Høringssvar på ekspertpanelets anbefalinger vedr. en fremtidig struktur for miljø- og fødevarelovgivningen.

Til Miljø- og Fødevareministeriet, Departementet

Indledningsvist vil DANVA gerne kvittere for den interessentinddragelse, der har været fra den helt tidlige proces i arbejdet med en ny lovstruktur, både med hensyn til individuelle aktørmøder, orienterende interessentmøder og muligheden for at give skriftlige input.

Samtidig vil DANVA gerne rose ekspertudvalget for dets tilgang til en fremtidig struktur for miljø- og fødevarelovgivningen. Ekspertpanelet har anlagt en udvidet tilgang i sin vurdering af reguleringen på miljø- og fødevareområdet, ligesom det har lagt vægt på sammenhæng, gennemsigtighed/tilgængelighed og en helhedsorienteret regulering.

Foreningen kan støtte anbefalingen om én vandlov, der samler reguleringen for grundvand, overfladevand og kystvande herunder forsyningsplanlægning og den økonomiske regulering af vandsektoren. Det vil sige én lov uanset ressortfordelingen.

Betragtningen er, at en sådan helhedsorienteret lov vil fremme virkeliggørelsen af lovgivningsmålene – ligesom de fremtidige udfordringer grundet klimamæssige forandringer – hvor vand- og spildevandsforsyningerne har en rolle – vil blive sat ind i en hensigtsmæssig fælles ramme.

På baggrund af vandsektorens erfaringer fra de seneste år skal vi understrege nødvendigheden af, at beskyttelseshensyn og reguleringsmekanismer/instrumenter understøtter hinanden konsekvent.

Sammentækning på tværs af ressortområder
DANVA finder det positivt, at ekspertpanelet i sin anbefaling har påpeget det uhensigtsmæssige i, at det ambitiøse projekt begrænses ved, at der alene ses på lovgivningen inden for Miljø- og Fødevareministeriets lovområde. Vi har tidligere gjort opmærksom på uhensigtsmæssigheder for vandsektoren, der er forårsaget af manglende sammenhæng i reguleringen på grund af opsplitning på forskellige ressortområder.

Ekspertpanelet påpeger, at det afgørende for en kommende lovstruktur bør være lovenes formål, indhold og indbyrdes sammenhæng. DANVA er helt enig heri og byder eksempelvis inddragelsen af lovgivningen vedrørende den økonomiske regulering af sektoren velkommen.

Som påpeget af ekspertpanelet er planloven imidlertid et andet område, der ikke bør holdes uden for lovstrukturen på grund af ressortfordelingen. DANVA skal derfor opfordre til, at der også arbejdes med en inddragelse af planloven i forhold til kystzoner, regnvand og grundvand i vandloven.

Fokus på sammenhæng og økosystemer
Ekspertpanelet har i sin tilgang til vandområdet lagt vægt på at opnå en mere helhedsorienteret og sammenhængende regulering, der i højere grad (end i dag) matcher EU-lovgivningens struktur og fokus på beskyttelse af økosystemer.

Dette er i meget fin overensstemmelse med DANVAs bidrag forud for ekspertpanelets anbefalinger, hvor foreningen foreslog at samle lovgivningen for hele vandkredsløbet i én lov. DANVA er derfor også her meget enig i ekspertpanelets tilgang.

En ny vandlov
Ekspertpanelet foreslår i forlængelse af ovenstående fokus, at reguleringen inden for vand samles i en vandlov og en havlov. I vandloven foreslås det at samle reglerne omkring beskyttelse og benyttelse af ferske vande og kystvande samt reguleringen af forsyningsplanlægning og forsyningernes forhold.

I DANVAs bidrag forud for ekspertpanelets anbefalinger foreslog vi to sektorlove for vandområdet i form af en vandkredsløbslov, med lovgivningen for hele vandkredsløbet, og en vandaktivitetslov med reguleringen af aktiviteterne omkring levering af vand samt transport og rensning af spildevand.

DANVA foreslog 2 love ud fra hensynet til fokus på de enkelte områder i reguleringen og hensynet til at opnå sammentænkning/harmonisering, herunder at undgå dobbeltregulering, samt en sikring af gennemskuelighed og tilgængelighed for de forskellige aktører såvel i lovgivningsprocessen som efterfølgende.

