløb (dvs. udtagelse af

betalingspåkrav eller stævning). Forsøg på at opnå et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag i det udenretlige forløb er blot ét af flere inddrivelsesskridt, der kan gøres brug af i det udenretlige inddrivelsesforløb. Ovenstående citat fra forarbejderne kan efter Hortens opfattelse alene tages til indtægt for, at hvis den udenretlige inddrivelse alene har haft til formål at opnå en skylderklæring, så vil inkassoomkostningerne pålagt i den forbindelse ikke være rimelige og relevante.

Inkassosalær fastsættes med udgangspunkt i de vejledende takster

I forarbejderne er det endvidere anført, at det er fogedretten, der i medfør af retsplejelovens § 503 afgør, i hvilket omfang udenretlige inddrivelsesomkostninger vil kunne overvæltes på skyldner, ligesom fogedretten i sagens natur træffer afgørelse om størrelsen af indenretlige inddrivelsesomkostninger. Det kunne derfor potentielt være meget forskelligt, hvordan de enkelte fogedretter ville fortolke gældsinddrivelseslovens § 1 b og bemærkningerne hertil, herunder i hvilket omfang der kan ske omkostningsomvæltning.

I kendelsen af 17. august 2022 slog Østre Landsret dog fast, at kommunalt ejede forsyningsselskaber, der har valgt privat inddrivelse af deres fordringer, har ret til at opkræve inkassogebyr.

Østre Landsret slog endvidere fast, at det indenretlige inkassosalær skal fastsættes med udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende takster for inkassosager, medmindre der i den konkrete sag er grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Dette er i overensstemmelse med fast og langvarig praksis samt U 2021.2631 H, hvor Højesteret udtalte, at de vejledende takster i inkassosager afspejler de gennemsnitlige rimelige omkostninger, som i almindelighed forventes at være forbundet med indenretlig inddrivelse ved advokat samt at taksterne har til formål at skabe forudsigelighed og gennemsigtighed ved fastsættelsen af inkassoomkostninger.

Østre Landsret havde ikke anledning til direkte at tage stilling til det udenretlige inkassosalær, men henviste i sine præmisser til, at rentelovens § 9 a finder anvendelse, og at det af rentelovens § 9 a, stk. 1 fremgår, at der kan opkræves rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 (med senere ændringer) om udenretlige inddrivelsesomkostninger. Eftersom Østre Landsret i den konkrete sag ikke fandt anledning til at nedsætte det indenretlige inkassosalær, må det – som det mindre i det mere – lægges til grundt, at der heller ikke havde været grundlag for at nedsætte det udenretlige inkassosalær, som derfor må fastsættes ved udgangspunkt i taksterne i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002.

Med Østre Landsrets kendelse må det således anses for nu at være slået fast, at der i tilfælde, hvor kommunalt ejede forsyningsselskaber har valgt privat inddrivelse, kan ske omkostningsomvæltning i samme omfang, som hvis der havde været tale om et privat forsyningsselskab.

- Jacob Pehrson, Horten Advokatpartnerselskab