I udkastet til ny drikkevandsbekendtgørelse er der tilføjet to nye stoffer og indlagt en forpligtigelse for at vandforsyningerne justerer de lovpligtige analyseprogrammer uden en forudgående myndighedsafgørelse. Samtidig er pligten til at indberette analyser med overskridelser præciseret.

Den foreslåede ændring lægger op til en opsplitning af ansvaret for sikring af kontrolprogrammerne, som efter DANVAs opfattelse er en uhensigtsmæssig sammenblanding af myndigheds- og driftsansvar.

Forslaget om, at kontrolprogrammet skal opdateres uden at der er truffet en egentlig myndighedsafgørelse, er et opgør med et forvaltningsmæssigt myndighedsansvar, hvor det hidtil har været sådan, at de lovpligtige kontrolprogrammer meddeles som en afgørelse truffet af myndigheden. Eventuelle supplementer har hidtil været at betragte som driftsprogrammer og dermed som værende vandforsyningernes ansvar.

For at sikre ensartethed og gennemsigtighed i forhold til vandkvaliteten for forbrugerne og for de små og store vandforsyninger, bør ansvaret for de lovpligtige analyseprogrammer efter DANVAs mening entydigt opretholdes hos myndigheden.

DANVA foreslår derfor, at der i stedet indsættes en frist for myndigheden til at opdatere kontrolprogrammet i overensstemmelse med de nye regler og samtidig stilles en skabelon for en afgørelse til rådighed for kommunerne som myndighed på området.

DANVA har ikke egentlige bemærkninger til bekendtgørelse om miljømålinger, ud over at der er praktiske problemstillinger som skal håndteres i forbindelse med at opfylde kravene i bekendtgørelsen om vandkvalitet i tilfælde af tilføjelse af nye stoffer. Det er gældende for de to stoffer der er tilføjet i denne høring, men også i allerhøjeste grad fremadrettet. Det er altafgørende for forbrugersikkerheden / tilliden, at kravet om analyse er koordineret med DANAK, så der når nye stoffer tilføjes, også findes en driftssikker akkrediteret analysemetode.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

DANVA

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?