Høring af udkast til forslag til ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om vandforsyning (j.nr. SVANA 400-00062)

Til Miljøstyrelsen

Forslaget udmønter dele af forliget om ny pesticidstrategi og omhandler forhold vedrørende udpegning af boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og visse restriktioner inden for disse områder.
DANVA støtter overordnet hjemlen til statslig udpegning af BNBO, men vores støtte forudsætter, at de af foreningen påpegede fejl i forhold til beregning af BNBO ved især kalkmagasiner fremover erstattes af realistiske værdier, baseret på konkret viden, og at der sker en genberegning af allerede statslige udpegede beskyttelsesområder på kalk.

Som en følge af forliget om pesticidstrategien skal det fremover ikke længere være muligt at påfylde eller opblande pesticider og heller ikke at vaske sprøjteudstyr indenfor BNBO. Vi finder, at dette er et skridt i retning af den nødvendige fuldstændige friholdelse af BNBO for enhver pesticidanvendelse, men vi finder det urimeligt, at omkostningerne skal betales af vandselskaberne. I stedet burde omkostningerne til flytning af vaske/fyldepladser afholdes af erhvervet via landdistriktstøttemidlerne eller via sprøjtemiddelafgiften.

Endeligt stiller vi os uforstående overfor, at der af økonomiske årsager skal være mu-lighed for at kunne dispensere for denne nødvendige beskyttelse af indvindingsboringer.

Det er naturligvis positivt, at der indføres restriktioner mod håndtering af pesticider og sprøjteudstyr indenfor BNBO, men det er vores opfattelse, at dette er et helt utilstrækkeligt indgreb, der kun hjælper mod en trussel i nogle få beskyttelsesområder. Vi mener, at den nødvendige sikring af drikkevandet kun sikres, hvis BNBO friholdes for al anvendelse af sprøjtemidler.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen
DANVA

Fandt du det du søgte?