15. november 2010 

Tak for det tilsendte høringsmateriale om optagelse af de ni aktivstoffer. Vi vil i det ne-dennævnte gennemgå vores holdninger til optagelse af disse stoffer. Overordnet vil vi dog her henlede opmærksomheden på, at en optagelse og anvendelse af dichlobenil kan have endog meget alvorlige konsekvenser for dansk grundvand.

Isoxaben

Stoffet ønskes godkendt til ukrudtsbekæmpelse i vin. Af godkendelsespapirerne frem-går det, at der er risiko for, at to nedbrydningsprodukter udvaskes til grundvandet i koncentrationer, der overstiger grænseværdien. Kommissionen anser disse metabolitter som ikke relevante, hvilket er i strid med den danske opfattelse. DANVA støtter denne opfattelse, da der ikke bør udvaskes nedbrydningsprodukter til grundvandet.

Tefluthrin

Stoffet påtænkes anvendt til insektbekæmpelse i sukkerroer. Der foreligger ingen offentliggjorte EU-godkendelsesespapirer, og stoffet er tilsyneladende ikke moniteret i dansk grundvand. Det er uklart, hvorvidt stoffet udelukkende skal anvendes til bejdsning af roefrø. I givet fald har DANVA ingen bemærkninger til den danske holdning. Såfremt stoffet imidlertid skal bruges til insektbekæmpelse i marken, så kan vi på baggrund af de manglende offentliggjorte data ikke anbefale, at Danmark stemmer for optagelse.

Oryzalin

Stoffet ønskes anvendt til bekæmpelse af ukrudt i vin. Det angives i vurderingsrappor-terne, at stoffet og flere nedbrydningsprodukter udvaskes til grundvandet. Vi støtter derfor den danske holdning om at stemme nej til optagelse af oryzalin.

Bispyribac

Bispyribac påtænkes anvendt til bekæmpelse af ukrudt i ris. Vurderingsrapporterne rummer efter dansk opfattelse ikke den nødvendige datadokumentation for, at stoffet ikke kan udvaskes til grundvandet. Principielt mener foreningen, at grundlaget for opta-gelse på bilag 1 skal være opfyldt for alle stoffer, hvorfor DANVA støtter den danske indstilling om at stemme nej til optagelse.

Dichlobenil

Stoffet ønskes anvendt til bekæmpelse af ukrudt i vin. Dette stof er moderstoffet til BAM, der som bekendt har udgjort den største trussel overhovedet mod dansk vandforsyning. Mange hundrede boringer er blevet lukket på baggrund af anvendelse af moderstoffet indtil det blev forbudt i 1997. Den nuværende ansøgning omfatter kun anvendelse til ukrudtsbekæmpelse i vin, men det kunne være en åbning mod en bredere anvendelse af stoffet, hvilket kunne føre til meget alvorlige konsekvenser for dansk vandforsyning. Godkendelse af stoffet baseres på, at EU tolker BAM som en irrelevant metabolit. Vi støtter derfor den danske holdning om at stemme nej til optagelse af stoffet.

Fenbutatin oxid

Dette stof ønskes anvendt til bekæmpelse af mider i tomater i væksthuse. DANVA har ingen bemærkninger til dette stof.

1-decanol

Midlet skal anvendes til vækstregulering i tobak. Vurderingsrapporterne rummer efter dansk opfattelse ikke den nødvendige datadokumentation for, at stoffet ikke kan udva-skes til grundvandet. Principielt mener foreningen, at grundlaget for optagelse på bilag 1 skal være opfyldt for alle stoffer, hvorfor DANVA støtter den danske indstilling om at stemme nej til optagelse.

6-benzyladenin

Stoffet påtænkes anvendt til frugtudtynding i æbler og vækstregulering af majs. Vores viden om stoffet er stærkt begrænset, da det har haft en meget snæver anvendelse i Danmark (ledkaktus i væksthuse). Det vides dog, at stoffet har været på ikke-optagelseslisten til EU/91/414. På det foreliggende vidensgrundlag kan vi derfor ikke opfordre til at Danmark stemmer for optagelse af stoffet.

Dichloran

Midlet ønskes anvendt til bekæmpelse af svampesygdomme i tomater. Stoffet udgør tilsyneladende en risiko ved håndtering af midlet, ligesom der er datamangler vedrørende urenheder i stoffet. Vi støtter derfor den danske holdning om at stemme nej til optagelse.

Venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA

 

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?