j. nr. 2025-22062

DANVA takker for udkastet og bemærker, at det er nyttigt med en vejledning til de ret tekniske regler for samfundsøkonomiske beregninger vedrørende terrænnært grundvand. Vi savner dog retningslinjer på en række områder, som vi beskriver herunder.

Uddyb hvordan omkostninger til håndtering af vand fra omfangsdræn skal indgå i beregningerne

Flere spildevandsselskaber giver udtryk for tvivl om, hvad der gør sig gældende for omfangsdræn, efter de nye regler for terrænnært grundvand er kommet. Derfor foreslår vi, at det beskrives mere entydigt i vejledningen.

Med de nye regler om terrænnært grundvand har spildevandsselskaber fortsat forsyningspligt i forhold til at modtage vand fra omfangsdræn i kloakoplande, hvor der er afledning af tag- og overfladevand. Forsyningspligten for omfangsdræn er uafhængig af, om det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at modtage vand fra omfangsdræn i et givent område. Hvis der udføres tiltag til håndtering af terrænnært grundvand i et udpeget område, hvor det er vurderet samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, har borgerne derimod pligt til, og skal selv finansiere, omkobling til de nye løsninger. Vi vil foreslå, at dette fremgår klart af vejledningen.

Vi formoder endvidere, at beregning af samfundsøkonomi for tiltagsomkostninger til f.eks. etablering af en tredje (dræn)ledning også inkluderer de omkostninger et spildevandsselskab har til at modtage vand fra omfangsdræn. Dette bør fremgå af vejledningen. I områder med omfangsdræn må det formodes, at en stor andel af det terrænnære grundvand, som spildevandsselskabet håndterer, vil komme fra netop omfangsdræn.

Det er derudover vores formodning, at omkostninger og gevinster i de samfundsøkonomi-ske beregninger, for så vidt angår omfangsdræn, tilhører kategorien ”bygninger” og ikke ”indsivende terrænnært grundvand” i spildevandsanlæg. Dette bør fremgå af vejledningen.

Tilføj retningslinjer om beregninger af omkostninger til skader på infrastruktur og til indsivende vand i spildevandsanlæg

Vi anerkender, at det i de fleste tilfælde vil være i forhold til skader på bygninger, at det kan være relevant med spildevandsselskabers forsyningspligt med grundvandssænkende foranstaltninger.

Når det er sagt, er det påfaldende, at der nærmest ikke er hverken retningslinjer eller beregningseksempler for omkostninger til skader på infrastruktur, herunder veje eller omkostninger ved indsivende vand i spildevandsanlæg. Det fremgår direkte af beregningsbekendtgørelsen, at disse elementer kan indgå i beregningerne af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed.

Vi opfordrer til, at der tilføjes retningslinjer og gerne beregningseksempler for infrastruktur og indsivning. Dette vil medvirke til fremdrift i processen med at få lavet grundvandssæn-kende foranstaltninger og vil være et godt afsæt til erfaringsgenerering.

Værktøjer til adskillelse af oversvømmelse fra terrænnært grundvand fra oversvømmelser fra havvand, regnvand m.v.

Som det fremgår af udkastet og bekendtgørelsen, skal beregningerne alene foretages for oversvømmelse fra terrænnært grundvand og ikke for oversvømmelse fra andre kilder. Fra spildevandsselskaberne er der et udtrykt ønske om mere udførlige og konkrete retningslinjer til, hvordan de forskellige oversvømmelseskilder kan adskilles fra hinanden.

Metodisk risiko for undervurdering af skader på bygninger

I både bekendtgørelse og vejledning fremgår det, at der kan opstå varige skader (betegnet S3) på stueetagen i en bygning, når denne gennem længere tid er oversvømmet af terrænnært grundvand. Det er DANVAs umiddelbare vurdering, at hvis sådanne bygninger har kældre, vil disse også have pådraget sig skade (betegnet S2).

Dette fremgår hverken af bekendtgørelse eller vejledning, hvor der lægges op til, at en bygning enten har skaden S2 eller S3 men ikke begge på én gang. Vi opfordrer til, at dette rettes.

Vi uddyber gerne vores høringssvar. Kontakt Jens Plesner, tlf. 8793 3560, mail: jpl@danva.dk

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

DANVA