Selvom takstfastsættelsen er overordentlig væsentlig for vandselskabernes økonomiske overlevelsesevne, findes der dog også andre måder at forbedre likviditeten på. En af disse måder er at forbedre styringen af vandselskabets skyldnere. At skabe faste og enkle procedurer for behandlingen af restancer kan spare både tid og ressourcer til administration.

I forbindelse med inddrivelsen af restancer for vandselskaber, som er kommunalt ejede, er det dog væsentligt at have sig de lovændringer for øje, som trådte i kraft den 1. januar 2010.

Restanceinddrivelsesmyndigheden

Allerede ved selskabsudskillelsen af Odense Vandselskab A/S (nu: VandCenter Syd A/S) i midten af 1990’erne opstod spørgsmålet, om et kommunalt ejet vandselskab skulle anvende offentligretlige eller privatretlige regler, når vandselskabet skulle inddrive restancer.

Justitsministeriet anførte hertil, at Odense Vandselskab A/S skulle anses som et offentligt alment vandforsyningsanlæg i vandforsyningslovens forstand, hvorved bl.a. udpantningsretten blev bevaret. Derimod fandt Justitsministeriet ikke, at Odense Vandselskab A/S var omfattet af den dagældende inddrivelseslov, da vandselskabet efter Justitsministeriets opfattelse ikke var omfattet af den offentlige forvaltning.

Således var den udbredte opfattelse i 1990’erne og starten af det nye årtusinde, at en vand- og spildevandsforsyning, som var udskilt fra ejerkommunen i aktieselskabsform, nok skulle anses som offentlig, men alligevel skulle inddrive sine restancer på privatretligt grundlag, dvs. bl.a. ved udlægsforretninger hos fogedretten.

Siden stiftelsen af Odense Vandselskab A/S er inddrivelsesloven blevet revideret to gange – henholdsvis i 2005 og 2008. I denne forbindelse er det i lovens motiver blevet præciseret, at alle offentlige fordringer skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er fastsat i en bekendtgørelse, som er udstedt i medfør af inddrivelsesloven, at restanceinddrivelsesmyndigheden er SKAT.

Da det ikke fremgik eksplicit, om revisionerne af inddrivelsesloven ville have betydning for vandselskabers mulighed for at inddrive restancer privat, rettede Advokatfirmaet Energi & Miljø en henvendelse til Skatteministeren i januar 2009 og bad ham redegøre for dette forhold. I henvendelsen blev der lagt vægt på Justitsministeriets opfattelse, hvorefter selskabsudskilte vand- og spildevandsforsyninger ikke var omfattet af inddrivelsesloven.

I sit svarbrev fra marts 2009 fastslog Skatteministeren, at kommunalt ejede vandselskaber skal lade SKAT inddrive vandselskabets restancer, og at vandselskaber ikke har en valgret til i stedet at lade restancer inddrive af advokater, inkassobureauer mv. Revisionerne af inddrivelsesloven har dermed til hensigt at ændre den hidtil udbredte praksis for privat inddrivelse af vandselskabers restancer.

SKAT har således siden 2005 haft en enekompetence til at inddrive restancer for kommunalt ejede vandselskaber. Dette er endvidere slået fast i en kendelse af 15. april 2009 af Fogedretten i Svendborg, hvoraf det fremgår, at fogedretten ikke lovligt kan tvangsinddrive restancer fra et kommunalt ejet vandselskab. Dog er det værd at bemærke, at fogedretternes praksis om vandselskabers restanceinddrivelse er meget uensartet. Fogedretspraksis bør derfor anvendes med stor forsigtighed, indtil fogedretternes praksis bliver bekræftet af en højere ret.

Inddrivelse hos SKAT har den betydning, at et vandselskab, som indsender sin restance til inddrivelse, samtidig mister styringen med den pågældende restance, da SKAT selv træffer afgørelse om fx eftergivelse, nedsættelse og indholdet af en afdragsordning.

Meldingerne fra branchen er, at inddrivelse hos SKAT endvidere har skabt praktiske problemer, da sagsbehandlingstiden hos SKAT for tiden er meget lang på grund af knappe ressourcer. Samtidig har de enkelte skattecentre tilsyneladende haft forskellig praksis, for så vidt angår inddrivelse af vandselskabers restancer.

