Til Naturstyrelsen

Høring af forslag til ændring af lov om vandforsyning m.v. og lov om afgift af ledningsført vand (udmøntningen af den fremtidige grundvandskortlægning)

DANVA takker for modtagelsen af høringsmaterialet og vil i det følgende give dels nogle generelle bemærkninger dels bemærkninger til enkelte konkrete emner.

Generelt

Med udgangen af 2015 er første fase af grundvandskortlægningen afsluttet, og planlægningen af det fremtidige arbejde skal med dette lovforslag igangsættes. Som optakt til arbejdet har der været nedsat en arbejdsgruppe med interessenterne, der afrapporterede sommer 2014 med en analyse af området og en række anbefalinger til det fremtidige arbejde.

Et af de centrale punkter for arbejdsgruppen var en enighed blandt interessenterne om, at der var behov for en central styregruppe til at prioritere indsatsen. I lovforslaget er dette blot blevet til en mulighed for, at Ministeren kan "fastsætte regler om procedurer for grundvandskortlægningen, herunder inddragelse af andre myndigheder og almene vandforsyningsanlæg." I bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der kun er tænkt på lokal inddragelse for at indhente oplysninger. Dette er efter foreningens mening klart utilstrækkeligt og afspejler ikke arbejdsgruppens anbefalinger. Det bør i stedet ændres til, at Ministeren fastsætter regler om procedurer for inddragelse af interessenterne i et samarbejde om prioriteringen af den fremtidige grundvandskortlægning.

Fremover er det efter forslaget Naturstyrelsen, der skal varetage grundvandskortlægningen. DANVA har i forbindelse med arbejdsgruppens afrapportering anbefalet, at opgaven placeres hos Regionerne for dermed at drage nytte af dels den faglige ekspertise hos Regionerne dels til den nære forbindelse med jordforureningsområdet. Vi ser fortsat det som den bedste løsning og vil anbefale, at man genovervejer placeringen af opgaven. Hvis man alligevel fastholder staten som udfører, så er det bydende nødvendigt, at der nedsættes en national styregruppe for at sikre såvel prioriteringen af indsatsen som inddragelsen af jordforureningsområdet som en del af vidensgrundlaget.

Et andet centralt punkt for arbejdsgruppen var opgavens tidshorisont, hvor interessenterne klart gav udtryk for, at dette ikke er en opgave, der kan afsluttes, men at der også på langt sigt er behov for dels kortlægning af nye områder dels revision af eksisterende viden. Dette skyldes, at der løbende kommer ny viden om trusler og kortlægningsmetoderne forbedres, men også at trusselsbilledet ikke er konstant. Her vil der også komme ny viden, der kræver revision af det eksisterende grundlag. Det er derfor ikke tilfredsstillende, at der lægges op til en afslutning af opgaven i 2020.

Det er med det foreliggende usikkert, hvorvidt der med forslaget lægges op til en videreførelse af alle væ-sentlige databaser på området, hvilket bør præciseres. I forhold til opgaven undrer det specielt, at det kun er fremtidige indvindingsområder, der skal udpeges og offentliggøres på Danmarks Miljøportal, da der også er et stort behov for viden om eksisterende indvindingsområder.

I forslaget lægges op til, at der kun i helt særlige tilfælde skal ske revision af eksisterende indsatsplaner. For DANVA er dette uforståeligt, da vi finder, at der er behov for en løbende revision af alle indsatsplaner. Som tidligere nævnt er trusselsbilledet ikke konstant, og det er løbende nødvendigt at overveje, hvorvidt der skal ske supplerende indsats eller om der eventuelt kan ske lempelser i eksisterende restriktioner for arealanvendelsen.

I forhold til det økonomiske, så er vi usikre på, hvorvidt der er økonomisk råderum i det foreslåede provenu til at løse de skitserede opgaver. Vi vil derfor foreslå, at det nuværende afgiftsniveau fastholdes. Herved vil der være sikkerhed for økonomien, og der vil være mulighed for, at opgaven med udpegning af boringsnære beskyttelsesområder afsluttes.

Hvad der er væsentligere er, at hvis det nuværende afgiftsniveau på 67 øre opretholdes, så vil der være penge til finansiering af kompensation af lodsejere for en permanent udlægning af obligatoriske boringsnære beskyttelsesområder. Dette er en løsning, som DANVA har peget på sammen med Landbrug og Fødevarer, og som i løbet af en kort årrække vil føre til konkrete resultater til gavn for grundvandet og for den danske drikkevandsforsyning.

Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen og Claus Vangsgård
DANVA

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?