Til Energistyrelsen

Høringsforslaget implementerer ikke hovedelementerne i den politiske aftale fra 2018 om justeret økonomisk regulering af vandsektoren. Ud over det mindre delelement af aftalen omkring fleksibel regulering af mindre forbrugerejede selskaber, er den politiske aftale blevet nedprioriteret og aftalen planlægges tidligst at få virkning i 2023/24 – mere end 4 år efter indgåelsen. Henset til formålet med den politiske aftale, er det er ikke tilfredsstillende for hverken politikere, forbrugere eller vandsektoren.

Den politiske aftale skulle løse nogle væsentlige problemer i vandsektoren, herunder især problemer med at få dækket omkostninger til afskrivninger og låntagning i forbindelse med reinvesteringer. Den manglende implementering presser en række vandselskabers økonomi og øger risikoen for, at væsentlige investeringer sættes i stå. DANVA opfordrer konkret til en fremrykket implementering af fleksible indtægtsrammer og dækning af finansieringsomkostninger (WACC), sådan at disse to dele af den politiske aftale kan træde i kraft i 2021/22. Tilsvarende regulering er kendte fra reguleringen af el-netselskaber og en fremrykning burde således være fuldt ud mulig.

Presset på selskabernes økonomi er desuden markant grundet urealistiske effektiviseringskrav. Der er en væsentlig fejl i antagelserne bag den model for generelt effektiviseringskrav som vandselskaberne modtager krav efter. Det betyder, at vandselskaberne får effektiviseringskrav langt over de hidtidige vurderinger af, hvad vandsektoren kan indhente såvel årligt som frem mod 2025. Vandsektoren har allerede fået krav på over 2 mia. kr. og har kurs mod at modtage krav på over 3,8 mia. kr. frem mod 2025. Dette medfører et akut behov for at suspendere det generelle effektiviseringskrav indtil der er udviklet en model uden alvorlige fejl.

Den nuværende regulering indeholder flere uhensigtsmæssigheder. To af disse er så grelle, at de bør løses senest 2021/22.

  • Reglerne for kontrolperioder i den økonomiske regulering betyder, at vandselskaberne indirekte bliver bedt om at indføre, at kunderne skal aflæse vandmåleren 2 gange årligt i stedet for 1 gang. Det er en både formålsløs og urimelig omkostning for både kunder og selskaber.
  • Reglerne for genanbringelse af provenu ved salg af større aktiver og disses udmøntning hæmmer vandselskaberne i at optimere deres anlægsstruktur. Det er eksempelvis det ikke muligt at sælge tre renseanlæg og bruge provenuet til at centralisere og bygge et nyt og mere effektivt renseanlæg, uanset en gevinst i form af lavere omkostninger, lavere takster og bedre miljø.

DANVA skal opfordre til, at partierne bag aftalen sammen med den ansvarlige minister sikrer en fremrykning af implementeringen af de mest presserende dele af aftalen og en justering af de mest uhensigtsmæssige forhold i den nuværende regulering. De forhold der ikke bør forsinkes kan afgrænses ret præcist, hvorfor en koncentreret indsats og dermed en fremrykket implementering og justering forholdsvis let burde kunne iværksættes og få virkning fra 2021/22.

Det generelle effektiviseringskrav

I forbindelse med Vandsektorlov II vedtog man, at vandselskaberne skulle følge med effektiviseringen i det omgivende samfund – vandselskaberne skulle på investeringssiden følge med produktivitetsudviklingen i et indeks, der primært er baseret på byggesektoren. Når byggesektoren blev 2% mere effektive skulle vandsektoren også blive 2% mere effektiv. Det synes DANVA er et fair princip.

Men ved konstruktionen af den nuværende model for effektiviseringskrav overså man, at produktivitetsudviklingen allerede er indregnet i det prisindeks vandsektoren får. Dette betyder, at vandselskaberne får et krav om at følge produktivitetsudviklingen både via prisindekset og via det generelle effektiviseringskrav. Resultatet er, at produktivitetsudviklingen for investeringer i vandsektoren[1] skal være dobbelt så høj som i byggesektoren. Det er både urealistisk og en fejl i den opstillede model.

Fejlen har hele tiden været der, men er først blevet graverende i de senere år. Det skyldes det, at det valgte indeks er meget ustabilt (Danmarks Statistik fraråder, at det bruges til analyse af produktivitetsudviklingen). Fra at have være meget lavt (omkring nul) i en årrække ligger indekset nu på knap 3%, blandt andet på grund af revisioner af data hos Danmarks Statistik. Fejlen er således gået fra at være af perifer betydning til at være en alvorlig fejl med store konsekvenser.

Med de aktuelle afgørelser på nye indtægtsrammer dette efterår får mange spildevandselskaber samlet individuelt og generelt effektiviseringskrav på 4,5% årligt. Ca. 70% af omkostningerne på spildevand er anlægsomkostninger og et selskab kan ifølge Forsyningssekretariatet i gennemsnit forny ca. 1/65 af sine anlæg årligt. Et selskab kan kun indhente effektiviseringer på anlæg, når det køber et nyt og mere effektivt anlæg, eller ved at levetidsforlænge det gamle anlæg. Altså en meget langsom proces. Det betyder, at spildevandsselskaberne skal effektivisere deres drift urealistisk meget, hvis de skal leve op til de høje krav. Fastholdes de nuværende effektiviseringskrav frem til og med 2025 og antager man ovenstående for effektiviseringen af anlæg, betyder det, at nogle selskaber skal effektivisere driftsomkostningerne med over 70% over 6 år, hvis de skal levere den ønskede effektivisering. Det er ikke realistisk.