De seneste udmeldinger fra SKAT er dog, at SKAT snarest muligt melder nogle klare retningslinjer ud angående restanceinddrivelsen. Disse afventes dog stadig i skrivende stund. 

Tvangsmidler

Foruden forsyningsafbrydelse, som er beskrevet nedenfor, gjaldt der indtil 1. januar 2010 følgende tre tvangsmidler ved inddrivelse af restancer for offentlige almene vand- og spildevandsforsyninger:

  • udpantningsret
  • lønindeholdelsesret
  • fortrinspanteret i restantens ejendom 

Udpantningsret og ret til lønindeholdelse

Indtil 1. januar 2009 fremgik alle tre tvangsmidler af vandforsyningslovens § 54 og betalingslovens § 10 for henholdsvis vandforsyning og spildevandsforsyning.

Særligt for vandforsyning gjaldt det, at alle tre tvangsmidler forudsatte, at der ikke var oprettet et direkte kundeforhold med en lejer eller anden bruger af en boligenhed i medfør af afregningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse 837/1998). I så fald fandt tvangsmidlerne ikke anvendelse, men der kunne i stedet lukkes for vandet.

Efter ændringen af inddrivelsesloven i 2009 blev udpantningsretten og lønindeholdelsesretten overflyttet til inddrivelsesloven. I skrivende stund er det ikke endeligt afklaret, om vandselskabers restancer kan inddrives ved hjælp af udpantning og lønindeholdelse, men det antages dog at være tilfældet.

Da inddrivelsesloven er en generel lov, vil der efter lovens ordlyd ikke længere skulle skelnes imellem, om det er grundejeren eller en kunde i et direkte kundeforhold, som er skyldner. Dette indebærer formodentligt, at forsyningsafbrydelse efter afregningsbekendtgørelsen for fremtiden kan anvendes sideløbende med anvendelsen af udpantningsret og ret til lønindeholdelse i direkte kundeforhold.

Det fremgår dog ikke af inddrivelseslovens motiver, at ændringen af inddrivelsesloven tilsigter at udvide adgangen til at anvende tvangsinddrivelsesmidler. En klarlægning af inddrivelseslovens rammer for inddrivelse af vandselskabers restancer er derfor ønskelig, og forhåbentlig tages der i de kommende retningslinjer fra SKAT stilling til omfanget af udpantningsretten og lønindeholdelsesretten.

Fortrinspanteret

I forbindelse med vandsektorlovens ikrafttræden 1. januar 2010 trådte der samtidig en ændringslov (lov 460/2009) i kraft, som ændrer eksisterende love, herunder også vandforsyningsloven og betalingsloven. Af ændringsloven fremgår det, at vandforsyningslovens § 54 og betalingslovens § 10 ophæves.

Efter 1. januar 2010 vil vandselskaber derfor ikke længere have samme fortrinsstilling ved tvangssalg af en restants ejendom som hidtil. Restancen skal i stedet placeres i prioritetsrækken i overensstemmelse med reglerne, som gælder for øvrige fordringer i form af pantehæftelser, udlæg mv.

Af ændringslovens motiver fremgår det, at ophævelsen af vandforsyningslovens § 54 og betalingslovens § 10 skyldes, at der ikke længere skal skelnes imellem private og offentlige vand- og spildevandsforsyninger. Som det ses, stemmer denne argumentation ikke overens med Skatteministeriets forståelse af inddrivelsesloven. Efter denne skal kommunalt ejede vandselskabers restancer overgives til SKAT til inddrivelse, hvorimod private vand- og spildevandsforsyningers krav skal inddrives ved de civile domstole eller eventuelt ved forsyningsafbrydelse. Ideen om, at der ikke længere skal skelnes imellem offentlige og private vand- og spildevandsforsyninger, synes derfor misforstået.