Ekspertpanelets anbefalinger og DANVAs indspil ligger dermed på linje, og med en tydelig kapitelinddeling som struktureret af ekspertudvalget er spørgsmålet om en eller to love ikke et kardinalpunkt for DANVA. Ved arbejdet med en vandlov håber DANVA, at der, som vi har foreslået, vil blive lagt vægt på sammentænkning og harmonisering af de forskellige regelsæt samt incitamentsunderstøttelse frem for detailregulering og forbud i regeludformningen.

I den forbindelse er det også afgørende, at det er tydeligt, at beskyttelseshensyn og reguleringsmekanismer/instrumenter understøtter hinanden konsekvent, og at sammenhængen bliver klar og gennemsigtig.

Tværgående miljøkvalitetslov
Det anbefales at samle reguleringen af miljøkvalitetsnormer i en tværgående miljøkvalitetslov eller alternativt at indarbejde reglerne i de relevante sektorlove. DANVA finder det positivt, at der er et tiltænkt øget fokus på miljøtilstanden og de tilknyttede proceskrav ift. fx overvågning og iværksættelse af indsatser, og vi mener, at en tværgående miljøkvalitetslov kan være med til at opnå dette.

Det vil imidlertid være vigtigt i forhold til en sådan lov, at denne indeholder en tydelig kapitelopdeling med henblik på at opnå gennemsigtighed og indarbejdning af forskellene imellem de forskellige områder (natur, vand luft og støj).

DANVA forstår ekspertpanelets anbefalinger således, at reguleringen af de konkrete instrumenter, der er knyttet til realiseringen af en aktiv indsats inden for de enkelte områder, skal indarbejdes i de enkelte sektorlove. Dette er et meget vigtigt element at fastholde, såfremt der arbejdes videre med anbefalingen om en tværgående miljøkvalitetslov.

Øvrige tværgående love
Ekspertpanelet anbefaler derudover 4 tværgående love i form af en miljøforvaltningslov, en miljøoplysningslov, en miljøskadelov og en miljøvurderingslov.  Alle disse tværgående love vil indeholde regler med betydning for vandsektoren, men strukturen giver os ikke anledning til bemærkninger.

DANVA lægger her vægt på den samlede effekt i form af en nedbringelse af antallet af love, som vandselskaber og andre aktører skal forholde sig til, samt en øget tilgængelighed, herunder for ikke-jurister, og dermed bedre mulighed for opnåelse af en ensartet praksis og en bedre kvalitet af afgørelser på miljøområdet.

I forhold til anbefalingen om, at det lovforberedende arbejde omkring en miljøforvaltningslov henlægges til et udvalg uden repræsentation fra interessenter, skal DANVA dog bemærke, at vi ikke finder dette optimalt, idet loven skal være udtryk for velafbalancerede kompromisbestemmelser, der angår særdeles væsentlige elementer, og hvor kendskab til de regulerede områder vil være nødvendig.

For vandsektoren kan kontrol med og afhjælpning af installationer, der udgør en sundhedsrisiko, nævnes som et konkret eksempel på et element af særdeles stor betydning, der påtænkes reguleret af loven. 

Forholdet mellem love og administrative bestemmelser
Ekspertpanelet giver en anbefaling om at følge gældende retningslinjer for arbejdsdeling mellem love og administrative forskrifter. Sådan forstået at overordnede og principielle retningslinjer skal fastsættes af lovgivningsmagten, hvorfor der er grænser for, hvor vidtgående en bemyndigelse til administrationen kan være.

Ekspertpanelet anbefaler videre, at bemyndigelsesbestemmelser formuleres så præcist som muligt, samt at der i lovbemærkningerne til bemyndigelsesbestemmelsen redegøres udførligt for den påtænkte anvendelse.

DANVA bakker op om disse anbefalinger og anbefaler i øvrigt, at øget fokus på vejledning om reguleringen inddrages ved implementering af lovstrukturen, sådan at bekendtgørelser i højere grad end i dag følges op af vejledninger og cirkulærer.  

Vi opfordrer til, at de berørte interessenter inddrages i arbejdet med henblik på at sikre forankring i praksis og det fornødne vejledningsniveau, og vi deltager meget gerne i fremadrettede drøftelser vedr. implementering af en ny lovstruktur.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

DANVA

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?