Behovet for en øjeblikkelig suspendering af det generelle effektiviseringskrav er således både akut og åbenlyst.

Som bilag 1 til dette høringssvar er vedlagt et udsnit af et notat, der beskriver og dokumenterer problemerne omkring det generelle effektiviseringskrav yderligere. Problemerne er fremlagt for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, ligesom Energistyrelsen og Forsyningssekretariatet er orienteret herom.

Fleksible indtægtsrammer og WACC

I forbindelse med Vandsektorlov II blev det dokumenteret, at de økonomiske rammer til reinvesteringer er for små. Vandselskaberne kan ikke få omkostningsdækning for de investeringer, der er estimeret nødvendige for at opretholde den nuværende service. Dette presser vandselskaberne til i stigende grad at udsætte investeringer, der egentlig er nødvendige. Der er brug for indtægtsrammer, der er fleksible og løbende tilpasser sig selskabernes omkostninger.

Den manglende omkostningsdækning på udskiftninger i den nuværende regulering rammer selskaber med gamle anlæg og et højt investeringsbehov særligt hårdt. Flere selskaber er i en tiltagende presset situation og der er derfor behov for en løsning snarest. Disse selskaber har typisk også stor låntagning til reinvesteringer og presses derfor yderligere af, at indtægtsrammen ikke giver tillæg til de tilhørende stigende renteomkostninger.

DANVA foreslår en fremskyndet implementering af både fleksible indtægtsrammer og WACC, således disse er implementeret med indtægtsrammerne i henholdsvis 2021 og 2022. Dette burde fuldt ud være muligt, da der alene er tale om en tilpasning af regler, der er kendte fra reguleringen af el-netselskaberne.

Genanbringelse af provenu ved salg af aktiver.

Den nuværende regulering indeholder i dens udformning og fortolkning store udfordringer i forhold til vandselskabernes mulighed for at optimere deres anlægsstruktur, uagtet dette er et vigtigt element i effektiviseringen af sektoren. På nuværende tidspunkt kan et vandselskab eksempelvis ikke nedlægge en række decentrale rensningsanlæg, sælge grundene, og bruge de indkomne midler i forbindelse med etablering af et nyt større centralt renseanlæg og dermed indhente effektiviseringer på drift og vedligehold. Vandselskabet bliver bremset af, at det centrale renseanlæg skal accepteres som et tilsvarende aktiv selv om de enkelte dele ikke er ens, og især af at Forsyningssekretariatet ikke mener, at den nuværende bestemmelse (hvorefter midler fra salg ikke skal nedbringe den økonomiske ramme, hvis midlerne placeres i et tilsvarende aktiv) finder anvendelse, hvis der er tale om infrastrukturanlæg som eksempelvis vandværker eller ledningsnet. Samtidig er salget af faste ejendomme gjort til dårlige businesscases. Dette skyldes, at et vandselskab i forbindelse med salget alene kan fradrage ”direkte salgsomkostninger” (eksempelvis ejendomsmægleromkostninger) i den salgssum, der indtægtsføres, mens andre omkostninger forbundet med salget (eksempelvis omkostninger til fjernelse af det tidligere anlæg) ikke kan fratrækkes. Da selskabet heller ikke kompenseres for de med salget forbundne omkostningerne på anden måde, kommer selskabet til at skulle hente oprydningsomkostningerne ved en besparelse et andet sted i selskabet. Dette samtidig med, at indtægtsrammen reduceres med salgsprisen fremfor med det reelle salgsprovenu (nettoindtægten ved salg). DANVA foreslår, at der ændres i reglerne, sådan at det er nettoprovenuet, der indregnes som indtægt ved et salg af fast ejendom og større aktiver i de tilfælde hvor provenuet ikke anvendes til anskaffelse af nye aktiver.

DANVA har vedlagt et notat, bilag 2, med en uddybning af ovenstående. Som det fremgår, er der alene behov for mindre ændringer for at rette op på disse forhold.

Kontrolperioder

I den nuværende regulering er der asymmetri i reguleringen af opståede over- og underdækninger. En eventuel overdækning kan fremføres på tværs af reguleringsperioder, mens en eventuel underdækning kun kan opkræves indenfor kontrolperioden eller i det sidste år af reguleringsperioden. Vandselskabernes mulighed for at opkræve underdækning er derfor stærkt begrænset, når der udmeldes økonomiske rammer for korte perioder og hver gang vandselskabet befinder sig i det sidste år i en periode. Selskaberne kan delvist afbøde den uhensigtsmæssige regulering omkring underdækninger ved at overgå til slutafregning med dets kunder minimum 2 gange årligt. En sådan overgang medfører imidlertid forøget administration og udgifter for både de husstande og det erhvervsliv som vandselskabet servicerer, samt for vandselskaberne (og dermed indirekte selskabets kunder, der skal betale de øgede udgifter). Forslaget om at udskyde implementeringen af en ny økonomisk regulering og som følge heraf fortsætte med forkortede korte perioder frem til 2023-2024 aktualiserer behovet for at tage hånd om vandselskabernes manglende mulighed for reelt at opkræve underdækninger.

