Høring af ”Udkast til lov om ændring af lov om vandforsyning og miljøbeskyttelse vedr. underretning om påbud, samt dispensation fra og vejledningspligt om drikkevandskvalitetskrav”

Til Miljøstyrelsen

DANVA har følgende overordnede bemærkninger til høringsudkastet, hvor der dels lægges op til, at mindre vandforsyninger skal være friholdt fra krav til drikkevandskvaliteten, og at disse forbrugere derfor skal orienteres om, at der ikke udtages prøver, og at der ikke gælder kvalitetskrav. Dernæst er der præciseringer til forholdene vedrørende dispensationer samt en orienteringspligt for kommunerne vedr. aftaler i medfør af MBL med rådighedsindskrænkning over arealer.

Forslaget udgør sammen med de foreslåede ændringer af vandkvalitetsbekendtgørelsen en potentiel sundhedsrisiko for forbrugere tilsluttet mindre vandforsyninger.

DANVA mener:

  • at kontrollen af drikkevandet bør være obligatorisk for alle, der indvinder og leverer vand, uanset størrelsen af leverancen. Princippet om, at alt drikkevand til husholdningsbrug kontrolleres, bør fastholdes, så vi i Danmark kan garantere rent vand til alle.

  • at kvalitetskravene skal gælde alt vand til drikkevand, uanset hvilken lovmæssig kontrol der er gældende. Alt andet forringer forbrugersikkerheden for de forbrugere, der er tilsluttet mindre vandforsyninger, ligesom eventuelle sundhedsaspekter som følge af forurenet drikkevand fremover ikke vil blive håndteret.

  • at sundheden skal prioriteres, uanset størrelsen af den vandforsyning, der leveres vand fra. Kravene til rent drikkevand er sat ud fra en sundhedsmæssig vurdering, og bortfalder kravene til vandkvalitet for en forbrugergruppe, signaleres et manglende fokus på sundhed og sikkerhed for denne forbrugergruppe. Det anbefales derfor, at dispensationsmulighederne i drikkevandsdirektivet anvendes til at sikre rent vand og sundt vand til alle, fremfor til at undtage grupper for såvel analysekrav som krav til drikkevandskvaliteten.

  • at bortfaldet af krav til vandkvaliteten hos enkeltejendomme og mindre vandforsyninger udhuler vandforsyningsplanen som reguleringsinstrument. Incitamentet til at udbygge en almen forsyning i et planlagt forsyningsområde kommer som regel, når der konstateres problemer med vandkvaliteten. Dette vil ikke være tilfældet, hvis der ikke tages prøver og slet ikke, hvis der ikke gælder kvalitetskrav. Herved mister vandforsyningsplanen reelt værdi som planinstrument.

Dernæst finder vi det påfaldende, at der iværksættes ændringer i det eksisterende lovkompleks, som gennemfører en bekendtgørelse, der endnu ikke er vedtaget, og hvor vi derfor endnu ikke har set den endelige ordlyd.

DANVA har ikke bemærkninger til de øvrige bestemmelser, blot bør det sikres, at reglerne om dispensationsadgang ledsages af fornøden vejledning.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen
DANVA

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?