Der mangler fortsat en forklaring på, hvorfor udviklingen for fortrinspanteretten er markant anderledes end udviklingen for udpantningsretten. Det bør særligt haves in mente, at bestemmelsen om fortrinspanteret i vandsektorlovens § 54 indtil 1. januar 2009 skulle anses som et udslag af offentlige almene vandforsyningsanlægs forsyningspligt. De særlige inddrivelsesmidler, som offentlige almene vandforsyningsanlæg tillagdes, skulle opveje det misforhold, at alene private almene vandforsyningsanlæg efter standardregulativerne havde ret til forsyningsafbrydelse. Ophævelsen af fortrinspanteretten ændrer dermed ”balancen” i den hidtidige lovgivning.

Afbrydelse af vandforsyningen

Retten til at lukke for vandforsyningen fremgår alene af en bestemmelse i afregningsbekendtgørelsen og en tilsvarende bestemmelse i standardregulativet for private vandforsyningsanlæg. Der er ikke mulighed for at lukke for afledningen af spildevand.

Traditionelt har forsyningsafbrydelse været anset som et aftalevilkår, der ofte indgås imellem forbrugeren og et privat vandforsyningsanlæg, hvorimod offentlige almene vandforsyningsanlæg har været henvist til at anvende de inddrivelsesmidler, som fremgik af den tidligere vandforsyningslovs § 54.

Når vandforsyningslovens § 54 ophæves, opstår samtidig spørgsmålet om, hvilke vandforsyningsanlæg, der herefter kan foretage forsyningsafbrydelse. Da der ikke specifikt er taget stilling til forsyningsafbrydelse ved den seneste lovændring, må det antages, at kommunalt ejede vandselskaber endnu ikke må lukke for vandtilførslen. I så fald burde normalregulativet for kommunale vandforsyninger ligeledes blive ændret, hvilket dog ikke er sket på nuværende tidspunkt.

Efter det oplyste har DANVA anmodet By- og Landskabsstyrelsen om at præcisere, hvorvidt kommunalt ejede vandselskaber har mulighed for at lukke for vandtilførslen, hvis dette tilføres det enkelte vandselskabs eget regulativ. By- og Landskabsstyrelsens besvarelse afventes stadig i skrivende stund.

Afslutning

De nye lovbestemmelser, som trådte i kraft den 1. januar 2010, har væsentlig betydning ved inddrivelse af vandselskabers restancer.

De nye bestemmelser tilsigter formentlig en forenkling af lovgivningen, men alligevel synes virkningen af lovændringerne at være noget nær det modsatte. De seneste lovændringer minder mest af alt om en ”lappeløsning”, hvor der i stedet var brug for en gennemarbejdet præcisering af hele retsområdet for kommunalt ejede selskabers inddrivelse. Desværre betyder dette, at det er behæftet med usikkerhed, hvilke inddrivelsesmidler der kan anvendes, når der opstår en restance.

Under alle omstændigheder giver lovændringerne anledning til en række åbentstående spørgsmål, som bør afklares. Særligt er det usikkert, i hvilke situationer kommunalt ejede vandselskaber kan anvende udpantningsret og ret til lønindeholdelse. Endvidere er det usikkert, om ophævelsen af fortrinspanteretten betyder, at kommunalt ejede vandselskaber i stedet kan anvende forsyningsafbrydelse ligesom private vandforsyninger.

Afklaringen bør ske snarest muligt, således at vandselskaberne effektivt kan inddrive sine restancer, og således at ”overgreb” mod forbrugerne – forstået som anvendelse af uretmæssige inddrivelsesmidler – undgås.

Disclaimer

DANVAs vurderinger af de juridiske problemstillinger er tænkt som sparring/vejledning, som kan anvendes i forsyningernes egen sagsbehandling. Vurderingerne er foretaget med afsæt i gældende lovgivning og praksis på tidspunktet for vurderingen, og der tages således forbehold for eventuelle, senere lovændringer og/eller ændring af rets- og administrativ praksis. DANVA påtager sig herefter intet ansvar for eventuelle tab eller skader som følge af det publicerede materiale under ”Spørgsmål & Svar” eller tredjemands brug heraf, hvad enten dette skyldes fejl og uhensigtsmæssigheder i eller manglende opdatering af materialet eller andre årsager.