DANVA har vedlagt et notat, bilag 3, med en uddybning af problemerne i forhold til opkrævning af underdækninger og mulige løsninger.

Det fremsatte forslag

Selv om det udsendte forslag alene indeholder en lille brøkdel af den politiske aftale, giver det anledning til nedenstående bemærkninger.

Implementering af skattesagen

En justering af reglerne for vandselskabernes økonomiske rammer er en nødvendig følge af skattesagen, der omhandler fastsættelsen af vandselskabernes indgangsværdier ved deres overgang til skattepligt. Idet DANVA forstår bemærkningerne til lovforslaget på den måde, at der vil blive reguleret således, at den tilbagebetalte skat kan periodiseres og store takstudsving dermed undgås, skal vi udtrykke vores tilfredshed hermed. Ligeledes er vi meget tilfredse med, at man ifølge lovforslaget også er opmærksom på, at mange vandselskaber indgår i koncernstrukturer, hvor sambeskatning har været aktualiseret, og at der påtænkes nødvendige korrektioner med henblik på at tage højde herfor. Da den nærmere udformning af reguleringen henstår, vil DANVA afvente en yderligere kommentering til ændringerne i bekendtgørelsen om økonomiske rammer sendes i høring. Foreningen har som bilag medsendt to notater om henholdsvis opkrævning af historiske skattebetalinger og tilbagebetaling af sambeskatningsbidrag, som begge bør indtænkes ved udformningen af reglerne. De fremgår af bilag 4 og bilag 5.

Byrder og omkostninger for vandsektoren

Forsyningssekretariatet er i forlængelse af de politiske aftaler blevet sat i spidsen for nogle analyser til brug for regulering af vandsektoren, og lovforslaget giver Forsyningssekretariatet en bemyndigelse til at indhente oplysninger ved vandselskaberne til brug herfor.

Før 2016 finansierede staten selv, hvis den udvidede Forsyningssekretariatets opgaveportefølje med fx ekstra analyser, hvilket bl.a. skete i 2013 og 2015. Men efter ændringen af vandsektorloven i 2016 er alle omkostningerne blevet overført til vandselskaberne og dermed vandselskabernes kunder. Forsyningssekretariatet budget er udvidet med 57% fra 12,2 mio. kr. i 2018 til 19.2 mio. kr. i 2019. Der er således tale om et markant stigende beløb som vandselskaberne opkræver hos sine kunder via ”vandregningen” og som sendes direkte videre til staten. Henset til hvile-i- sig- selv- princippet i forhold til kommunerne og vandsektorlovens formål omkring gennemsigtighed for forbrugerne, finder DANVA ikke, at der er tale om en hensigtsmæssig praksis, og vi skal derfor opfordre til en ændring heraf.

Engelske erfaringer viser, at økonomisk regulering kan føre til opbygning af store bureaukratiske byrder for vandselskaberne, hvilket ultimativt betales af vandkunderne. DANVA er bekymret for, at en 57% større regulator også fører til flere byrder ude i vandselskaberne. Første eksempel på dette ses i det aktuelle høringsforslag, hvor Forsyningssekretariatet får hjemmel til at kræve øgede indberetninger. DANVA opfordrer til administrative lettelser frem for en større regulator, øgede indberetninger og mere kontrol.

Muligheden for udtræden af den økonomiske regulering

Den danske vandsektor er præget af samarbejde i mange afskygninger fra samarbejde om enkelte opgaver og test af vandteknologi til etablering af fælles værker/anlæg. Dette omfattende samarbejde er i fuld overensstemmelse med de politiske ønsker til sektoren, der omfatter såvel samarbejde med private danske virksomheder omkring understøttelse af eksporten af dansk vandteknologi som konsolidering. Konsolidering af og samarbejde i sektoren er samtidig lagt til grund ved fastsættelse af det det effektiviseringspotentiale, som angives for sektoren i perioden fra 2014 til 2025. Derfor forstår DANVA ikke, at der er udsendt et ændringsforslag, som direkte vil komme til at modvirke etablering af produktionsvandværker og lignende samarbejder fremadrettet.  Med forslaget vil forbrugerne i 5 forbrugerejede vandværker kunne bestemme, at der skal etableres et produktionsvandværk og at dette ikke skal være omfattet af den økonomiske regulering.  Men hvis forbrugerne beslutter at inkludere et kommunalt ejet vandselskab i produktionsvandværkets ejerkreds, kan de samme forbrugere ikke længere beslutte, at de ikke ønsker at være omfattet af den økonomiske regulering, uanset at disse forbrugere stadig har den bestemmende indflydelse i produktionsvandværket.  Der er dermed indsat en hindring for samarbejde på tværs af ejerskab. Lovforslaget henviser til den politiske aftales omtale af forbrugereje som begrundelse for en meget begrænset anvendelse af udtrædelsesmuligheden. DANVA mener ikke, at det har været den politiske hensigt at modvirke samarbejde, hvorfor vi skal opfordre til en korrektion af muligheden for udtræden. Et konkret løsningsforslag kunne være at lade det være muligt at udtræde for selskaber, hvor forbrugerne har den overvejende ejerandel og er de bestemmende ift. selskabets dispositioner.

