Synergier og effektivitetsgevinster ved vandselskabers samarbejde om varetagelse af administrative opgaver.

Læs notat om resultat af spørgeskemaundersøgelse vedrørende Shared Service Center her...

Udskillelsen af vand- og spildevandsforsyningerne fra kommunerne samt effektiviserings- og andre krav til vandsektoren nødvendiggør nye organisatoriske tilgange til løsningen af vandsektorens opgaver.

En af de nye organisatoriske tilgange, der i andre brancher har medført effektiviserings- og synergigevinster er indførslen af et Shared service koncept. Shared service konceptet går ud på at udnytte det forhold, at mange vand- og spildevandsforsyninger har ensartede krav og behov til administrative systemer og procedurer.

DANVA ved, at nogle vandselskaber allerede er i gang med at udvikle Shared service konceptet samt at mange vandselskaber ønsker at udvikle Shared service koncept. DANVA har sammen med revisionsfirmaet KPMG lavet en undersøgelse om efterspørgsel efter Shared service konceptet. Undersøgelsen er lavet med det formål at hjælpe vandselskaberne i gang med at iværksætte Shared service konceptet – se link til undersøgelsen ovenfor.

Samling af eksempelvis flere vand- og spildevandsforsyningers it-funktioner, it-systemer og processer i én organisatorisk enhed – et Shared service center - kan potentielt medføre besparelser på it-driften samt synergier og stordriftsfordele. Afhængigt af behov kan sådanne Shared service centre etableres lokalt, regionalt eller interregionalt. Der er efter DANVAs vurdering ingen juridiske barrierer for, at vandselskaber går sammen om etablering af Shared service centre.

Hvis jeres vandselskab ønsker at iværksætte et Shared service koncept, er I velkomne til at kontakte DANVA med henblik på formidling af kontakter til andre vandselskaber. En anden mulighed er at tage kontakt til et vandselskab, der har deltaget i den nævnte undersøgelse om efterspørgsel efter Shared service konceptet (se linket ovenfor). Deltagerne fremgår af undersøgelsens bilag 1.

Ud over kontaktformidling medvirker DANVA ikke yderligere til iværksættelse af Shared service koncepter. For bistand til dette anbefales det at tage kontakt til KPMG eller andre. DANVA vil blot opfordre vandselskaberne til at tage initiativ.

Kontakt DANVA for yderligere information

Carl-Emil Larsen, tlf.: 8793 3505, mobil: 2033 8515, e-mail: cel@danva.dk

Jens Plesner, tlf.: 8793 3560, e-mail: jpl@danva.dk