Til Energistyrelsen

DANVA høringssvar på vejledning om tilknyttet virksomhed efter vandsektorloven – jeres j.nr. 2016-5135

Hermed DANVAs bemærkninger til udkast til vejledning om tilknyttet virksomhed efter vandsektorloven i prioriteret rækkefølge.

Salg af el og varme som tilknyttet virksomhed

Vandselskaber, der har solgt varme og el som tilknyttet virksomhed, kan vælge efter bekendtgørelsens § 9, stk. 3 at fortsatte denne praksis, hvorved salg af el og varme altså ikke bliver en del af hovedaktiviteten. Men vejledningen mangler retningslinjer for, om omsætningen fra dette salg indgår i beregningsgrundlaget i henhold til dels kravet om selskabsudskillelse efter bekendtgørelsens § 3 og dels 3 % grænsen efter § 5, stk. 1.

I forhold til den nu ophævede bekendtgørelse nr. 1195, 2010 indgik omsætningen fra salg af el og varme ikke i de nævnte beregningsgrundlag. DANVA mener, at dette også bør være gældende efter den nye bekendtgørelse, da adskillige vandselskaber, der ønsker at bibeholde de nævnte aktiviteter som tilknyttet virksomhed, ellers vil få indsnævret deres rammer for tilknyttet virksomhed markant. BIOFOS stiller sig gerne til rådighed for en eventuel uddybning af problemstillingen.

Salg af el, varme og biogas som hovedvirksomhed

DANVA er blevet gjort opmærksom på følgende problematik af vandselskaberne: For de vandselskaber, hvor omsætning fra salg af el og varme er en del af hovedaktiviteten, er det problematisk, at selskaberne ikke kan anvende et eventuelt overskud fra salg af el og varme på deres spildevandsaktiviteter. Efter retningslinjerne i vejledningsudkastets punkt 8.1.3. følger dette af både elforsyningsloven og – i mindre grad – af varmeforsyningsloven. Ifølge retningslinjerne under punkt 8.1.3. er det ikke alle former for varmeforsyning, der omfattes af varmeforsyningslovens regler. Efter bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber indgår omsætningen fra salg af el og varme i et vandselskabs samlede indtægter, som der fastsættes indtægtsrammer for.

Kombinationen af reglerne i elforsyningsloven, varmeforsyningsloven og bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber betyder, at hvis vandselskaberne får øget omsætning fra salg af el og varme kan dette medføre, at omsætningen fra vandaktiviteter (både vand- og spildevand) må falde (altså takst-nedsættelser), da vandselskabernes samlede indtægter skal holde sig inden for indtægtsrammerne. Dertil kommer, at vandselskaberne som nævnt ikke må anvende den øgede omsætning fra el- og/eller varmesalg til deres vandaktiviteter. Konsekvensen er, at vandselskabernes incitament til at sælge el og varme er stærkt begrænset, fordi salget kan forringe vandselskabernes muligheder for finansiering af deres vandaktiviteter. Dette er en stor uhensigtsmæssighed for vandselskaberne, og DANVA opfordrer til, at der arbejdes på at finde en løsning på problemet. For salg af biogas er der til dels den samme problemstilling, der dog er lidt mindre, fordi overskud ved salg af biogas kan anvendes til vandaktiviteter.

Vandforsyningers afregning og indberetning for spildevandsforsyninger i forbindelse med måleraflæsning

Vi har en række bemærkninger til vejledningens punkt 1.1.8. om vandforsyningers indberetninger for spildevandsforsyninger. Der er ikke konsistens i betegnelserne. I overskriften for punktet og i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 8 bruges vendingen ”vandforsyningers måleraflæsninger”. I teksten under punkt-overskriften angives muligheden for at foretage afregning og indberetning for spildevandsselskaber, hvis det sker i forbindelse med den almene vandforsynings levering af målerdata. Spildevandsselskabet har ikke brug for levering af målerdata fra en vandforsyning, hvis samme vandforsyning foretager afregning og indberetning. Målerdata skal jo netop bruges til afregning og indberetning af vandafledningsbidrag. Det, der tænkes på, er vel muligheden for at foretage afregning og indberetning, hvis det sker i forbindelse med vandforsyningens almindelige aflæsning og afregning, altså hvor der er kundesammenfald mellem vand-forsyningernes og spildevandsselskabernes kunder.

Det bør også fremgå klart, hvorvidt det er en hovedvirksomhed at levere målerdata mod betaling. Det er nødvendigt at præcisere, hvilke data der er omfattet af termen målerdata samt at leveringen af disse data mod betaling er en del af hovedvirksomheden. Under punkt 6.1.4 i vejledning nr. 9271, 2011 om tilknyttede aktiviteter fremgår det, at der med målerdata menes de data, der er relevante i forbindelse med måleraflæsningen.

Hvis der med målerdata menes data, der er relevante i forbindelse med aflæsningen, bør det nævnes i vejledningen, hvorledes disse adskiller sig fra stamoplysninger, jævnfør § 7 b., stk. 2 i bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsselskaber m.v. I den forbindelse bør det endvidere fremgå, at levering af stamoplysninger også er en del af vandforsyningers hovedvirksomhed.

Det er ønskeligt, at de ovennævnte præciseringer kommer til at fremgå af vejledningen, da der er meget store forskelle i administrationen lokalt – herunder hvor meget vandforsyningerne kræver i betaling for udlevering af data med relevans for måleraflæsning og stamoplysninger. Det selv om der foreligger en Østre Landsrets dom af 29. juni 2015 om et spildevandsselskabs betaling til en vandforsyning for oplysninger om vandforbrug. I nævnte dom fremgår det blandt andet, at spildevandsselskabet kun skal betale de meromkostninger, vandforsyningen har i forbindelse med at videregive data om vandforbrug til spildevandsselskabet og ikke omkostninger til f.eks. opsætning af digitale vandmålere. Det kan overvejes at omtale dommen i vejledningen.

Øvrige forhold

Det fremgår ikke klart af vejledningens afsnit 8.1.3, om salg af el fra solceller eller af varme fra solfangere kan indgå som del af vandselskabets hovedvirksomhed, jævnfør bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 3. Dette bør fremgå eksplicit i afsnit 8.1.3.

Under afsnit 1.1.9 Hidtil lovlig tilknyttet virksomhed henvises til afsnit 9 om overgangsregler. Nok en slåfejl da overgangsreglerne er i afsnit 10.

Vi uddyber gerne vores synspunkter.

Med venlig hilsen
Jens Plesner
DANVA

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?