I forhold til indholdet af reglerne om udtræden, skal DANVA henvise til, at der er gjort opmærksom på flere uhensigtsmæssigheder heri, bl.a. fra FSR’s side.

 

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

DANVA

 

[1] Ud over det generelle effektiviseringskrav pålægges selskaberne i stort omfang et individuelt effektiviseringskrav.

 

Bilag 1

Problem med det generelle effektiviseringskrav

”……For det andet gives der med reguleringen fra 2017 et generelt effektiviseringskrav både på driftsomkostningerne og som noget nyt også på anlægsomkostningerne. Det skal her særligt bemærkes, at der i det prisindeks, som forsyningernes økonomiske rammer justeres med, allerede er indregnet et generelt effektiviseringskrav. 

De sektorer, som prisindekset udledes fra, vil typisk have en generel effektivitetsudvikling. På markeder, hvor der er effektiv konkurrence, vil generelle effektiviseringer afspejle sig i prisen.

Generelle effektiviseringer sidestilles typisk med den teknologisk udvikling, der sker i branchen, og som alle forsyninger kan få gavn af. Hvis der er effektiv konkurrence på markedet, vil konkurrencen betyde, at ingen af virksomhederne vil beholde en generel effektivisering selv, da de så kan blive underbudt af en konkurrent. Priserne sættes derfor ned svarende til den generelle effektivisering (den teknologiske udvikling). Derfor er de generelle effektiviseringer allerede indregnet i det prisindeks, som de økonomiske rammer justeres med.

Når der så i reguleringen fratrækkes et yderligere generelt effektiviseringskrav i prisindekset, før de økonomiske ramme justeres, er det ensbetydende med, at der skal foretages en større generel effektivisering, end der forekommer i de brancher, hvor prisindekset er udledt fra. Det giver et dobbelt krav om generel effektivisering til vand- og spildevandsforsyningerne.

Side 9 i ”Anlægsdelen i de økonomiske rammer”, notat udarbejdet af Carsten Smidt, Konveks, november 2018.

 

Bilag 2

Salg af fast ejendom eller større aktiver

I den nuværende regulering er indsat en bestemmelse i bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber med det formål at give vandselskaberne mulighed for at genanbringe indtægten ved salg af aktiver i et andet aktiv. Bestemmelsen lyder som følger:

  • 25 stk. 3 ”Vandselskabets væsentlige indtægter i forbindelse med salg af fast ejendom eller større aktiver indtægtsføres efter reglen i stk. 1. I stedet for at medregne indtægten i den økonomiske ramme kan vandselskabet vælge at genanbringe indtægten i et tilsvarende aktiv, når køb og salg sker inden for en periode på 4 år. Fortjeneste eller tab ved en genanbringelse indregnes efter reglen i stk. 1.”

Desværre er bestemmelsen i dens nuværende form og fortolkning ikke fyldestgørende i forhold til, at vandselskaberne kan optimere deres anlægsstruktur. Dette er meget uheldigt og efter DANVAs overbevisning imod intentionerne, da optimering af anlægsstruktur er et vigtigt element i effektiviseringen af vandsektoren. Derfor er det et element i reguleringen, som vi kraftigt opfordrer til justering af.

DANVA har i nærværende notat beskrevet problemerne og mulige løsninger.

 

Salgsprovenu ved salg af fastejendom og større aktiver

Væsentlige indtægter fra salg af fast ejendom og andre større aktiver fortolkes af Forsyningssekretariatets[1] som salgsprovenu. Forsyningssekretariatet definerer salgsprovenu som salgspris fratrukket direkte salgsomkostninger. Salær til ejendomsmægler bruges som eksempel på en sådan direkte salgsomkostning. DANVA mener, denne definition af væsentlige indtægter er problematisk, da den kan være stopklods for salg ved ellers positive businesscases. I det der i forbindelse med salg af aktiver ud over salær også kan forekomme andre typer omkostninger som eksempelvis omkostninger til klargøring før salg. DANVA skal derfor opfordre til, at der sker en ændring, således at det kommer til at fremgå af reguleringen, at det er nettoindtægten som indregnes i indtægtsrammen.

Med en sådan ændring vil selskaberne få omkostningsdækning for klargøring til salg, og derved opnå mulighed for salg af eksempelvis nedlagte mindre renseanlæg ved centralisering af rensning. Dermed vil selskabernes incitament til indhentning af sådanne effektiviseringer bliver bibeholdt, og den lille ændring vil derfor kunne bidrage til billigere priser for kunderne.

