Høringssvar af input til Regeringens nationale plasthandlingsplan.

Til Lene Westergaard, Miljøstyrelsen

Tak for muligheden for at komme med input til regeringens plasthandlingsplan. DANVA glæder sig over initiativet og ser frem til resultatet.

Når vi ser på plast og den udledning, der sker både til vandmiljøet, men også på landjorden, tænker vi, det er vigtigt, at handlingsplanen forholder sig til proportionerne, og at det er afgørende at de fremtidige indsatser retter sig mod, hvor der kan opnås de største effekter. Vi mener derfor, man bør koncentrere indsatsen for at fjerne makro-plast forureninger fra miljøet (vand og jord), og herefter have fokus på mikroplastforureninger.

Med afsæt i dette foreslår DANVA, at flg. initiativer indarbejdes i plasthandlingsplanen:

Standard analysemetode (-r)
Der findes i dag ikke en ensartet standardiseret metode til analyse af mikroplast i spildevand og slam. Flere universiteter og forskningsinstitutioner er i gang med at udvikle forskellige metoder, der hver har deres styrke og svagheder. Der er stort behov for, at der foretages en sammenstilling af de forskellige metoder, som allerede er udviklet, så metoderne bliver valideret op imod hinanden fx ved at gennemføre en række ringtests. Resultat: at opnå standardiserede og anerkendte analysemetoder som sikrer høj kvalitet af analyseresultaterne, og som gør det muligt at sammenligne analyseresultaterne.

Makro- og mikroplast i slam
Når spildevandet ledes ud fra renseanlæggene, tyder målinger på, at anlæggene fjerner op mod 99% af det mikroplast, der kommer ind på renseanlæggene. En del af mikroplasten bliver dermed tilbageholdt i slammet. Det kunne derfor være interessant at få belyst, hvor meget mikroplast slam fra renseanlæg indeholder og få undersøgt, hvorvidt plast (mikro- eller makroplast) i spildevandsslam er et problem fx ved at se på miljøpåvikninger fra plasten. Resultat: at opnå større viden om indholdet af plast i slammet og miljøeffekten ved udbringning af slam på landbrugsjord.

Mikrogummi i regnvandsudledninger
En af de største kilder til udledning af mikroplast er mikrogummi fra dæk. Dog er det problematisk at måle gummipartiklerne, idet de er så små, at der ikke findes en måle- og analysemetode, der kan give præcise resultater. Det kunne derfor være interessant at sætte fokus på, hvorvidt mikrogummi er et problem i regnvandsudledninger og undersøge de reelle skadevirkninger, og hvordan det påvirker miljøet. Resultat: at få mere viden om hvor meget mikroplast, der udledes med regnvandet, og hvordan det reelt påvirker miljøet. 

Hvis det på baggrund af ovenstående dokumenteres, at der er negative miljøpåvirkninger ved udledning af regnvand, vil det være aktuelt at se på, om der kan udvikles lavteknologiske løsninger til reduktion / fjernelse af mikrogummi (dækrester), som kan kobles på de separate regnvandsudledninger. Det vil samtidig være relevant at se på indholdet af mikroplast i bundslammet i regnvandsbassiner.

Nedbrydning af mikroplast
Der er begrænset kendskab til, hvordan mikroplast nedbrydes fx i renseanlægget. Det kunne være interessant at undersøge, om og evt. hvordan der sker en nedbrygning af mikroplasten igennem renseanlægget fx i rådnetanken. Resultat: at opnå større viden om nedbrydning af mikroplast.

Kilder til mikroplast
Det er flere kilder til udledning af mikroplast. Det vil være relevant at sætte fokus på kilderne som fx dæk, sko, tekstil mv. og kigge på hvilke typer af mikroplast og -gummi, der er problematiske. For herefter gå i dialog med producenterne og tale om producentansvarlighed, så producenterne tager ansvar i forhold til at anvende materialer, som er til mindst skadelige for miljøet. Eller lave borgerrettede kampanger, der kan føre til mindre forbrug af plast. Resultat: at reducere mængden af mikroplast, der udledes til miljøet (vand og jord).

Hvis der er noget af ovenstående, der giver anledning til spørgsmål, eller hvis der er behov for uddybning, vil vi meget gerne høre fra jer. Vi ser frem til at høre mere om plasthandlingsplanen og indgår gerne i samarbejde og dialog ved implementering og udmøntning af handlingsplanen.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

Fandt du det du søgte?