Til Energistyrelsen

DANVA mener, at vejledning i brug af totaløkonomi for danske vandselskaber er udarbejdet forståeligt og er et godt værktøj i det tilfælde vandselskaber skal vælge mellem to eller flere investeringsalternativer. Der er dog en række forbedringsmuligheder i vejledningen.

Forkert sammenligning af nutidsværdier

I gennemgangen af de tilhørende regneark, mener DANVA at der forelægger en fejl i det første ark Nutidsværdiberegning. Nutidsværdiberegninger kan ikke sammenlignes over forskellige levetider, ved at dividere nutidsværdien med levetiden. Ved sammenligninger af investeringsprojekt med forskellige levetider skal næste ark, Årlig ækvivalent annuitet benyttes.

Hvis den samlede nutidsværdi blot divideres med levetiden som i regnearket, er der risiko for, at der træffes forkerte investeringsbeslutninger. Derfor bør det beskrives, hvornår man benytter årlige ækvivalent annuitet (EAA), og hvornår man anvender nutidsværdiberegningen.

Skat ikke behandlet

Skat er ikke inddraget i vejledningen. Det bør beskrives tydeligt i vejledningen at dette er tilfældet, ligesom det bør beskrives hvilke konsekvenser dette fravalg har for anvendelsen af vejledningen.

DANVA har erfaret at den eneste skat inkluderet i regnearket er en form for stykskat/ afgift. Indvirkningen af et eventuelt skatteskjold ved renteomkostninger synes ikke implementeret i regnearket. Idet vandselskaberne er skattepligtige vil denne betragtning være mere totaløkonomisk og retvisende for selskabets omkostninger ved investeringer.

Skyldes dette at alle omkostninger er efter selskabsskat, som nutidsværdiberegninger oftest laves, er dette intet sted eksplicit beskrevet. En mulig håndtering af selskabskat, kunne være at investeringens fordelagtighed opgøres med den skattekorrigerede realrente som kalkulationsrente. DANVA har dog ikke undersøgt dette nærmere.

Manglende vejledning ved investeringer udelukkende i driftsbesparelser

Vejledningen beskriver ikke situationer, hvor en mulig investering skal sammenlignes med fortsat drift af et eksisterende aktiv. Altså en situation, hvor de nuværende driftsomkostninger skal sammenlignes med omkostningerne ved en ny investeringer. Dette bør beskrives i vejledningen. Derved vil vejledningen være et brugbart værktøj i TOTEX-reguleringen, da den ud over anlægs- og driftsomkostninger til nye investeringer også vil inkludere driftsomkostninger på eksisterende aktiver.

En mulig håndtering kunne være, blot at indsætte driftsomkostninger på eksisterende aktiver i regnearket, og derved sammenligne eksisterende aktiver med ny investeringer. DANVA har dog ikke undersøgt dette nærmere.

Øvrige forhold (detailkommentering)

De sidegevinster, der eventuelt ville forekomme af rent økonomisk karakter, kunne med fordel inkluderes. Hvilket ligeledes kunne være senariet såfremt der var tale om ”sidetab” grundet en specifik investering. DANVA mener, at det er en overdrivelse, når det påstås, at vejledningen giver et overblik over eventuelle sidegevinster forbundet med en investering. I vejledningen gives tre eksempler på mulige sidegevinster, hvorfor DANVA betragter det som en overdrivelse, at vejledningen giver overblik over alle sidegevinster ved at nævne tre eksempler.

DANVA er enig i at det er en fordel at forsimple beregningerne, ved at eksludere de ikke relevante omkostninger, der er ens uanset investerings alternativet. Det er afgørende, at de ignorerede omkostninger medtages når beslutningstagere eventuelt vurderer, hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt at investere eller bibeholde de nuværende aktiver. Betragtningen er udmærket såfremt, vandselskaberne har besluttet at noget skal fornyes, og derfor ikke overvejer at afholde driftsomkostninger til nuværende aktiver.

Appendiks om brug af regnearket fremstår kort, klart og forståeligt. I forlængelse af kommentarerne til sammenligning af investeringsprojekter med forskellige levetider, mener DANVA, at step 9 og step 10 i appendiks, burde beskrive at denne sammenligning kun er for projekter med ens levetider og derfor ikke nutidsværdien per år.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

DANVA

Fandt du det du søgte?