Eksempel på problemstillingen:

Et selskab har mulighed for at sælge en grund, hvorpå der er et vandværk[2],. Såfremt selskabet fjerner det tekniske anlæg fra grunden, kan den sælges til 3 mio. kr. Køber ønsker ikke at erhverve grunden med mindre det tekniske anlæg er fjernet. Fjernelsen af det tekniske anlæg koster 2 mio. kr., og selskabet har dermed en omkostning på 2 mio. kr. i forbindelse med salget[3]

Som situationen er nu kræves det, at vandselskabet indtægtsfører 3 mio. kr. Men selskabet har omkostninger for 2 mio. kr. til fjernelse af teknisk anlæg, bygninger, forurenet jord og lignende, som ikke kan modregnes, og som ikke i øvrigt giver tillæg til indtægtsrammen. Dermed kommer de 2 mio. kr. til at belaste selskabets øvrige drift, hvilket gør at businesscasen giver underskud for selskabet. Resultatet risikerer at være, at forbrugerne ikke får gavn af nettoindtægten. Dette er forsøgt simplificeret i nedenstående tabel.

Tabel 1 viser problemstillingen med manglende omkostningsdækning

 

 

 

Indtægts-ramme

Omkostninger

Indtægt fra forbrugerne

Indtægt fra salg

Omkostnings-dækning

Scenarie 1

Ingen salg

100

100

100

0

0

Scenarie 2*

Salg nuværende definition

100

102

97

3

-2

Scenarie 3

Salg ændret definition

100

100

99

1

0

*Eftersom de øgede omkostninger fra salget i scenarie 2 ikke kan modregnes i indtægten, vil selskabet ikke have incitament til at gennemføre salget. Forbrugerne går dermed glip af nettoindtægten og selskabet vil ende i scenarie 1 for at sikre omkostningsdækning.

Genanbringelser af væsentlige indtægter fra salg af fast ejendom eller større aktiver

Forsyningssekretariatet mener ikke, at muligheden for genanbringelse efter § 25 stk. 3 finder anvendelse, når der er tale om infrastruktur som eksempelvis ledningsnet og vandværker.

DANVA er ikke enig i denne begrænsning i adgangen til genanbringelse og finder den uoverensstemmende med bekendtgørelsens ordlyd og hensigten som den er kommet til udtryk i forskellige høringsnotater[4].

Det fremgår udtrykkeligt af bekendtgørelsen, at fast ejendom og større aktiver er omfattet af bestemmelsen. Fast ejendom må almindeligvis forstås som et jordstykke med dertil hørende bygningsanlæg og dermed også et vandværk eller andre anlæg.

Herudover skal DANVA påpege, at det er uhensigtsmæssigt, at den nuværende praksis ikke sikrer omkostningsdækning ved nogle større aktiver men ved andre. Dette kan medføre, at selskaber ikke får mulighed for at hente effektiviseringspotentialer på driften, og derfor bliver nødsaget til at bibeholde en ikke ønskværdig anlægsstruktur, jf. nedenstående eksempel.

DANVA skal opfordre til, at det tydeliggøres, at reglen ikke skal fortolkes indskrænkende, men også omfatter ledningsanlæg og infrastrukturanlæg. Hvis reglen mod forventning ikke omfatter ledningsanlæg og infrastrukturanlæg i den nuværende form, skal vi opfordre til, at den erstattes med en regel som omfatter alle anlæg. Ligeledes skal vi opfordre til, at det sikres reglens anvendelse, og dermed selskabernes mulighed for at foretage genanbringelse, ikke udvandes ved en afvisning af genanbringelse, fordi de enkelte anlægsdele ikke er ens.

Eksempel på manglende omkostningsdækning ved nuværende genanbringelsesregler
Spildevandsselskabet i nedenstående eksemplet, kan optimere sin drift ved at nedlægge mindre renseanlæg og genanbringe salgsbeløbet i en udvidelse af et eksisterende renseanlæg.

Vandselskabet driver 3 renseanlæg med en restlevetid på 10 år og en tilbageværende afskrivning på 10 mio. kr. per renseanlæg. Grundet høje effektiviseringskrav har de undersøgt muligheden for optimering af selskabets drift. De har udarbejdet en positiv businesscase - lige indtil genanbringelsesreglerne spænder ben for effektiviseringer i vandselskabet.

Tabel 2: Oversigt over selskabet nuværende renseanlæg og omkostninger

  Rest Værdi  Rset levetid  Årlige afskrivninger  Årlige drifts-omkostninger  Samlede omkostninger 
Renseanlæg 1   10 mio. kr. 10 år   1 mio. kr.  2 mio. kr.  3 mio. kr.
Renseanlæg 2   10 mio. kr. 10 år  1 mio. kr.  2 mio. kr.  3 mio. kr. 
Renseanlæg 3  10 mio. kr.  10 år  1 mio. kr.  2 mio. kr.   3 mio. kr.
Samlede årlige omkostninger     3 mio. kr.   6 mio. kr.  9 mio. kr.

Vandselskabet kan sælge renseanlæg 1 og 2 for hver 10 mio. kr. altså tilsammen 20 mio. kr. tilsvarende renseanlæggenes tilbageværende afskrivninger.

De 20 mio. kr. fra salgsprovenuet planlægges genanbragt i en udvidelse af kapaciteten på renseanlæg 3, sådan at alt selskabets spildevand kan renses der. Det betyder, at de årlige afskrivninger vil være uændrede.

