Høring af forslag til ændring af bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning (j.nr. 2018-12416)

Til Miljø- og Fødevareministeriet

Generelle kommentarer

I forbindelse med tørkesituationer som i 2019 vil der oftest være et stort ønske fra landbruget om hurtigt at kunne øge den tilladte årlige mark-indvindingsmængde. Det er DANVAs opfattelse, at dette ønske skal kunne efterkommes i det omfang, at en grundig sagsbehandling viser, at dette kan ske uden negative konsekvenser for anden indvinding og miljøet i øvrigt.

DANVA finder dog, at det fremsatte løsningsforslag hverken sikrer erhvervets eller vandforsyningernes interesser, og at der bør tænkes i andre løsninger. Specielt er det efter vores opfattelse svært at forstå, hvordan man med forslaget vil kunne give en tilladelse på under en måned, hvis der skal foregå en konkret vurdering af ansøgningerne og at normale forvaltningsretlige bestemmelser skal overholdes. Vi foreslår derfor, at interessenterne på området fortsætter dialogen om en model, der sikrer en smidig løsning, der tilgodeser alle interesser.

Specifikke bemærkninger

Forslaget lægger op til, at der ved ansøgninger om udvidelse af ind-vindingstilladelserne skal ske en konkret vurdering af alle ansøgninger stort set svarende til ansøgninger om almindelige vandindvindings-tilladelser. Dog vil man tilsyneladende indskrænke de normale hørings-rettigheder, idet der blandt andet ikke skal ske en annoncering om ansøgningerne.

Efter vores opfattelse kan man frygte, at der ikke i kommunerne vil være ressourcer til at foretage en konkret vurdering af det store antal ansøg-ninger, der kan forventes at indløbe i løbet af få dage. Hvis der ikke er tilstrækkelig antal fagmedarbejdere til arbejdet, så vil afgørelserne udelukkende skulle baseres på et skøn, der kan vise sig at have alvorlige konsekvenser. Bliver afgørelsen om indvindingstilladelse påklaget, så vil det også have opsættende virkning indtil Miljø- og fødevareklagenævnet har forholdt sig til sagen.

Udvidelse af markvandingstilladelser kan have store konsekvenser for den øvrige vandforsyning og naturinteresser, da den giver mulighed for en meget stor lokal indvinding på kort tid, med en kraftig afsænkning af grundvandsstanden til følge. Specielt vil tilladelser givet til korte indvindingsboringer kunne medføre alvorlige konsekvenser for andre indvindinger og det øvrige miljø. Det er derfor uforståeligt, at man ikke explicit inddrager de almene vandforsyning i en høringsproces.

Det er meget sandsynligt, at der vil komme flere ansøgninger ind om korttidstilladelser end der vil være vandressourcer til. Forslaget tager ikke højde for, at der er i givet fald vil være behov for at prioritere de ind-komne ansøgninger, og man risikerer derved, at erhvervet ikke opnår en optimal tildeling.

Der mangler i forslaget en definition af ekstraordinære vejrsituationer. Det må formodes, at der udelukkende tales om tørkesituationer, men det beskrives ikke, hvad der skal til for, at der kan gives tilladelse efter denne bestemmelse.

Ifølge eksperterne er vi uden tvivl på vej mod nogle vedvarende klima-ændringer, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af. Det er derfor også vigtigt, at man ikke opbygger et system, hvor man må give kort-tidstilladelser hvert andet år, i stedet for at tilpasse behovet til den nye klimasituation.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen
DANVA

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?