Til gengæld vil centraliseringen af rensning på renseanlæg 3, give en driftsbesparelse på 0,5 mio. kr. årligt.

 

Nedenfor er 3 scenarier opstillet i tabelformat:

skema 3.png

Scenarie 1 er status qua, hvor selskabet ikke opnår den ønskede effektivisering.  Til gengæld får selskabet omkostningsdækning indtil effektiviseringskravene har mindsket indtægtsrammen mere end omkostningerne (effektiviseringskrav er ikke indregnet i dette eksempel for at simplificere casen).

Scenarie 2 og 3 er samme aktivitet i form af salg af renseanlæg nummer 1 og 2 og i stedet at lave udvidelse af kapaciteten på renseanlæg 3.

Scenarie 2, hvor de nuværende genanbringelsesregler er benyttet er resultatet en manglende omkostningsdækning på 15 mio. kr. over en 10 årige periode. Det betyder at de nuværende genanbringelsesregler ikke giver incitament eller for den sags skyld råd til at effektivisere på denne måde.

I scenarie 3, hvor genanbringelse af infrastrukturanlæg er muligt, får selskabet omkostningsdækning og derved incitament til at drive et mere effektiv selskab.

Scenarie 3 resulterer også i et overskud, som kan bruges til at honorere de stillede effektiviseringskrav, i form af lavere priser til forbrugerne eller højere kvalitet.

Dette er et rent økonomisk notat. Men for god ordens skyld skal der gøres opmærksom på, at der også må forventes andre fordele. Rensning af spildevand vil alt andet lige blive bedre på et større og typisk mere avanceret renseanlæg.

 

[1] Forsyningssekretariatets Indberetningsvejledning til økonomiske rammer, april 2019, afsnit 3.2.6

[2] Kunne også være et renseanlæg eller et andet anlæg, der ikke længere er i drift.

[3] Der ses i denne forbindelse bort fra de ”direkte salgsomkostninger” til ejendomsmægler mv.

[4] Energistyrelsens høringsnotater af 27. september 2016 og 26. juni 2018.

 

Bilag 3

Muligheden for at opkræve underdækning

I ordinære tilfælde kan et selskab med den nuværende regulering og en 2-årig reguleringsperiode alene opkræve en difference mellem dets indtægtsramme og faktiske indtægter i det efter-følgende år. Dette er en indskrænkning i forhold til den tidligere regulering1. Denne indskrænkning medfører konkrete problemer med opkrævningen, idet selskaberne bringes i den situation, at det skal indregne differencen for hele året allerede i forbindelse med budgetlægningen og takstfastsættelsen. Dermed skal differencen for hele året indregnes inden året er gået, og der-med inden selskabet har modtaget aflæsninger for årets salg fra kunderne. Differencen mellem indtægter og indtægtsrammen er dermed ukendt. Selskabet mister dele af differencen, hvis det indregner for lille en difference og beløbet skal, i modsætning til tidligere praksis2, de facto være indgået for at en difference anses for opkrævet, hvilket øger problemerne, da den solgte vandmængde og andre forhold kan svinge fra år til år.

Selskabernes mulige alternativ til ovenstående problem er at overgå til afregning flere gange årligt. Dette medfører imidlertid ikke alene administrative byrder og omkostninger for selskabet men også for selskabets kunder.

For vandselskabet vil overgangen til aflæsning af vandmålerne to gange årligt betyde såvel engangsomkostninger til tilretning af afregningssystemet som årlige ekstraomkostninger qua opgavens udførelse 2 gange (eksempelvis forventes øget håndtering af kundehenvendelser i forbindelse med afregning og aflæsning, ekstra aflæsningskort/datahåndtering og ekstra ressourceforbrug til rykkerprocedurer ved manglende aflæsning og betaling). Et af DANVAs store medlemmer har groft anslået, at dets omkostningerne vil beløbe sig til 3-4 mio. kr. i engangsomkostning og herefter omkring 4 mio. kr. årligt ved overgang til 2 årlige slutafregninger. Disse omkostninger medfører en fordyrelse af kundernes vandregning.

Antager man, at aflæsning af måler med manuel aflæsning tager ca. 15 minutter inkl. aflæsning og indrapportering til vandselskabet, og regner man med personers omkostninger til køretid i Transportministeriets Transportøkonomiske Enhedspriser for persontrafik i 2019, får man, at den ekstra aflæsning af vandmåleren koster kunderne 30-40 mio. kr.

For de store vandforbrugende kunder må virkningen formodes at give en ekstra forstyrrelse, idet en omlægning til 2 årlige slutafregninger medfører usikkerhed omkring den til vand og spildevand fastsatte budgetpost. Dermed bliver der et ekstra usikkerhedsmoment i planlægningen for disse kunder.

Endelig skal det påpeges, at der med aflæsning minimum 2 gange årligt er en risiko for, at en større andel af et vandselskabs kunder undlader at aflæse (i hvert fald 1 gang om året). Den manglende aflæsning udløser behov for estimering af forbrug hos kunden. Overgangen til flere årlige slutafregninger giver derfor ikke en fuldstændig løsning på det problem, at del af vandfor-bruget vil være estimeret, og at en underdækning ikke nødvendigvis opkræves selv om der er budgetteret hermed.

DANVA skal opfordre til, at der ses på en korrektion af bestemmelsen omkring opkrævning af underdækning, så der rettes op på ovenstående utilsigtede virkninger. Man kan med fordel søge inspiration i reglerne for el-netselskaber, hvor selskaberne ikke mister underdækning før den overstiger en vis del af indtægtsrammen. Alternativt foreslår DANVA, at det enten:

 1. Præciseres i bekendtgørelsen om økonomiske rammer, at det ved kontrollen af, om en eventuel difference er opkrævet, lægges til grund, at selskabers indtægter i første om-gang er opkrævet til dækning af en eventuel difference fra tidligere år, medmindre selskabet giver Forsyningssekretariatet meddelelse om, at dette ikke er tilfældet.

 2. Præciseres i bekendtgørelsen, at såfremt selskabet i sin budgetlægning og takstfastsættelse har indregnet differencen, så anses denne for opkrævet. Effekten heraf er, at en eventuel difference mellem det budgetterede og de faktiske indtægter, vil være en nyopstået difference, som kan opkræves det efterfølgende år.

[1] Før 2016 havde vandselskaberne 2 år til indregning af differencer.

[2] Hvornår en difference anses som opkrævet har genstand for såvel en konkurrenceankenævns sag som løbende drøftelser uden de faktiske problemer er løst.

 

Bilag 4

Opkrævning af historiske skattebetalinger

Ifølge stemmeaftalen om justeret økonomisk regulering af vandsektoren skal pengene som vandselskaberne skal have tilbage i skat, komme forbrugerne til gode i det omfang, at skattebetalingerne historisk er opkrævet hos forbrugerne 1:1.

DANVA er enig i denne betragtning. Der opstår dog en udfordring, med at opgøre og dokumentere, hvorvidt selskaberne historisk har opkrævet skattebetalingerne 1:1 hos forbrugerne.

Eftersom selskaberne har betalt deres skat, er betalingerne som udgangspunkt opkrævet hos forbrugerne da dette er selskabernes primære indtægtskilde. Dog har mange selskaber som konsekvens af skattebetalingerne været nødsaget til at undlade at opkræve indtægter til andre aktiviteter.

 

Figur 1 - Konsekvens af stabil takst ved øget skattebetaling

 

billede 3.png

Omfang

Data fra Forsyningssekretariatet viser, at 222 (ud af 322) vand- og spildevandsselskaber i 2014 havde mulighed for at opkræve ca. 1,2 mia. kr. ekstra i det omfang at de havde anvendt disse til investeringer. Hertil kommer at 153 selskaber havde mulighed for at opkræve yderligere 0,6 mia. kr., som kunne anvendes til drift eller investeringer, men som selskaberne i stedet undlod at opkræve.

Ca. 90 % af de skattebetalende selskaber i 2014 (123 af 142 selskaber) havde via de før beskrevne scenarier mulighed for at opkræve en højere takst end de gjorde. Anledningerne til at selskaberne ikke opkrævede deres fulde ramme, kan ikke opgøres på et aggregeret niveau. År-sagerne afhænger af selskabsspecifikke forhold. Det er dog DANVAs opfattelse, at flere selskaber har været underlagt et indirekte prisloft fra byråd eller kommunalbestyrelse. Uanset at skattebetalingerne har medført en opkrævningsret i den økonomiske regulering, har selskaberne ikke kunnet få godkendt taksterne, grundet et ønske om stabile lave takster. Andre selskaber har ikke ønsket at opkræve skattebetalingen, ud fra en forventning om, at denne ville blive re-turneret når det de skattemæssige åbningsbalancer blev fastsat på et retvisende niveau.

I begge tilfælde er skattebetalingen ikke opkrævet 1:1 hos forbrugerne, da selskabet bevidst har undladt at opkræve sin indtægtsramme. 

Dokumentation

Det er ikke umiddelbart muligt at opgøre årsagen til de uudnyttede indtægtsrammer alene baseret på eksisterende datagrundlag. DANVA foreslår derfor, at det bliver muligt for selskaberne at ansøge om at de returnerede skattebetalinger ikke indtægtsføres, i det omfang at selskaberne kan dokumentere at skattebetalingerne ikke har medført en direkte takststigning i de på-gældende år. Dokumentation heraf kan eksempelvis ske i form af et referat, hvor fastsættelsen af taksterne er blevet fastsat uafhængigt af skattebetalinger eller endda ligefrem afvist af kommunalbestyrelsen. At skattebetalingerne ikke direkte er opkrævet kan ligeledes vises i form af uændrede takster uanset at indtægtsrammen har været stigende.

Opsummerende kunne en skitse for dokumentation af mangelende opkrævning af 1:1 tillæg til skattebetaling omfatte:

- Selskabet har ikke opkrævet den fulde indtægtsramme i de pågældende år

- Indtægterne i faste priser er ikke øget i år med 1:1 tillæg til skattebetalinger eller hvis indtægterne er øget, kan det dokumenteres, at stigningerne skyldes andre forhold som eksempelvis en stor investering.

- Eventuelt supplerende dokumentation angående, at kommune eller bestyrelse ikke ønskede stigninger i taksten, selvom der var mulighed herfor grundet øget opkrævningsret fra skattebetaling.

 

Bilag 5

Tilbagebetaling af sambeskatningsbidrag

Grundet højesterets dom d. 8. november 2018, vedrørende skattemæssig værdi af vandselskabers aktiver, vil mange selskaber i de kommende årsregnskaber skulle korrigeres for at have betalt for meget selskabsskat de seneste år.

Mange vandselskaber indgår i en koncernstruktur og vil derfor i mange tilfælde have afregnet sine skattebetalinger via sambeskatningsbidrag i de koncernforbundne selskaber jævnfør gældende skattelovgivning. Dette notat beskriver den regulatoriske håndtering af disse afregninger, samt den forventede håndtering af den påkrævede tilbagebetaling af sambeskatningsbidrag.

Følgende eksempel illustrerer fire betalingsstrømme som følge af betalt sambeskatningsbidrag og den efterfølgende påkrævede tilbagebetaling heraf.

Problematikken omkring de takstmæssige konsekvenser som følge af indtægtsførelsen af store summer grundet skattesagen er ikke beskrevet i dette notat.

Figur 1: Betaling af sambeskatningsbidrag jf. gældende regler

gf2.png

Figur 2: Tilbagebetaling af sambeskatningsbidrag

 

gf5.png

Eksempel – Figur 1, betaling af sambeskatningsbidrag

  • Et koncernforbundet drikkevandsselskab som historisk set har haft et skattemæssigt overskud, har i dette eksempel betalt et sambeskatningsbidrag til holdingselskabet. Dette beløb har selskabet mulighed for at opkræve som en ikke-påvirkelig omkostning via den økonomiske ramme. Det skyldes at sambeskatningsbidraget, i et regulatorisk perspektiv, er at ligestille med en almindelig betaling af selskabsskat.

Det bør dog noteres, at selskaber som har valgt ikke at inddrive sin betalbare skat, ud fra en forventning om at få den retur, netop ikke har opkrævet beløbet hos forbrugerne. Der bør således tages højde herfor ved indtægtsførelse af det tilbagebetalte sambeskatningsbidrag. Dette er omtalt under punkt 4.

  • For at balancere betalingen af sambeskatningsbidraget, modtager et koncernforbundet spildevandsselskab (eller et andet koncernforbundet selskab), det betalte sambeskatningsbidrag. Formålet hermed er at modsvare et skattemæssigt underskud hos spildevandsselskabet.

Regulatorisk er det modtagne sambeskatningsbidrag blevet indtægtsført hos det modtagne selskab. Det vil sige at spildevandsselskabet har opkrævet færre penge hos forbrugerne end det ville være muligt, at gøre hvis man ikke havde modtaget dette bidrag.

Eksempel fortsat – Figur 2, tilbagebetaling af sambeskatningsbidrag

Det antages, at vandselskabet som følge af højesteretsdommen nu har fået et forhøjet afskrivningsgrundlag. De historiske skattemæssige overskud bliver dermed korrigeret og en eventuel historisk betalt skat til staten betales tilbage inklusiv renter. Det samme gør sig gældende for betalte sambeskatningsbidrag.

  • Spildevandsselskabet som modtog sambeskatningsbidrag skal nu betale beløbet tilbage. Tilbagebetalingen bør således betragtes som en ikke-påvirkelig omkostning, idet selskabet er forpligtet til at betale bidraget tilbage. Ligeledes bør selskabet nu have muligheden for at opkræve den tilsvarende indtægt, som selskabet gik glip af jf. punkt 2, som følge af, at man modtog sambeskatningsbidraget. Det er DANVAs opfattelse, at tilbagebetaling af sambeskatningsbidrag, ligesom en almindelig betaling af sambeskatningsbidrag, er at ligestille med ordinær betaling af selskabsskat. Dermed er det allerede omfattet af ØR-bekendtgørelsens § 9, stk. 4 om ikke-påvirkelige omkostninger.
  • Drikkevandsselskabet som får returneret det tidligere betalte sambeskatningsbidrag bør som udgangspunkt indtægtsføre denne i relation til overholdelse af den økonomiske ramme. Dette er i overensstemmelse med det politiske ønske jævnfør stemmeaftalen om justeret økonomisk regulering af vandsektoren.

”Partierne er enige om, at de penge som vandselskaberne skal have tilbage i skat efter dommene i skattesagen, skal tilbage til forbrugerne i form af lavere priser i det omfang, at skattebetalingen historisk er opkrævet 1:1 hos forbrugerne via taksterne.”
- Justeret økonomisk regulering af vandsektoren, 22.11.2018

DANVA er grundlæggende enig i dette udsagn og gør således opmærksom på, at skattebetalingen ikke i alle tilfælde, historisk er opkrævet 1:1 hos forbrugerne via taksterne. Selskaber som ikke har udnyttet sin daværende indtægtsramme har netop valgt ikke at opkræve skattebetalingen hos forbrugerne, ud fra en forventning om at man ville vinde skattesagen og efterfølgende få den betalte skat retur. Indtægtsførelsen af det tilbagebetalte sambeskatningsbidrag bør således ske med fradrag for den del af skattebetalingen som ikke er opkrævet.